Forleden kunne man her på 180grader læse en klumme af Folketingskandidat Henrik Sørensen med budskabet om øget brugerbetaling i sundhedssystemet af det som Henrik Sørensen insinuerer er "selvforskyldt sygdom". Dette er ikke nye toner, men passer fortræffeligt ind tidens Nanny-kultur, som udøves af både højre og venstrefløjene her til lands. Hvad Henrik Sørensen ikke har sat sig ind i er hvordan distribueringen af offentlige ressourcer ser ud mellem henholdvis sunde og usunde borgere. På den korte bane er "selvforskyldt dårligdom" såsom svær overvægt, rygning eller alkoholisme dyrt for vores samfund. En hollandsk undersøgelse baseret på sundhedsudgifter fra 2003 viser f.eks. at henholdvis rygere og svært overvægtige i alderen 20-56 år er en større belastning for sundhedsmyndighederne end tilsvarende sunde borgere. Set over et livsforløb er sundhedsmyndighedernes samlede udgifter dog størst til de sunde borgere og ikke til de usunde (original artikkel kan downloades her). Det er nemlig ikke dyrt for samfundet at behandle en patient med f.eks. lungekræft. Sygdomsforløbene er som regel korte, hvorimod f.eks. alzheimer-patienter lever længere og er langt mere plejekrævende. Selv om undersøgelsen ikke tager hensyn til tabt arbejdsfortjeneste er det værd at notere at der heller ikke tages højde for forskellen i udbetalt pension, hjemmehjælp mv. Undersøgelsen er udelukkende baseret på sundhedsmyndighedernes samlede udgifter.
Selvfølgelig koster fede, rygere og andre livsnydere også samfundet penge. I de første ~56 år af deres liv koster de sundhedsmyndighederne mere end de sunde borgere, men de betaler tilgengæld også mere til samfundet i form af skatter og afgifter på tobak, fedt, sukker mv. Alligevel ender de sunde borgere med at koste samfundet aller mest, set over et helt livsforløb - for jo længere du lever, jo mere koster du samfundet. Det er derfor ikke kun uansvarligt at kræve en højere grad af brugerbetaling fra usunde borgere. Det er også uanstændigt. Groft sagt gør usunde borgere samfundet en tjeneste ved at ryge, spise og drikke sig ihjel. For døden må jo have en årsag. Folk som Henrik Sørensen mener at denne årsag skal være alzheimers, demens, hjertetilfælde og andre "sunde" typer af endeligt. Men bør det ikke være en hver mand eller kvindes ret at vælge deres egen skæbne? Det mener jeg at det bør være. Særligt set i lyset af at det frie og usunde valg er en samfundsøkonomisk gevinst som kommer os alle til gavn. Og iøvrigt mener jeg ikke at det er urimeligt at samfunds-barnepiger som Henrik Sørensen (og alle de andre fra begge fløje) sætter sig ind i sagerne før de bruger symbolpolitik som undskyldning for nye og endnu mere tåbelige måder at brandbeskatte verdens mest beskattede folk.
Mvh. Anne Hansen
