De nyligt forgangne uger har budt på talrige historier om fusk og svinerier med slagteriprodukter, som er blevet markedsført under forkerte datomærkninger, med misvisende indholdsangivelser og med forkerte fedtprocenter. Tilsvarende er 1,2 millioner flasker vin solgt under betegnelsen ”Amarone”, mens indholdet var et eller andet inferiørt 15-kroners produkt. I en stor del af historierne er SuperBest involveret, men svindlen med fødevarerne er langt mere udbredt. Danskernes tillid til fødevarernes ægthed og friskhed har taget et styrtdyk. Overalt, hvor talen går om fødevarer, mødes man af en blanding af kynisk tvivl og kulinarisk galgenhumor. Sjældent møder man dog en egentlig overvejelse om, hvordan denne svindel kunne forekomme så langvarigt og udbredt.
Oftest antages det blot, at svindlen har været et resultat af simpel egoisme og ”profithunger” hos små næringsdrivende. Dette er uden tvivl en del af forklaringen, men i mediernes afdækning af historierne har det samtidig vist sig, at indtil flere af de mest tvivlsomme foretagender har modtaget såkaldte ”elite- smiley’s” af de fødevaremyndigheder, som havde til opgave at føre tilsyn med de næringsdrivende svindelforetagender.
Når man tager i betragtning, hvor meget besvær små private næringsdrivende har med fødevaremyndighederne, hvor mange latterlige ligegyldigheder, de skal stå til ansvar for, og hvor mange der er blevet lukket eller har fået reduceret deres klientel med platte og misvisende bemærkninger i deres entre, så er det aldeles oprørende, at så eklatant svindel kan foregå upåagtet og fortsætte, indtil journalister afslører det.
Desværre er der en del, der tyder på, at fødevaresvindlen kun er et eksempel på en generel regel om, at offentlige tilsyn er ligegyldige, at mærkningsordninger etc. er misvisende, og at forbrugere generelt er bedre tjent med dygtige, privatansatte journalister end med statsansatte tilsynsfolk. Dette gælder i særlig grad, hvor tilsynet drejer som en kvaliteten af et produkt, som tilvejebringes af en privat institution og som efterspørges på et marked. I disse tilfælde er leverandøren afhængig af sit renomme, fordi renomme er lig adgang til købekraft.
Det er derfor, at SuperBest (som er en samlebetegnelse for en kæde af ellers uafhængige købmænd) har reageret resolut ved at fyre enhver, som har været involveret i svindlen. Mit bud er, at SuperBest i disse uger har det bedste pris/kvalitets-forhold af kød af alle supermarkedskæder. Hvorfor? Fordi mediekampen om kædens renomme gælder liv og død for kæden. SuperBest’s omsætning er styrtdykket som følge af den dårlige omtale. Hvis de ikke bringer orden i egne rækker, kan de lige så godt lukke med det samme.
Statslige tilsyn er også ligegyldige, når de handler om kontrollen af statslige og kommunale ydelser. Det sås med al ønskelig tydelighed i den række af velfærdsskandaler i Københavns Kommune, som ligeledes af privatansatte journalister blev afsløret for offentligheden i 2007. Journalister kunne sammen med en eller flere RUC-studerende afsløre, hvordan psykisk syge og ældre mennesker blev behandlet i strid med enhver humanistisk standard. Men det fremgik samtidig, at alle de institutioner, som blev afsløret, ikke havde modtaget nogen anmærkninger fra de statslige tilsynsmyndigheder.
Også her var tilsynet altså ligegyldigt og misvisende. Men der er en stor forskel fra velfærdssvindlen til fødevaresvindlen, for hvor velfærdsydelser produceres statsligt, produceres fødevarer privat, og leverandøren er afhængig af sit renomme, hvis han vil opretholde sin profit. En statslig institution har ingen profit og er ikke afhængig af sit renomme. Derfor vil der blive rettet op på SuperBests mega-brølere, mens velfærdsskandalerne vil fortsætte i det uendelige indtil den dag, hvor institutionerne bliver privatiseret eller nedlagt.
Fødevarestyrelsen har 1830 ansatte og koster hvert år de danske skatteydere 600 millioner kr. Disse resurser bliver efter min mening fuldstændigt spildt.
Oftest antages det blot, at svindlen har været et resultat af simpel egoisme og ”profithunger” hos små næringsdrivende. Dette er uden tvivl en del af forklaringen, men i mediernes afdækning af historierne har det samtidig vist sig, at indtil flere af de mest tvivlsomme foretagender har modtaget såkaldte ”elite- smiley’s” af de fødevaremyndigheder, som havde til opgave at føre tilsyn med de næringsdrivende svindelforetagender.
Når man tager i betragtning, hvor meget besvær små private næringsdrivende har med fødevaremyndighederne, hvor mange latterlige ligegyldigheder, de skal stå til ansvar for, og hvor mange der er blevet lukket eller har fået reduceret deres klientel med platte og misvisende bemærkninger i deres entre, så er det aldeles oprørende, at så eklatant svindel kan foregå upåagtet og fortsætte, indtil journalister afslører det.
Desværre er der en del, der tyder på, at fødevaresvindlen kun er et eksempel på en generel regel om, at offentlige tilsyn er ligegyldige, at mærkningsordninger etc. er misvisende, og at forbrugere generelt er bedre tjent med dygtige, privatansatte journalister end med statsansatte tilsynsfolk. Dette gælder i særlig grad, hvor tilsynet drejer som en kvaliteten af et produkt, som tilvejebringes af en privat institution og som efterspørges på et marked. I disse tilfælde er leverandøren afhængig af sit renomme, fordi renomme er lig adgang til købekraft.
Det er derfor, at SuperBest (som er en samlebetegnelse for en kæde af ellers uafhængige købmænd) har reageret resolut ved at fyre enhver, som har været involveret i svindlen. Mit bud er, at SuperBest i disse uger har det bedste pris/kvalitets-forhold af kød af alle supermarkedskæder. Hvorfor? Fordi mediekampen om kædens renomme gælder liv og død for kæden. SuperBest’s omsætning er styrtdykket som følge af den dårlige omtale. Hvis de ikke bringer orden i egne rækker, kan de lige så godt lukke med det samme.
Statslige tilsyn er også ligegyldige, når de handler om kontrollen af statslige og kommunale ydelser. Det sås med al ønskelig tydelighed i den række af velfærdsskandaler i Københavns Kommune, som ligeledes af privatansatte journalister blev afsløret for offentligheden i 2007. Journalister kunne sammen med en eller flere RUC-studerende afsløre, hvordan psykisk syge og ældre mennesker blev behandlet i strid med enhver humanistisk standard. Men det fremgik samtidig, at alle de institutioner, som blev afsløret, ikke havde modtaget nogen anmærkninger fra de statslige tilsynsmyndigheder.
Også her var tilsynet altså ligegyldigt og misvisende. Men der er en stor forskel fra velfærdssvindlen til fødevaresvindlen, for hvor velfærdsydelser produceres statsligt, produceres fødevarer privat, og leverandøren er afhængig af sit renomme, hvis han vil opretholde sin profit. En statslig institution har ingen profit og er ikke afhængig af sit renomme. Derfor vil der blive rettet op på SuperBests mega-brølere, mens velfærdsskandalerne vil fortsætte i det uendelige indtil den dag, hvor institutionerne bliver privatiseret eller nedlagt.
Fødevarestyrelsen har 1830 ansatte og koster hvert år de danske skatteydere 600 millioner kr. Disse resurser bliver efter min mening fuldstændigt spildt.
