Hvem skal betale prisen for mere genbrug?

Ida Auken vil have endnu mere genbrug

Otto Kjærgaard,

30/12/2011

Ida Auken vil have endnu mere genbrug. Igennem de sidste 25 år er der indført en lang række regler, der sikrer endnu mere genbrug. Tanken bag at passe på vores ressourcer er smuk og vi bruger allerede store ressourcer fordi varer skal genbruges. Inden vi bruger endnu flere ressourcer på genbrug ville det være på plads at få en samlet opgørelse over hvor stor værdi de genanvendte ressourcer har og hvor meget det koste samfundet at realisere dette genbrug.

Jeg spurgte for et par år siden i Miljøstyrelsen om der fandtes detaljerede undersøgelser og opgørelser over det. Det eneste jeg kunne få var tale over, hvor store mængder man indsamlede og hvad det kostede Staten.Det er et meget ufuldstændigt billede af de reelle omkostninger og indtægter ved genbruget.

Selv det at dokumentere værdien af de genbrugte materialer er ikke en simpel øvelse, men det er langt mere kompleks at beregne de reelle omkostninger.  Genbrugsordningerne omkostninger belaster kun i nogen grad de offentlige budgetter, men er væltet over på virksomheder og private.

Allerede under produktionen og transport af varer er der en række krav til varerne af hensyn til genanvendelighed, der gør varer dyrere, ingen kender dette tal, men det kan nemt udgøre op til 10% af varens pris. I detailledet er der krav til håndtering og emballering, tænk f.eks på de store omkostninger til returflasker. Husholdninger og industri har endvidere store omkostninger til affaldssortering, hvad det koster i tid og besvær ved ingen.

Det man kan konstatere er, at regeringen vil pålægge os flere omkostninger og besvær uden at dokumentere hvad nytten er. Da det er nye regler, der kan indføres uden den store belastning af de offentlige kasser har forslagene desværre store muligheder for at blive gennemført.  De private velstand bliver den, der må bøde, men det bekymrer ikke regeringen.

Jeg vil håbe, at der er politikere, der vil stille Auken de rette kritiske spørgsmål og sikre, at vi får den fulde økonomi belyst.

Kilde: