Nu skulle man vel synes, at det i bund og grund er ligegyldigt, om en lærer er musIim, kristen eller hindu, mørk eller lys i huden, høj eller lav, mand eller kvinde, rødhåret eller skaldet. Ro i klassen og respekt for læreren er forudsætningen for, at undervisningen kan fungere hensigtsmæssigt. Najla Adlouinis bacheloropgave baserer sig på et beskedent materiale, så man kan ikke tillægge den egentlig videnskabelig værdi. Udover at den bekræfter, hvad bl.a. en større rapport fra Rockwool Fondens forskningsenhed også har påpeget.
Her fulgte man omkring 1.000 skoleelever i Høje Taa-strup, og konklusionen er, at de ikke-vestlige børn, som de hedder her, er negativt udadreagerende. På jævnt dansk: De laver ballade. Og, hvad der er nok så opsigtsvækkende: Allerede i 2. klasse er de ikke-vestlige børn cirka et klassetrin efter deres danske kammerater.
Hertil kan man lægge en ph.d.-afhandling fra Syddansk Universitet, omtalt for nylig, der viser, at især arabiske drenge bruger deres modersmål til at mobbe piger og danske lærere. Der er altså helt åbenlyst et problem i skolerne med disciplinen. Man kan kalde det kulturforskelle. Men det er ret beset manglende respekt for de tilbud, som samfundet stiller til rådighed. Men interesssant ved Najla Adlounis bachelor-projekt er, at hun konkluderer, at problemet ikke ligger hos de musIimske drenge, lærerne, skolen eller forældrene. Nej, det er samfundets problem og ansvar. Drengene mødes med en negativ opfattelse og reagerer følgelig i overensstemmelse med den opfattelse: De laver ballade.
Det er da ansvarsforflygtigelse, der er til at tage at føle på. Selv på den yderste venstrefløj skal man i dag lede længe efter nogen, der påstår, at alting er samfundets skyld.
