Nu skal fiskerne kameraovervåges.

P1 havde her til morgen et indslag om et oplæg til en ny EU fiskeripolitik, der har det fornuftige formål, at sikre at bifangster ikke smides ud

Otto Kjærgaard,

08/06/2011

P1 havde her til morgen et indslag om et oplæg til en ny EU fiskeripolitik, der har det fornuftige formål, at sikre at bifangster ikke smides ud.

En af forudsætningerne for det nye oplæg er, at alle fiskerbåde kameraoverovervåges. En glad fødevareminister kunne fortælle, at det var et skridt i den retning Danmark havde ønsket i mange år, en repræsentant fra en grøn organisation var også meget glad for forslaget fordi det reducerede problemerne med fisk, der blev smidt ud. Repræsentanter fra fiskerne var lidt skeptiske fordi det påførte erhvervet omkostninger.

Ikke en af de interviewede stillede spørgsmål ved det rimelige i, konstant at kameraovervåge fiskerne. Tidligere var det et frit erhverv, fremover vil de være under konstant overvågning, når de er på havet.

Hverken ministeren, repræsentanten fra de grønne organisationer, fiskernes egen repræsentant eller DR journalisten stillede spørgsmål ved det. Fiskernes repræsentant var mest bekymret over de omkostninger, det ville påføre erhvervet, princippet om overvågning reagerede han ikke imod.

Et samfund, der ikke kan eksistere uden konstant overvågning, det er efter min mening et samfund, der har indrettet sig forkert.  Alle fire burde have stillet sig kritisk overfor overvågningen, problemet med bifangster må kunne løses på anden måde.

Jeg sejler ikke som fisker på havet, men jeg har altid trøstet mig med, at hvis det blev nødvendigt at søge lidt fred, så fandtes det derude på havet. Den trøst bliver nu også taget fra os.

Kilde: