I forbindelse med at Naturstyrelsen har pålagt en terrasse fjernet, forsvarer den sig med at faktisk giver mange dispensationer, for som loven siger der må ikke ske forandringer i kystzonen. Altså enhver udvikling kræver en dispensation!
Dette betyder jo reelt at store områder af Danmark, hvoraf størstedelen ligger i udkantsdanmark, kun kan udvikle sig per dispensation. Der er ikke noget at sige til at udkantsdanmark er lidt tunge i røven, når de stortset skal søge om dispensation for hver eneste arbejdsplads der skal oprettes.
Det er ikke blot de 300 meter kystbeskyttelseszone der er problemet. I kystnærhedszonen som strækker sig hele tre kilometer ind i land, samt 300 meter fra åer og vandløb, er der store planmæssige restriktioner. På Mors som er en af de hårdest ramte udkantskommuner i Danmark, udtrykte borgmesteren det således: Kommunen kan kun give tilladelse til at opsætte en flagstang midt på øen, resten skal man spørge om lov til i København.
Ånden i loven er at bevare vores unikke kyster, realiteten er bare den at man har skabt en rådden banan ud af de områder, som ikke inden 1970 hvor disse love blev vedtaget, nåede at foretage et skift fra landbrugssamfund til industrisamfund. I dag er disse områder låst af loven til at være landbrugsland, men antallet af ansatte i landbruget er jo styrtdykket lige siden.
Derfor er der i høj grad brug for en revision af loven, så udkantskommunerne kan komme med på vognen. Der skal lovmæssigt ikke bare være mulighed for udvikling, men også en ret til udvikling. Der er kun et sted denne udvikling kan styres, og det er lokalt.
Kommunerne har ved kommunesammenlægningen fået et stort kompetenceløft, derfor kan de også påtage sig ansvaret for at værne om vores kyster. Det er trods alt dem der lever ved dem og dem som har turistindtægterne på kysten at bevare. Som det er nu sker der blot en dobbeltadministration, hvor der kunne spares et trecifret millionbeløb på dyre akadmikere i København.
