5 gode grunde til at kronen ikke bliver opskrevet - Økonomi - LIVE

Per Hansen fremsætter 5 grunde til at vi skal fortsætte med at devaluere kronen for at følge ankeret ned i dybet

Uffe Merrild,

03/02/2015

Per Hansen fremsætter 5 grunde til at vi skal fortsætte med at devaluere kronen for at følge ankeret ned i dybet.

Jeg vil derfor angive 6 grunde til at vi netop skal ophæve fastkurspolitikken.

1) Fastkurspolitikken var tålelig da man havde valgt en fornuftig centralbank at følge. Bundesbank var lavinflationær, tilbageholdende og fornuftig. ECB er ikke længere underlagt Bundesbanks fornuft, men er blevet kuppet af uansvarlige sydlige stater der er i så stor nød, at de ikke længere vælger langsigtet fornuft frem for smertelindring på den korte bane.

2) Eksporten har det fremragende i Danmark - fordi den statsstøttes med valutakurslåsen til den devaluerende euro, samt af eksportkreditfonden. Vores eksport suger resurser ud af det danske samfund, for at sende varer til udlandet. De varer ville have hjulpet vores velstand, men vi har ikke selv råd til at købe dem fordi købekraften er reduceret og kan ikke anvende dem fornuftigt da vores industri- og arbejdsmarked er ødelagt af regulering.

3) Fastkurspolitikken er med euro'en og ikke med hele verden. Eksportører til andre lande vil opleve et kæmpe kunstigt boom i efterspørgslen da euroen devaluerer i forhold til andre valutaer. Denne kunstige oppustning af denne sektor vil skabe en overophedet tilstand, da vores eksport kun efterspørger særlige faggrupper og ikke alle. Disse særlige grupper vil blive højt eftertragtede og på lang sigt er det ikke stabilt, hvis sektoren rammer en overophedet tilstand og efterfølgende må køles ned. Disse boom-bust cyklusser skader sektoren da købekraften i landet fordamper og netop skaber grobund for at eksportvirksomhederne til sidst flager ud, da købekraften findes i andre lande og der ikke længere kan skaffes tilstrækkelig arbejdskraft i Danmark.

4) Inflationen som vil ramme Danmark på baggrund af QE vil være ødelæggende, netop fordi vores problem i Danmark ikke er baseret i en naturlig lav indenlandsk efterspørgsel, men er i stedet funderet i en statsindgriben i økonomien der tilgodeser eksportindustrien. Inflationen vil derfor ramme de mennesker som ikke er beskæftiget i eksportsektoren hårdest.

5) Negative renter på indlån i bankerne vil skabe et nyt problem for en banksektor der er underfinansieret i forvejen - ingen vil sætte penge i banken eller købe deres obligationer når de ikke kan forrente deres indestående. Det vil skabe en ny sygdom for bankerne, der ikke kan finde solide investeringer i andet end eksportsektoren som vil ramme overophedningen og senere krise, der skaber et problem med at holde gælden vedlige.

6) Løsningen på vores konkurrenceevne kan ikke være en statsstøttet eksportsektor, jeg mener klart at løsningen ligger i reformer af industri og arbejdsmarked så vi kan genvinde vores historisk høje købekraft og kaste fastkurspolitikken ud. I dag reducerer den købekraften og skjuler vores reelle konkurrenceevneproblem.