5 Reasons Why Austrian Economics Is Better than the Mainstream | Mises Wire

Jonathan Newman har skrevet en artikel til mises

Uffe Merrild,

16/08/2016

Jonathan Newman har skrevet en artikel til mises.org bloggen, hvor han ridser 5 punkter op hvor østrigernes økonomiske system viser sig bedre til at beskrive virkeligheden, eller som østrigerne ville sige "menneskets økonomiske opførsel i en verden af knappe resurser".

Hvis du tænker lidt over hvilken skole du synes om, så kan det være en pointer for dig, om du kan se at matematiske modeller ikke nødvendigvis kan bruges til at beskrive økonomien i den forstand at det er urealistisk at forudsige menneskets adfærdsændring i lyset af politikændringer.

Eksempelvis vil det i mine øjne være akademisk arrogance at påstå at man med nogen nøjagtighed kan beregne effekten på samfundet af hvis topskatten bliver sænket. I den kæde af menneskelige reaktioner på sådan en politikændring indgår en uendelig række af faktorer man ikke kan måle. Eksempelvis hvor meget glæde mennesket har af sin fritid kontra arbejdstid.

Mainstream kan naturligvis stable en matematisk model på benene der på overfladen ser ud til at være nogenlunde nøjagtig. Økonomerne vil herefter slås om de forudsætninger de bruger i modelleringen der giver forskellige udfald.  I kontrast til det økonomiske system vil det være muligt at stille en model på benene der viser frekvensresponsen på et dynamisk elektrisk system.

Forskellen er blot at i tilfældet af det elektriske system vælger elektronerne ikke selv hvordan de opfører sig, det gør menneskene i det økonomiske system.

Elektronerne beslutter sig desuden heller ikke senere for at foretrække en iPhone 7 frem for mere fritid med familien. Den slags menneskelige værdibaserede reaktioner er ikke mulige at modellere matematisk, da matematiske modeller kræver konstante forhold mellem et sæt variable for at være brugbar. Hvis modellen kun består af variable, så falder matematikken til jorden som uvidenskabelig.