Advarsel: Græsk panik kan sprede sig i Europa - Politik - LIVE

Grækenland, europamester i spillet "Chicken*", får nu ECB til at advare mod at de lande, der har græske obligationer på bogen, kan risikere at skul...

Uffe Merrild,

28/05/2015

Grækenland, europamester i spillet "Chicken*", får nu ECB til at advare mod at de lande, der har græske obligationer på bogen, kan risikere at skulle betale højere renter på deres gæld, skulle grækernes situation udvikle sig til bankerot.

Jacob Graven, Sydbank, udtaler at situationen i de påvirkede lande er bedre i dag, end i 2012 da Grækenland eksploderede i en gældskrise. Årsagen er at stiger landenes rente 0,5pct så er det til at håndtere i dag, modsat i 2012 hvor renten var 6-7pct.

Her bør det være på sin plads at spørge, om ikke renterne i dag ville stige mere end blot 0,5pct hvis Grækenland gik bankerot? Risikoen i dag er større for landene, da de selv har optaget yderligere gæld. Forskellen mellem 2012 og i dag er at ECB er løbet fra samtlige løfter om tilbageholdenhed i interventionen for at redde fallerede stater.

Før gældskrisen havde ECB et mål om kun at belåne bankernes statsobligationer hvis de var rated A-, dvs. for at staten kunne optage gæld skulle en bank tilknyttet ECB opkøbe gælden og belåne den hos ECB. Da finanskrisen rullede, accepterede ECB BBB- rated obligationer. Da Grækenland var på vej mod bankerot, accepterede ECB junk-ratede græske obligationer.

I dag køber ECB direkte statsobligationerne uanset hvilken rating de har - fordi vi er i en "krise". Hvad skal man så bruge disse retningslinjer til, hvis ECB konstant lemper på dem for at låne til alt og alle der har opført sig uansvarligt?

ECB er hovedårsagen til at hele euro valutakonstruktionen er en kæmpe moral hazard for samtlige involverede parter. Der er for stort pres for at trykke penge til at Tyskland og deres penge-allierede alene kan modsætte sig beslutninger i ECB om lempelige vilkår.

Hvor mange, udover mig, gætter på at ECB på trods af al logik går ud og redder grækerne den 5. juni når deres lån skal tilbagebetales?

* Chicken spillet går ud på at to biler kører mod hinanden i høj fart, den som afviger først har tabt. Afviger ingen, støder bilerne sammen.