At få børn er ikke en menneskeret

En af tidsåndens mest populære sentenser indleder med: Det må være en menneskeret ……for så at fortsætte med fx ….. at få et ungdomshus, en fladskærm eller et barn. Især sidstnævnte retskrav ligger mig på sinde, for det at få et barn kan aldrig blive en rettighed og da slet ikke for dem, som ikke er i stand til at varetage omsorgspligten.

Jeg vejrede morgenluft for mit synspunkt, da Venstre her for nyligt fremsatte forslag om, at spædbørn af forældre uden forældreevne skal kunne tvangsbortadopteres lige efter fødslen. Det tiltag vil nemlig kunne gøre op med den aktuelle praksis, at tvang kun kommer på tale, hvis forældrene i flere år ikke har vist interesse eller omsorg. Det vil sige, at evt. plejeforældre først får lov til at adoptere efter syv-otte år, hvor barnet så godt som sikkert allerede er ødelagt.

Imidlertid vil jeg gå mere radikalt til værks. Det vil jeg med afsæt i det støt stigende antal børn og unge, der døjer med alskens lidelser, fordi de har været så uheldige at blive født af ansvarsløse, umodne og ubegavede forældre, som aldrig skulle have haft børn. Tilværelsen er nemlig en hård branche, og har man oven i købet været så usmart at trække en nitte i forældretombolaen, er eksistensen som ufødt nok at foretrække.

Derfor lyder mit forslag på (som skulle være lægeteknologisk realiserbart), at der indopereres en chip i kvindekroppen, så kvinden ikke kan blive gravid, men selvfølgelig med mulighed for på et senere tidspunkt at fjerne dingenoten og genoprette fertiliteten. Hvem skulle have indopereret en sådan chip? For det første dem, som over en flerårig periode er afhængige af at være på offentlig understøttelse, for hvis de ikke kan forsørge sig selv, kan de heller ikke forsørge deres børn og dermed give dem en ordentlig opvækst. For det andet dem, som efter fødslen af deres første barn har demonstreret, at de slet ikke evner at løfte omsorgsopgaven med baggrund i dårlig begavelse, misbrug, psykiske og fysiske lidelser, eller fordi de er så optaget af at realisere egne ambitioner (Gunnar-og-Alva-Myrdal-modellen), at lille Jan (So ein Ding müssen wir auch haben) må gå for lud, ensomhed og materielle goder.

Jamen, er det ikke nu diskriminerende over for de fattige, som ikke kan forsørge sig selv, og som måske aldrig kan få råd til at få chippen fjernet? Nej, det er det ikke. Det er faktisk at hjælpe dem, så de ikke bliver endnu fattigere af udgifterne til de dyre børn. Jamen, er det-at-få-barn ikke så dybtliggende et behov, at det da må karakteriseres som en menneskeret?

Lad mig besvare spørgsmålet med et tankeeksperiment. Hvis filosofien om uomgængelige behov, som samfundet skal tage sig af, følges konsekvent på vej, åbner der sig interessante perspektiver. For hvad med pyromaner, hvis liv bliver ødelagt, hvis de ikke 3 gange om året kan få lov til at stikke ild til det lokale diskotek? Skal samfundet stille an med de ønskede bygninger inklusiv benzintilskud? Hvad med ludomaner, som går i spåner, hvis de ikke kan få afløb for deres spillelidenskab? Og hvad med voldtægtsforbrydere, hvis uopsættelige drifter leder lige hen til 15-årige Mona? Skal vi importere nogle østeuropæiske eller filippinske piger, der kan lægge krop til? Og mit yndlingseksempel: De pædofile. Kategorien tilhører den absolutte bund på den kriminelle statusstige og er lagt for had ikke bare af såkaldt normale, pæne borgere, men også af andre kriminelle. Ikke desto mindre tyder de pædofiles adfærd på, at trangen til at tilfredsstille deres noget særegne seksuelle drift er så ubetvingelig, at selv ikke udsigten til social stigmatisering og fængselsophold er tilstrækkeligt afskrækkende til at holde krænkerne på dydens vej. Også selv om disse er vel vidende om, at andre fanger undertiden finder det både fornøjeligt og legitimt at udøve voldelige angreb på børneskænderne, så de selv kan smage mosten. Her kan man da tale om driftsbehov, der vil noget. Men hvis samfundet for alvor skulle tage fænomenet ’behov’ alvorligt som ressource-tildelings-begrundelse, er den logiske konsekvens, at selv pædofile bør tilgodeses i form af et offentligt tilbud til afhjælpning af deres påtrængende drift. Da manglende tilfredsstillelse vil føre til psykisk og fysisk invalidering, må kravet lyde på, at de enkelte regioner skal påtage sig at stille et vist antal drenge mellem 8-10 år til rådighed for de pædofiles lyster. I øvrigt falder erklæringen om uafvendelige biologiske behov for et barn også til jorden, når blikket rettes mod alle de mange barnløse kvinder og mænd, der lever uden at have spredt deres gener, og som ikke af den grund falder i kategorien syg.

Vi vil natur- og kulturligvis alle sammen gerne have vores behov opfyldt (jeg kunne fx godt tænke mig en hjemmegående kone og en Porsche), men lige præcis når narkomanens, alkoholikerens, pillemisbrugerens, den sindslidendes, den evnesvages og karrierefanatikerens behov går i retning af at sætte (nok) et barn i verden, bør samfundet sætte foden ned – og chippen ind - for at minimere denne verdens lidelser.

For det er ikke bare samfundsøkonomisk meget dyrt med alle disse taber-børn, det er at påføre dem et elendigt liv. Menneskeret eller chip – det er spørgsmålet … som nok kunne fortjene en fordomsfri diskussion frem for de hidtidige menneskerets-rygmarvsreaktioner og ensidige, egoistiske voksen-perspektiver.

(trykt som kronik i Jyllands-Posten d. 7.10.07)

9 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere