Herligt med en lille kronik om bankernes andel af vores pengesystem.
Jeg savner blot en diskussion af Nationalbankens rolle i hele systemet.
Til bankernes pengeudvidelse er det værd at knytte en kommentar om, at stod bankerne uden centralbanken, ville de vh.a konkurrence stramme hinanden op, på følgende vis:
Hvis en bank skaber kredit og låner ud, vil personen med den nye kredit gå ud og spendere kreditten på en vare eller ydelse. Modtageren af kreditten, vil få den nye kredit på sin konto i sin egen bank. Modtagerens bank vil herefter hente pengene i betalerens bank, og i det forhold kommer der restriktioner ind på hvor meget du kan låne ud. Den nye kredit skal kunne indløses til rigtige penge i banken.
Den kreditskabende bank skal have penge i reserve til at give den anden bank. Er der ikke penge i reserve til at betale den anden bank, vil der opstå solvensproblemer og en bankerot vil finde sted. Den mekanisme vil gøre bankerne tilbageholdende med at låne for meget ud, da de skal svare udlånet ved at tære på deres kapitalreserver når andre banker skal have pengene.
Men sæt nu at den modtagende bank også har udstedt en lignende kredit til en tredje, der har købt varer og ydelser hos en der var kunde i den oprindelige bank - her vil de to kreditbeløb cleare, og ingen af bankerne behøver at flytte på rigtige penge.
Under Nationalbankens regelsæt og pengepolitik vil bankerne derfor udvide i samme tempo, der sikrer udvidelsen af kredit foregår på en måde, hvor bankerne ikke dræner hinanden for reserver. Herved kan kreditudvidelsen foregå over længere perioder.
Panikken opstår, når bankerne får sved på panden over deres store udlån, og begynder at holde igen, i udsigten til at deres udlån måske ikke er sikre i den forstand, at huset kan sælges til den belånte værdi. Den kreditbaserede højkonjunktur kommer da til en brat afslutning, som vi eksempelvis så i 2008, når bankerne stopper med at låne penge ud.
