Betalte du for skatteskandalen med glæde?

Gennem de seneste dage ruller endnu en ny skattesag i medierne

Uffe Merrild,

27/08/2016

Gennem de seneste dage ruller endnu en ny skattesag i medierne. Man kan læse at direktøren er fyret efter man har opdaget et muligt hul i skattesystemet på 14 mia kroner. Den slags læsning får enhver til at tvivle på systemets legitimitet, og man tager sig selv til hovedet og tænker sit om hvordan det kunne foregå.

Der er midlertid ikke noget systemisk nyt i at SKAT håndterer sit embede elendigt.

Skandalen i SKAT har stået på længe efterhånden. I årenes løb har der været den ene møg sag efter den anden om SKATs elendige embedsførelse, de har fået kritik af rigsrevisorerne om netop deres håndtering af udbetaling af skatterefusion ved aktieudbytte, og deres håndtering af Helle Thorning vs Camilla Vest lader også meget tilbage at ønske i en retsstat.

Men nu skal der ske noget.

Typisk offentlig reaktion

I den nuværende sag har man så fyret direktøren og man flytter lidt rundt på organisationen og hyrer 1000 flere medarbejdere. Dette er den reaktion vi normalvis ser når det offentlige klokker eftertrykkeligt i deres arbejde - politikerne tilfører flere resurser. I kontrast til det private erhvervsliv kan det offentlige blot udskrive en ny regning til at betale for det næste projekt, uanset hvor dårligt de historiske vidnesbyrd er om deres resultater. I det private lever virksomheder meget på deres ry og rygte for at sikre indtægten i fremtiden, og derfor går det private langt højere op i at passe på med at begå fejl fordi det truer deres indtjening i fremtiden, hvis de begår fejl i nutiden.

Typisk vil en kriseramt privat virksomhed omstrukturere og skære ned til kernen og kæmpe for at genvinde kundernes tillid for at øge deres indtjening og undgå fallit. Kort sagt vil private virksomheder gøre sig lækre for forbrugerne for at overleve.

I det offentlige gør man det modsatte. De største fiaskoer set med samfundets øjne bliver til bureaukraternes succes og storhed. En fiasko i det offentlige betyder flere midler og mere magt - en fiasko i det private betyder fallit, retssager og personlig tragedie.

De 1000 nyansættelser hos SKAT sikrer ydermere 1000 stemmer mere på den store altomfavnende stat, mens ministeren kan gå på TV og se rigtig handlekraftig ud. Det dulmer nerverne hos de som fastholder ideen om at staten kan gøre samfundet rigere og sikre os alle større velfærd og velstand. Det forsikrer den almindelige vælger om at "nu sker der noget". Overfladisk set lyder det til at der "kommer styr" på sagerne, nu hvor politikerne reagerer, så løser de nok problemerne.

Men det vigtige spørgsmål forbigås fuldstændigt: Hvordan skal SKAT finde ud af hvordan de skal reagere på skandalen, hvis de skal tjene samfundet bedst muligt?

Reaktionen med at tilføre flere ansatte til staten er den gængse løsning, som indtil videre har været medvirkende til at samfundet i dag står med et gigantisk problem: Staten er så magtfuld at det bliver næsten ligegyldigt hvordan samfundet klarer sig - vækstkrisen er et tydeligt eksempel herpå. Vælgerne kunne have valgt en anden vej, hvis de havde lyttet til advarslerne mod at øge statens størrelse.

Ludwig Von Mises, Bureaucracy s. 66

"Representative democracy cannot subsist if a great part of the voters are on the government payroll. If the members of parliament no longer consider themselves mandatories of the taxpayers but deputies of those receiving salaries, wages, subsidies, doles, and other benefits from the treasury, democracy is done for."

Lad os prøve at se på et nyligt eksempel fra den virkelige verden for at vende tilbage til forskellen på processen der ruller ovenpå en skandale i det offentlige i kontrast til en skandale i det private.

Teoretisk forskel på stat og privat

Den private virksomheds overordnede ligger fuldstændigt under for forbrugernes vilje. De kan trodse forbrugerne kun i ganske korte perioder da de ellers risikerer tab og endeligt fallit hvis de fortsætter. De private overordnede er ikke den absolut overordnede, de har blot fået lov til at styre virksomheden i forbrugernes interesse. De har ikke selv mulighed for at fastlægge deres egen personlige ønsker som strategi.

I det offentlige derimod er der 4 år mellem hver feedback fra "kunderne". Det betyder at i mellemperioden er de overordnede i den offentlige virksomhed rent faktisk de overordnede med suprem magt. De tager fra skatteyderne og bruger pengene på at fremme deres egen politiske karriere. Deres egne personlige mål bliver sat forrest.

Først når valget begynder kommer der en lille smule feedback fra vælgerne, og oftest er vælgerne rationelt ligeglade med de enkeltsager der har været, fordi deres ene stemme ikke har den store betydning på det produkt det offentlige leverer til dem.

Det er derfor systemet i den offentlige drift der skaber de her møgsager, hvor det tydeligvis er overklassen der malker den jævne borger, og slipper afsted med det. Hvis det samme blev forsøgt i det private ville ejerne og de ansatte selv bære byrden og ryge ud med et brag meget kort tid efter deres idiotiske forsøg var sat i søen. Her går der ikke 4 år mellem feedback og her er skatteyderen ikke på krogen.

I det private skal kunderne hver dag forsætte deres støtte til virksomheden hvor deres egen indflydelse er 100pct på det produkt de modtager. Forbrugerne er derfor langt mere indflydelsesrige i den private virksomhed. I den offentlige virksomhed har den almindelige vælger ikke har megen indflydelse på hvilket produkt borgeren modtager fra det offentlige, og kun hvert 4. år kan man pege lidt i retning af hvad man ønsker.

Vestas' økonomiske krise

Vestas var i 2009 og flere år frem igennem en økonomisk selvforskyldt krise. Årevis af elendig ledelse på baggrund af rosenrøde fremtidsudsigter for vindmarkedet ledte Vestas på randen af konkurs i en række af fejlinvesteringer. Fra GWEC findes følgende estimat (side 13) i 2007:

GWEC is predicting the global wind market to grow by over 155% from its current size to reach 240 GW of total installed capacity by the year 2012.

Væksten endte endda med at overstige forventningerne, den installerede kapacitet (side 10) ved udgangen af 2012 blev 282GW. Det viste sig desværre at Vestas ikke fik del i væksten som de havde håbet.

Nedturen fra 2009 frem til 2013 resulterede i en voldsom nedskrivning af aktiekursen fra toppen på kurs 700 til bunden ved årsskiftet 2011-2012 i kurs 25. Den enorme nedtur som virksomheden måtte gennemleve var et resultat af store investeringer i produktionsapparatet og teknologiudvikling i virksomheden.

Vestas skulle reagere på krisen for at overleve, og på baggrund heraf skiftede man hele direktionen og bestyrelsen ud.

Der var også fyringer på gulvet i Vestas der på toppen havde 23.000 mand ansat. Da sparekniven var ført til ende ved udgangen af 2013 var godt 15.000 mand stadig ansat. Man beskar således medarbejderstaben med knap 35%. Den nye ledelse og de mest værdifulde medarbejdere har siden formået at gennemføre en turn-around for virksomheden og aktiekursen handles i dag (27. august 2016) til kurs 557.

Ikke nok med at medarbejdere, direktion og bestyrelse blev afskediget, Vestas' aktiver og produkter blev beskåret til at passe til markedsvilkårene. Vestas solgte ud af aktiverne, bl.a. et jernstøberi til den nette sum af 1 euro. Produktprogrammet blev også tilpasset og gammel kendt teknologi blev genindført mens nye udviklingsprojekter og administration blev beskåret.

Vestas har igennem processen haft en klar rettesnor at følge for at identificere hvilke funktioner i virksomheden var værdifulde: De kunne bruge profit/tab testen til at vise hvor værdien blev skabt og hvor den blev formøblet. Profit/tab testen er et resultat af forbrugernes værdier der guider virksomheden til at identificere hvilke varer der er værdifulde for forbrugeren og kan sælges med profit. (Dette argument er svagt lige netop i forbindelse med Vestas, fordi forbrugerne ikke kun bruger deres egne penge, men også indlægger skatteyderne med skattevæsenets hjælp til at betale for deres projekter. Argumentet er solidt i tilfældet af ægte markedsbaserede virksomheder der kun tjener penge ved at tjene forbrugerne)

Ikke nok med at Vestas smed bestyrelse og direktion på porten, finansdirektøren Henrik Nørremark blev sidenhen nægtet sit gyldne håndtryk da Vestas anlagde sag og påstod at han havde haft ulovlig omgang med virksomhedens finanser. Henrik Nørremark blev sagsøgt af Vestas og måtte i flere år gennemgå en retssag for til sidst at kunne indgå forlig med Vestas.

Uanset udfaldet af denne sag må man sige at Henrik Nørremark har måttet stå meget igennem undervejs, Vestas tog ikke let på hans rolle i den økonomiske krise. Om sagen har været retfærdig hele vejen igennem er svært at spå om som udenforstående, men det er værd at notere sig at der har været forsøg fra virksomhedens side på at straffe de som har haft ansvaret op til og under krisen.

SKATs krise

I flere år har rigsrevisorerne beklaget sig over den lemfældige drift af statens skattevæsen. Det er i øjeblikket kulmineret med et anslået tab på 14 mia kroner fra statskassen til følge. Det er den samme direktør der har siddet på sagen siden 2013, hvor man sidste år anslog at hans drift kostede 7,5mia DKK for skatteyderne. Man fortsatte naturligvis med samme mand på posten og uden omrokering i SKAT.

Nu hvor skandalen er ved at være oppe på et beløb så stort at vi kunne have fjernet registreringsafgiften eller topskatten et enkelt år, begynder man at reagere med sædvanlig offentlig blødsødenhed og silkehandsker. Jesper Rønnow får sit gyldne håndtryk. Man vil nu ansætte 1000 bureaukrater yderligere i SKAT og flytte lidt rundt på nogle styrelser. Ingen udskiftninger og massive fyringer. Ingen proces der gennemtrevler hver medarbejder og fyrer den som har gjort et dårligt stykke arbejde, eller blot ikke er brugbar til den opgave der ligger foran SKAT i den kommende tid.

Paralleller til Vestas' proces

I SKAT burde man ligesom Vestas tilpasse udviklingen, administrationen og produktionen af SKATs produkter. Man burde skære ned på antallet af skatteregler, simplificere skattelovgivningen, sænke skattetrykket og bruge disse springbrætter til at identificere hvilke medarbejdere skal fyres og hvilke beholdes. Men selvom ideen her lyder plausibel, så skal man huske på at SKAT ikke er en privat virksomhed der kan bruge den kritiske profit/tabs test til at identificere elementer der skal beholdes kontra afvikles. Set fra en samfundsmæssig synsvinkel bør man argumentere for at alle skatter sænker samfundets velstand, og man derfor altid får en positiv samfundsgevinst af at reducere skatterne. I Danmark nærer jeg dog kun håb om at skattetrykket falder ganske svagt fremover, og denne vej er derfor ikke politisk farbar.

I det mindste kunne man så håbe på at SKAT ville fyre hele bestyrelsen og ledelsen, samt skære kraftigt i antallet af medarbejdere for at genvinde borgernes tillid. Det vi ser ske er midlertid nøjagtig det modsatte. Man øger antallet af medarbejdere, regler og styrelser. Det der sker igen nu er ren gift for et produktivt samfund.

Med andre ord kan vi formentlig forvente at de samme slags møg sager vil gentage sig i fremtiden. Der er ingen renselsesproces i det offentlige, man aner ikke hvem der er værdifuld og hvem bør fyres, fordi det ikke kan beregnes hvad hver medarbejder bidrager med af værdi. Staten famler altid i blinde for at finde ud af hvordan de driver deres systemer økonomisk effektivt til samfundets største nytte. Staten har ingen målestok der klart og tydeligt viser dem hvilke områder der er værdifulde og hvilke der er mindre værdifulde. Dette princip gennemsyrer også de resultater som de offentlige virksomheder leverer på samtlige områder: Ældrepleje, socialomsorg, folkeskole, sygehusvæsen og børnepasning.

Direktørens rolle i SKAT

Jesper Rønnow har fået en helt anden behandling end Henrik Nørremark. Til sammenligning var Henrik Nørremark anklaget for at have påført Vestas et tab på 140mio kr, hvor Jesper Rønnow er ansvarlig for et tab på 14 mia DKK - altså et tab 100 gange større end det som Henrik Nørremark var anklaget for. Ikke nok med at tabet er langt større, så er forskellen også på hvilket job de to har bedrevet for samfundet. Jesper Rønnow er direktør i en organisation der tager midler fra borgerne under trusler om vold og i hans tilfælde har han givet midlerne ulovligt til andre. Hans kontrakt burde man derfor ikke betragte som gyldig set i lyset af hvad han har haft ansvar for: Ulovlig udbetaling af skatteyderens midler.

Vi kan naturligvis håbe på at den næste direktør bliver et übermenneske. En person der med en sikker hånd og overlegen moral kan forfølge sit offentlige embede med supermenneskelig styrke og visdom til gavn for samfundet som helhed.

J.B. Say , 1834, s. lvi

"It is undoubtedly of importance that men in public life should be more enlightened than others; in private life, the mistakes of individuals can never ruin but a small number of families, whilst those of princes and ministers spread desolation over a whole country."

Det fortaber sig i det uvisse hvor man skulle finde et sådant menneske.

Skulle man på nogen måde som almindelig borger fæstne nogen som helst tillid til en ledelse eller bestyrelse, og hvis man havde valget mellem privat og stat, så tror jeg de fleste ville vælge det private hvis de vidste hvorfor staten altid famler i blinde og hvorfor det private har en rettesnor der sikrer at forbrugernes værdier kommer i første række. Staten har ingen rettesnor der signalerer tydeligt hvilke funktioner der er værdifulde og hvilke der ikke er.  Staten opererer ikke med markedspriser funderet i forbrugernes værdier som de private virksomheder - de regerer i stedet frit svævende i bureaukrati og baserer beslutningerne på ledelsens personlige-politiske holdninger og sofistikerede systemer der reelt ikke er andet end gætværk.

 

Privatisering af skatteopkrævning er den værste løsning

Det kan være at man ud fra ovenstående artikel får ideen om at privatisere skattevæsenet, og overdrage det til private virksomheder at opkræve skatter. Jeg må på det kraftigste advare mod at drage denne konklusion. Det er afprøvet i tidligere tider, hvor enevældige konger udliciterede skatteopkrævningen til private virksomheder der var så effektive at enhver borger afskyede dem. Skatteopkrævning er et onde som samfundet undertrykkes af, og det værste man kan gøre er at effektivisere opkrævningen af skat ved at udlicitere til private virksomheder der effektivt inddriver pengene og holder nøje øje med at enhver betaler sin skat. Her foretrækker jeg afgjort et ineffektivt offentligt drevet system frem for et effektivt privat når det kommer til skatteopkrævningen.

Kilde: