Mine tanker omkring venstrefløjen og deres nedsmeltning i forhold til migarntkrisen, og i særdeleshed visse feministiske debattørers bud på, hvordan vi ordner finansieringen:
Vi er rige, siger hun, for hun har lige spist brunch til 175 kroner. Og i det hele taget bør "vi bare redde disse menneskers liv og så se på, hvad vi gør, bagefter". Hun minder mig i alt andet end udseende om en kæreste, jeg havde engang. Det var ganske umuligt at forklare denne klumpfisk af et kvindemenneske, at de 25.000 kroner på budgetkontoen altså ikke kunne bruges på SAS-billetter til Australien, for de var sparet sammen til at betale termin på huset.
...
Emma Holten er enten dybt naiv eller - på trods af sin evne til at bruge dyre ord - bare dum. Helt ærligt, der er vel ikke så meget andet at sige, når man så vedholdende ignorerer fakta. Det er åbenbart sådan, man bliver, når man får en priviligeret plads i samfundets kærre inklusive cafepenge til luksusbrunch og aldrig har været, er eller vil blive et af de æsler, der bare skal trække lidt hårdere oppe foran. Selv de stærkeste æsler giver op, når alle de tunge gæster er blevet inviteret op på en gratis plads, og kærrens bagparti er kollapset og trækker dybe furer på den allerede ufremkommelige vej.
