Kronikken af tidl. overvismand Christen Sørensen(S) på JP 5/12-2014 er ganske god læsning for de interesserede.
Det er absurd at hævde, at alle har ansvaret – eller måske rettere, at ingen har et særligt tungt ansvar for finanskrisen.
Christen antyder at Rangvid-rapporten (den officielle rapport om finanskrisen og dens årsager) blev skrevet af et hold specielt sammensat til formålet. Deres opgave var at minimere ansvarsplaceringen hos Nationalbanken og finanstilsynet. Disse aktører har netop et større ansvar for krisens opståen, som jeg vil beskrive længere nede.
Jeg kan anbefale at læse kronikken, der giver et ganske udmærket indblik i hvordan den officielle rapport om finanskrisen er skrevet af netop de aktører i det vi kalder "det finansielle marked" der stod for hovedparten af ansvaret for finanskrisens tilblivelse.
http://jyllands-posten.dk/opinion/kronik/ECE7263168/Midt-i-en-boble%C3%B8konomi/
I et frit marked vil renten variere meget hurtigere og fleksibelt til ændringer i opsparing og investeringer, end central planlægning nogensinde kan følge med til.
Bobleårene karakteriseres ved enorme investeringer og jubeloptimisme, understøttet af en fiktiv centralt fastlagt rente, der leder til investorernes beregninger ud i fejlinvesteringer og det følgende uundgåelige kollaps, når samfundet indser at for mange af investeringerne ikke giver afkast, og er dermed blevet til tab.
Den følgende naturlige reaktion på at der er foregået investeringsfejl, er en genopretning af sunde investeringer og afvikling af usunde investeringer - det som vi kalder en recession. Økonomien skal re-allokere sine resurser fra de usunde uholdbare investeringer, hvor jobs og afkast går tabt, og nye investeringer skal foretages baseret på den nye virkelighed.
I den mellemliggende periode mellem afvikling og nyinvestering stiger renterne og arbejdsløsheden mens priserne på råvarer falder. Husholdningerne vil se priserne på dagligvarer falde, og hjælper dem med at stå perioden igennem.
Eller - det ville de hvis ikke de centrale planlæggere stod i vejen. Her kommer nemlig centralbanken ind og blander sig igen (gerne sammen med staten der skyder gang i offentlige projekter, såkaldte "kickstarts"), da man ikke vil tillade hverken renten eller arbejdsløsheden at stige. Da griber man påny ind i markedets helbredende funktion, og sætter igen fundamentet op til en ny krise, hvor investeringerne igen baseres på fiktive renter og resurser allokeres påny på projekter der ikke er rentable i virkeligheden. Den virkelighed som renterne burde afspejle ville hjælpe investorerne til at investere i projekter der er mere holdbare og værdifulde, da deres beregninger vil være på baggrund af virkelighed, og ikke fiktion.
Det er ikke fordi vi mangler eksempler på at centralbanken og politikerne reagerer således på kriserne. Og det er heller ikke fordi vi mangler eksempler på kriser hvor perioden forud herfor var karakteriseret af store stigninger i pengemængde samtidigt med lave renter.
Som George Bush udtalte efter finanskrisens indtog: "Wall street got drunk." - men det var centralbanken der stod og hældte alkoholen i glassene og umuliggjorde en ædruelig investeringsplanlægning.
