Danexit efter Brexit?

Lad det være sagt med det samme: Dette er ikke debatten, som de fleste danske politikere ønsker

Ikke angivet Ikke angivet,

20/04/2016

Lad det være sagt med det samme: Dette er ikke debatten, som de fleste danske politikere ønsker. Så lad os da endelig tage den.

Hvis britisk udtræden af EU (Brexit) bliver en realitet ved folkeafstemningen 23. juni, er der ifølge den seneste meningsmåling statistisk dødt løb mellem en ”Danexit”-side (27 pct.) og den danske ”bliv-i-EU”-side (30 pct.). Den statistiske usikkerhed er 3,1 procentpoint.

Målingen er lavet af Epinion for Analyseenheden 4V og omfatter 1.002 repræsentative vælgere. De blev 14.-18. marts spurgt: ”Hvad skal danskerne efter din mening gøre, hvis briterne ender med at forlade EU?”

Normalt er der dobbelt så mange tilhængere af dansk EU-medlemskab som modstandere, og igen kan man så konstatere, at de fleste partier på Christiansborg, måske bortset fra Enhedslisten og Radikale, ser ud til at være ude af trit med egne vælgere. Blot få måneder efter seneste EU-folkeafstemning....

Men hvis man nu ser bort fra de sædvanlige skræmmekampagner, som de også kan finde ud af på begge sider ovre i Brexit-land, hvad er der så på spil for DK?

Her har vi i Analyseenheden 4V lavet en 55-siders konsekvensanalyse af. Du kan se konklusionerne på engelsk her eller læse videre:

Analyseenheden 4V’s konklusionen er, at briternes afstemning har kvit-eller-dobbelt betydning for Danmark.

På den ene side er det en fordel for det danske EU-medlemskab, hvis briterne bliver, fordi den særlige britiske aftale også styrker danske ønsker om mere fokus på frihandel, konkurrencedygtighed, indre marked og borgernære beslutninger.

MEN: Stemmer briterne sig ud, bortfalder aftalen. Der kommer næppe nogen økonomisk nedsmeltning af den grund. Det ser f.eks. ud til, at finans- og valutamarkeder har foruddiskonteret risikoen for en Brexit, og roen vil formentlig indfinde sig, fordi et fortsat handelssamarbejde efter EØS-modellen, dvs. en norsk løsning, ligger lige for.

Et andet problem vil være mere presserende. Det resterende EU ventes f.eks. at blive mindre handels- og eksportorienteret, hvilket vil være generende for en lille åben eksportøkonomi som den danske.

Eurozonen vil få dominerende magt på et tidspunkt, da nye alvorlige problemer tårner sig op uden udsigt til reformløsninger forud for valgene i 2017 i Frankrig og Tyskland. Frankrig overholder ikke vækst- og stabilitetspagtens budgetkrav, hvilket har en dominoeffekt.

Hertil kommer alt det politiske. Jævnfør Lissabontraktaten har Danmark i dag en stemmevægt i EU’s Ministerråd på 1,1 procent. Det svarer til, at man i en forsamling af 100 personer skal prøve at skabe forståelse for ens mærkesager.

Dette betyder, at et EU uden UK kan blive et tungt selskab for Danmark, især hvis de øvrige lande kører løs efter princippet om ”stadig tættere union”. Det vil i det nuværende politiske klima bringe Danexit eller Daxit på banen.

Men selvfølgelig kan britiske vælgere ende med at forkaste Brexit 23. juni….

Kilde: