Danmarks handel er ikke så afhængig af EU som mange tror

Af Torben Mark Pedersen Hvis Danmark skulle vælge at forlade EU i kølvandet på Brexit, ville det så være en økonomisk katastrofe? Hvor afhængig er ...

Holm Ikke angivet,

20/01/2017

Af Torben Mark Pedersen

Hvis Danmark skulle vælge at forlade EU i kølvandet på Brexit, ville det så være en økonomisk katastrofe? Hvor afhængig er Danmark egentlig af eksporten til de andre EU-lande?

Danmark er som Storbritannien geografisk set et udkantsområde i EU med kun en kort landegrænse mod andre EU-lande, og som en gammel søfartsnation med en stor handelsflåde har Danmark ligesom UK traditionelt været mere orienteret mod oversøiske markeder end mod det europæiske kontinent.

Også politisk er Danmark et "udkantsområde" som Storbritannien, idet hverken Danmark eller UK er med i euroen, og Danmark har tilmed forbehold på det retslige område og forsvarsområdet, og der har i mange år været en betydelig EU-skepsis i Danmark.

Danskerne stemte nej til euroen for anden gang i 2000. Hvis Lissabontraktaten var kommet til folkeafstemning i 2005, ville den formentlig være faldet, og danskerne stemte sidste år nej til at ophæve retsforbeholdet. Der har dog aldrig været noget flertal for dansk udmeldelse af EU, men i kølvandet på Brexit har både DF og Nye Borgerlige efterlyst en folkeafstemning om fortsat dansk EU-medlemskab.