Det sker med jævne mellemrum, at venstrefløj, fagbevægelse, Cevea og socialdemokratiet prøver at binde os en historie på ærmet. At fundamentet for vores velstand er etableringen af velfærdsstaten. Det forholder sig omvendt.
Det var vores høje velstand i forhold til resten af verden, der gjorde det muligt at kaste os ud i det (radikale) eksperiment, som den moderne altomfavnende universelle velfærdsstat reelt er. Et ekseriment der har fejlet, og hvor internationale sammenligninger viser, at velfærden bestemt ikke står mål med hverken skattetryk eller offentligt forbrug. Til gengæld er vores velstand faldet betydeligt i forhold til resten af verden.
Hvis venstrefløjen havde ret, burde velstandsudviklingen i Danmark jo ellers have oversteget væksten i andre økonomier med en mindre offentlig sektor de seneste 40-50 år.
Danmarks vej til rigdom.
Danmarks vej til at blive et af verdens absolut rigeste lande tog fart i 2. halvdel af det 19 århundrede, og vi toppede i årene før 2. verdenskrig, set i forhold til resten af verden.
Frem til begyndelsen af 1920erne indhentede vi først Europas to rigeste nationer, Holland og England, for derefter at overhale begge. I 1939 var den gennemsnitlige indkomst ca. 35 procent højere end i resten af Vesteuropa, og vi var verdens 4. rigeste nation. Vores infrastruktur og antallet af biler i forhold til befolkningen var i top, og vi var det land i Europa, som fløj mest.
Indkomstuligheden faldt i øvrigt næsten lige så meget mellem 1870 og begyndelsen af 1920erne, som den herefter faldt de efterfølgende 50 år. Det på et tidspunkt hvor både skat og socialstat var minimal. Med et Gini index på 34 var vi i 1939 formentlig også blandt de absolut mest lige lande i den vestlige verden. Altså årtier før den altomfavnende universelle velfærdsstat.
Danmark blev i den periode skoleeksemplet på hvorledes et lille land uden nævneværdige ressourcer, bortset fra dens befolkning, via relativ fri markedskapitalisme og international handel skabte et rigt samfund. Heldigvis har vi holdt fast i relativt frie markedsvilkår, også efter vi etablerede verdens mest voluminøse velfærdsstat.
Fra vækst og velstand til stagnation og relativ tilbagegang
Helt frem til 1960erne havde Danmark et relativt lavt, om end stigende, skattetryk. Den ofentlige sketor var tilsvarende lille. Både skattetryk og andelen af arbejdsstyrken som var beskæftiget i den offentlige sektor var således lavere end i USA i 1960.
Socialstatens ekspansion tog for alvor fart i 1960erne og 1970erne, hvor antallet af offentligt ansatte eksploderede, mens skattetrykket steg markant.
Fra slutningen af 1960erne stiger andelen som er beskæftiget i den offentlige sektor såeldes fra 10 procent til mere end 20 procent i begyndelsen af 1980erne.
I modsætning til venstrefløjens postulat, har effekten været at vi har fået en ringere velstand end vi kunne have haft. Nok er Danmark målt på BNP per indbygger fortsat mere velstående end Vesteuropa i gennemsnit, men forskellen er faldet betdeligt. Og måler vi på privatforbrug er udviklingen endnu mere markant.
I 1970 havde vi det 6. højeste privatforbrug per indbygger blandt OECDs medlemslande, ligger vi i dag blot på en 14. plads.
Ifølge Verdensbanken er kun 9 lande vokset langsommere end Danmark de seneste 10 år, og sammenligner vi med USA og det øvrige EU, har vi klaret os klart ringere gennem krisen sidne 2008.
Mens BNP i USA i dag er næsten 10 procent højere end i 2008, EUs i gennemsnit næsten er på samme niveau igen, ligger det danske fortsat 4 procent under niveauet i 2008.
Og nok vil BNP vokse i de kommende år, omend det fortsat går langtsomt. Men med mindre der gennemføres markante reformer, som sænker skatter og øger investeringer og arbejdsudbud markant, vil den relative deroute, som vi har oplevet med accelerende styrke de seneste årtier fortsætte. Risikoen er overhængene for, at vi fra at være Nordeuropa rigeste land, i løbet af en relativ kort årrække er det fattigste.
Det er den reelle fortælling om den danske velfærdsstatsmodel. Nemlig at der er tale om et socialt eksperiment som er fejlet, og som bærer hovedansvaret for danskernes faldende velstand, sammenlignet med resten af verden.
Ikke mindst derfor er der brug for ikke kun en ny regering, men også en regering som er parat til de nødvendige reformer, der kan vende udviklingen.
Kilder :
Danmarks Statistik seneste BNP tal.
Danmarks Statistik seneste 65 år
Maddison projektet - historisk BNP
The long-run history of income inequality in Denmark:Top incomes from 1870 to 2010
