Island oplevede på mange måder en meget stor krise i dønningerne på finanskrisen, større end i flere vestlige lande[1]. Det Islandske banksystem var meget eksponeret for den amerikanske subprime marked, der i 2008 kollapsede, og den særligt store eksponering gjorde Islands problemer efter krisen større. Krisen satte i mange vestlige lande fornyet fokus på banksystemet, der var udråbt til syndebuk for de finansielle katastrofer der blev synlige efter finanskrisens indtog.
I de fleste vestlige lande er bankerne begyndt at blive interessante igen, mest fordi de udbetaler en stor dividende af investering i deres aktier, men også fordi de stadig større krav til banksektoren efterlader et billede af at bankerne i dag er mere forsigtige end i højkonjunkturen i midten af 00'erne. Der begynder så småt at brede sig en stemning om at bankerne kan opnå tilgivelse efter finanskrisen.
På Island har man dog ikke endnu opnået en tilgivelse overfor banksektoren. For nylig blev nogle personer i den islandske banksektor sat i fængsel[2], og der udkom samtidig en rapport[3] fra en af statens nedsat arbejdsgruppe, der skulle forsøge at finde en alternativ løsning på banksystemet, for at forhindre fremtidige kriser i at blive så store som den i 2008.
Deres forslag er meget interessant. De påpeger at pengeskabelsen i bankerne er et problem for samfundet, da pengemængden styret af bankerne (M2 (seddelomløb + bankindskud) kan bruges som et rimeligt mål, omend det ikke er noget perfekt udtryk) op til finanskrisen voksede meget, og gav mulighed for at flere kunne låne penge billigt. Det skabte en gældsbaseret eufori der manifesterede sig i store prisstigninger på ejendomme og i aktiemarkedet. Det Islandske forslag går ud på, at fratage bankerne deres særlige privillegie, for at overdrage dette til til Centralbanken, der skal stryre pengemængden direkte [3, pdf-side 14]. Bankernes rolle i dette system bliver reduceret til at kreditvurdere kunderne, og herefter spørge Centralbanken om lov til at overføre et lån til kunden.
Det er en stor ændring i forhold til hvordan det danske pengesystem fungerer i dag. Danske banker følger det gængse fractional-reserve banksystem, som effektivt betyder at bankerne kan skabe penge ud af den blå luft ved at skabe bankkredit (udstede et lån til en kunde). Systemet er på overfladen ganske uskyldigt: Bankerne får lov til at låne ud (skabe bankkredit), mod at holde en brøkdel af udlånet som kapital i banken ( [5, pdf-side 11] Basiskrav = 8pct kapitalkrav for indeværende og med Basel-III kravene stigende til 13pct (måske mere for SIFI banker) i 2019 [6, pdf-side 25]). Kapitalen i bankerne er ikke indskud på bankkonti (ulig USAs system), men i Danmark bruges aktier, opsparet overskud eller obligationer. Ved første øjekast er der vel intet galt i, at en bank låner en kundes indskud ud, til en anden kunde, og opkræver rente for udlånet mod at betale renter på indskuddet, med en lille sidegevinst til sig selv.
For at forstå systemet, kan et kort eksempel med indskydere skitseres:
Person A skyder 100kr i Amagerbanken, og kan på sin netbank se at saldo'en på indskuddet er 100kr. Banken finder en person B, der ønsker at optage et lån. Banken kreditvurderer kunden og kan låne alle 100kr ud så længe de har en kapital på 8pct af udlånet. Banken kan herefter udlåne alle 100kr til person B.
Amagerbankens bogholderi viser nu, at der er 100kr på person As indskudssaldo, 100kr på person Bs lånekonto.
Person B går på markedet og spenderer sit lån på 100kr, pengene ender i første omgang hos person C, der har solgt person B en vare eller service. For nemhedens skyld antager vi at der er betalt med betalingskort, og pengene overføres derfor fra person B til person Cs konto.
Person C har ikke Amagerbanken som bank, men er i stedet kunde hos Danske bank. Når betalingskortets transaktion gennemføres, henvender Danske bank sig til Amagerbanken, og beder om 100kr. Amagerbanken overfører de 100kr til Danske bank, som tilføjer de 100kr til person Cs indskudskonto.
Danske bank, ivrige efter at låne ud, finder en person D der ønsker at optage et lån. Danske bank udlåner igen de 100kr da deres kapital er tilstrækkelig. Person D bruger pengene, som ender i Sydbanks indskudskonto. Sydbank låner så igen 100kr videre.
Pengemængden stiger dermed: I vores eksempel ovenfor er pengemængden steget fra 100kr til 400kr. Ved at fortsætte med at inkludere nye banker bliver et indskud på 100kr i den første bank til en pengemængden lig det første indskud ganget med antallet af banker med tilstrækkelig kapital der loopes igennem.
Men hvorfor siger man at pengemængden stiger? Indskyderne A,B,C,D ser på deres konti, at der står 100kr på hver - men hvis de går i banken for at hæve deres indskud, så står bankerne med et problem. De har ikke pengene på hånden til at honorere deres kunders krav, og dette problem er årsag til adskillige bankkrak før i tiden, hvor kunderne trak pengene ud af banken ved tegn på fare, og derved gik banken fallit da pengene var låst i lange udlån. Men her kommer Centralbanken til undsætning og sørger for likviditet via markedsoperationer.
Hvis Amagerbanken og Danske bank begge har fået ny kapital, og begge låner ud i samme størrelse, så vil kravet på 100kr gå fra Amagerbanken til Danske bank, og omvendt. Kravene vil gå ud imod hinanden, og bankerne flytter blot pengene internt på deres konti. Dermed afstår ingen af bankerne deres kapital til hinanden, og så længe de følges ad med at udstede lån, så længe vil de beholde deres kapital og kan udvide harmonisk, i en koncert af lave renter og friske bankkreditter. De to banker kan dermed fortsætte med at bygge en pyramide af udlån ovenpå deres kapital, og to banker i perfekt harmoni kan alene forøge pengemængden fra 100kr til antallet af banker gange det oprindelige indskud hvis alle har tilstrækkelig med kapital til at låne ud.
En anden mekanisme der medvirker til en stigende pengemængde er når bankerne går ud på markedet eller i Centralbanken for at låne for at honorere deres kunders efterspørgsel. Hos de andre banker eller i Centralbanken kan bankerne låne penge, for at klare sig igennem korte perioder med turbulens på konto'en - som eksempelvis opstår hvis een bank udvider mere end de andre, og kapitalen drænes ned af andre banker der indsender deres kunders krav, indtil bankens kapital er under lovkravet. Centralbanken kan opkøbe udlån, eksempelvis realkredit, statsobligationer etc. [4, pdf-side 44] som gør det muligt for banken at udbetale indskyderen sine penge. Centralbankens opkøb af værdipapirer fra banksystemet gør det muligt for banksystemet at anlægge større aggressivitet i udlån og Centralbankens rentefastsættelse hjælper med til at udvide pengemængden for bankerne ved at gøre lån billige. Man venter dernæst blot på den næste indskyder kommer forbi og sætter penge i banken, for at genopfylde bankens balance.
Det islandske forslag vil forhindre banker i at forøge pengemængden, ved at de udlån de må give kun kan komme fra Centralbanken under statens kontrol. Pengemængdens stigning, så at sige, bliver centralt styret frem for styret af markedets efterspørgsel på lån. Forslaget er meget interessant, fordi man rører ved et bankprivillegie der har eksisteret i flere hundrede år, og fordi man kæder en ekspansion af pengemængden sammen med skabelsen af en finanskrise.
Nyhedsværdien af den islandske rapport er dog til at overse. Tidligere eksempler på "opdagelsen" af bankernes kreditskabelse tæller bogen fra 1912 udgivet af Ludwig Von Mises med titlen "Theorie des Geldes und der Umlaufsmittel" (The Theory of Money and Credit). De første linjer i kapitel 15 slår fast at en af bankernes opgaver er at udstede lån der ikke er dækket af penge [7, pdf-side 266]. Dvs. det er er mindst hundrede år siden var det kendt at bankerne skaber penge ud af ingenting, og den opdagelse virker i det lys noget bedaget.
Den islandske anbefaling er dog problematisk. Der bør rettes et kritisk blik på at en statskommission når frem til det resultat, at det er "for farligt" at lade bankerne om at udvide pengemængden, og i stedet bør staten tage ansvaret. Et logisk følge af at placere pengemængdens udvidelse i statens hænder er at staten bliver mere magtfuld, og kan råde over skabelsen af rentebærende penge - til gavn for politikerne der får flere midler at gøre med, i kapløbet om at købe vælgere. Det er en meget farlig cocktail at staten, ikke alene via Centralbanken som i dag fastsætter den korte rente og kan købe statsobligationer, får den fulde kontrol med et så vigtigt instrument i markedsøkonomien som pengemængden samtidig med kontrol med beskatningen. De risikable incitamenter der skabes, udover de som allerede eksisterer, er alt for farlige at placere i hænderne på en egeninteresseret stat, drevet af politikere der skal genvælges og elsker at lege julemænd/-kvinder. Regeringen kan vælge at presse på for en større udvidelse af pengemængden i et valgår, som skaber økonomisk optimisme på kort sigt. Når den større pengemængde presser priserne på aktiver og varer op, kan skattevæsenet opsuge en andel af den fiktive stigning af værdierne i samfundet og finansiere en endnu større stat.
I den konstruktion der forslås, skal et hold af politisk udvalge teknokrater beregne den optimale stigning i pengemængden og følge en given økonomisk teori, hvis validitet vil få enorm betydning for det praktiske udfald af implementeringen af pengesystemet. Ikke alene vil et sådant enøjet centralt bureaukrati få store problemer med at fastlægge hvilken teori der skal drages i anvendelse for at bestemme hvor stor stigningen i pengemængden skal være, men disse teknokrater vil også ligge under for et enormt politisk pres for at lempe pengemængden i valgår, eller i tilfælde af økonomiske tilbageslag, som vi har set det med centralbankernes reaktion på finanskrisen, er der stor tilslutning til det resonnement der siger at øge pengemængden er godt, øge den meget er meget godt.
Jeg mener ikke at man kan løfte bevisbyrden om at pengemængden skal stige for at skabe økonomisk realvækst. Penge har netop den særlige egenskab, at den ikke forbruges som andre varer, og enhver størrelse pengemængde kan effektuere markedstransaktionerne tilfredsstillende[7, side 147], så længe mængden af penge teknisk kan håndteres. Argumenter for at øge pengemængden tager udgangspunkt i en politik der ønsker at priserne i samfundet er stabile, fordi det påstås at det sikrer stabilitet, mens de fuldstændigt overser den skadelige virkning af en større pengemængde. Der er først og fremmest en sekventiel påvirkning af priserne i samfundet, der afhænger af hvor de nye penge indskydes. Priserne vil påvirkes tilfældigt efter hvem der får fat i pengene først, og fører til en distribution af købekraft baseret på tilfældigheder - hvem får pengene først, og hvem får sidst en lønstigning på baggrund af inflationen?
I stedet for at implementere endnu et statsligt teknokrati, foreslår jeg at man i første omgang ruller den statslige regulering af banksektoren bid for bid tilbage, og i stedet udsætter det eksisterende system for markedets regulering og øger konkurrencen mellem bankerne. Først og fremmest ved at reducere moral hazards ved at ophæve statslige garantier, eksempelvis indskydergarantien[6, pdf-side 44], sådan at gode banker kan tiltrække indskud mens dårlige banker går fallit. Danmark var ikke et uland før indskydergarantien blev indført i 1987, og ønsker man en garanti for sine indskud bør man kontakte et privat forsikringsselskab, der nøje vil følge bankens opførsel og prissætte forsikringen tilsvarende.
Dernæst bør man lovgive at Nationalbanken ikke må foretage markedsoperationer [4, pdf-side 26]. Disse øger pengemængden, 1: ved at opkøbe værdipapirer udstedt af bankerne og 2: ved at låne bankerne penge når de løber tør fordi de har lånt for meget ud. Det skaber et system der opildner bankerne til at tage flere chancer og være mere aggressive i deres udlånspolitik, fordi de ved de har Nationalbanken i baghånden, klar til at redde dem fra deres egen skæbne. Hvis bankerne ved at Nationalbanken ikke må hjælpe dem, vil de blive tvunget til at påtage en sundere udlånspolitik og reducere deres aggressivitet.
På den måde vil markedet opdrage bankerne til at være meget varsomme med at låne for meget ud, og skabe nye gældskriser som har potentialet til at ruinere de få fornuftige borgere der på trods af generationer af ansvarsløs omgang med økonomien, stadig sparer op og forholder sig konservativt og fornuftigt til egen økonomi. Kan banken ikke vise at den er sund, vil man trække pengene ud af den, og ruinere den.
** Artiklen er redigeret, da jeg senere blev klogere. I Danmark er der intet reservekrav til bankerne, der er kun krav til bankens kapital. I USA kræves 10pct af indskuddet i reserve hos Federal Reserve - men i Nationalbanken skal foliokontoen (bankens indskudskonto hos Nationalbanken, dette er differencen mellem indlån og udlån i den pågældende bank) bare være et rundt nul, eller positiv. Det betyder at danske banker kan låne rub og stub af indskuddene ud (på nær en symbolsk sum, for at holde en positiv foliobalance), hvis de blot har de 8pct i kapital til udlånet (det bliver lidt teknisk, for det kommer an på hvilken type udlån banken laver).
[1] http://www.vanityfair.com/culture/2009/04/iceland200904
[2] http://arbejderen.dk/udland/island-sender-bankdirekt%C3%B8rer-i-f%C3%A6ngsel
[3] http://www.forsaetisraduneyti.is/media/Skyrslur/monetary-reform.pdf
[4] http://www.nationalbanken.dk/da/publikationer/Documents/2009/10/pengepol_3udg_dk_web.pd
[5] https://www2.deloitte.com/content/dam/Deloitte/dk/Documents/financial-services/Nye-kapi />
[6] http://pure.au.dk/portal-asb-student/files/36015752/Basel_III.pdf
[7] https://mises.org/sites/default/files/The%20Theory%20of%20Money%20and%20Credit_3.pdf</a
