Mange vil formentlig rubricere Franklin D. Roosevelt som en af de bedste præsidenter i den amerikanske historie. Særligt tilskrives han med ”New Deal” stor vellykkethed. New Deal var et 100 dages reformprogram, der skulle sætte gang i den amerikanske økonomi efter børskrakket i 1929. Reformprogrammet omfattede blandt andet støtte til landbruget og en række offentlige investeringer. I nyere tid sættes denne reformivrighed og statslige indgriben ofte i opposition til hans forgænger, republikaneren Herbert Hoover, der beskyldes for apati og laissez-faire tilstand. Men er dette nu også et korrekt eftermæle? Og er det virkelig den keynesianske tilgang, der fik USA på sporet igen?
I Herbert Hoovers præsidentperiode fra 1929-1933 steg arbejdsløsheden fra 3,14% til et maksimum på 24,75% i 1933. Denne eksorbitante stigning efterrationaliseres ofte til at være sket, fordi Hoover ikke intervenerede – altså fordi han var frimarkedstilhænger og derfor ønskede at lade økonomien regulere sig selv. Men dette er en forkert udlægning – Hoover var nemlig det stik modsatte af frimarkedstilhænger, og det undrer mig, hvorfor han fejlagtigt udlægges sådan. Jeg husker selv, hvordan jeg sidste år blev belært i gymnasiet om, hvordan Hoover blev udpeget som skurken og FDR som helten, fordi han intervenerede i økonomien.
Inden Hoover gik ind i politik var han af flere demokrater, herunder den senere præsident, FDR, faktisk overvejet som potentiel, demokratisk kandidat. Hoover forblev dog registreret republikaner og arbejdede således for præsidenterne Warren Harding og Calvin Coolidge, inden han selv blev præsident. Her tilskyndede han begge præsidenter til yderligere statslig indgriben i økonomien og var desuden kritiker af frihandel. Eksempelvis plæderede han under Hardings præsidentperiode flere gange for at ”gøre noget” i stedet for ”at lade stå til”, hvilket typisk ikke vil associeres med en frimarkedstilhænger.
Da Hoover blev præsident i 1929, gjorde han alt andet end at lade stå til. Dette synes evident, idet de statslige udgifter betragtes. I 1929 var statens udgifter lidt over 3 milliarder dollars, medens tallet var fordoblet i 1933 til over 6 milliarder dollars. Budgetunderskuddet kulminerede i 1931 med hele 52,5% af de totale, føderale udgifter, hvilket udgjorde det største underskud i perioden 1931-1941 – altså et større underskud, end det, FDR præsterede i sine første år som præsident.
Efter børskrakket i 1929 lancerede Hoover en landbrugspakke, der skulle holde landbruget i live med med kunstige priser. Planen fejlede dog miserabelt og tilskyndede blot landmændene til at producere mere korn, selvom efterspørgslen ikke var tilsvarende proportional. Landbrugets masseproduktion kunne altså ikke afsættes og således blev konsekvensen, at flere landmænd blev trukket med i faldet.
Herudover planlagde Hoover massive investeringer i infrastruktur sammen med sin rådgiver, Andrew Mellon, som også i dag fejlagtigt tilskrives en herostratisk berømmelse for angiveligt at have opfundet ”trickle down”. Forslaget gik på, at 400 millioner dollars skulle investeres i offentlige bygninger, mens 175 millioner dollars skulle investeres i forskellige offentlige projekter. Disse forslag blev faktisk latterliggjort i samtiden som ”frådseri”, hvilket bedst illustreres i en tegning fra New York Tribune, der beskriver, hvordan Hoover flotter sig med statens penge – det kan på baggrund deraf undre, at han i nutiden tilskrives en markedsøkonomisk observans.
Som om det ikke skulle være nok, var Hoover også overbevist om, at høje minimumslønninger var en kilde til velstand – selvom landet var i krise. Af den årsag tilskyndede Hoover en række private virksomheder til at hæve minimumslønnen, hvilket de, til stor overraskelse gjorde. (Formentlig af frygt for fagforeningernes stigende betydning). Konsekvensen heraf var åbenlys: firmaerne måtte afskedige en række medarbejdere, idet produktiviteten var konstant, mens lønningerne steg. Senere i sin præsidentperiode indførte han lovgivning, der regulerede den private sektor yderligere af hensyn til lønninger: Davis-Bacon act og LaGuardia act.
I 1930 indførte han Smooth-Hawley-tolden på en række udenlandske produkter. Ikke alene betød dette, at aktiemarkedet raslede ned, det betød også, at en række andre lande ligeledes indførte told på import af amerikanske produkter. Den aftagende samhandel forværrede blot Depressionen i USA.
Og i 1931 agiterede han i Kongressen for, hvad nogle historikere senere har benævnt ”Hoover New Deal”, som blandt andet omfattede massiv støtte til banker. I 1932 indførte han ”The revenue act of 1932”, som forhøjede skatterne markant.
Også i samtiden var der bred konsensus om, at Hoover havde været eksponent for en statslig indgribende økonomisk politik. Således talte det senere stabsmedlem i FDRs regering, Raymond Moley om, at ideerne til FDRs New Deal faktisk kom fra Hoovers politik. Også Rexford Tugwell anerkendte, at ideerne kom fra Hoover:
”we were too hard on a man who really invented most of the devices we used”
Endvidere anerkendte også David Kennedy dette:
”(..)it was difficult to distinguish from many of the measures that Hoover, even if sometimes grudingly, had already adopted: aid for agriculture, promotion of industrial cooperation, support for the banks and a balanced budget. Only the last was dubious. FDR denounced Hoover’s budget deficits”
På baggrund af denne gennemgang synes det vanskeligt at ræsonnere, hvordan det er blevet til, at Hoover kunne udpeges som synderen, fordi han stod for en laissez-faire politik, når dette er direkte forkert. Hoover keynesianer og gik ind for statslig intervention. Havde han været markedstilhænger, havde han ladet stå til. Dette viser også, at det ikke alene var FDRs senere massive investeringer, der fik økonomien på ret køl igen, når Hoover allerede havde eksperimenteret med dette.
