Dit otium bliver knapt! Staten fattes penge. Derfor skal du være længere på arbejdsmarkedet (hvis du vel at mærke ikke allerede nærmer dig pensionsalderen), således at udgifterne til folkepensionen holdes i ave, og skatteindtægterne fra din arbejdsmarkedsdetlagelse fortsætter nogle år endnu. Jooo, man kunne godt sætte tilbagetrækningens alderen op for at finansiere det pyramidespil, der er den moderne velfærdsstat. Med et umætteligt behov for flere skattekroner leder politikerne efter flere og flere måder, hvorpå en større og større andel af befolkningen kan forvandles til skaffedyr under retorikken, at vores store velfærdsstat forpligter.
Men hvorfor skal staten afgøre, hvornår man har arbejdet længe nok? Det skal den, fordi den betaler dig mere i folkepension jo mindre du arbejder. Smart! Lever du 20 år frem for 10 år på folkepensionen, får du udbetalt det dobbelte. For det første en kraftig omfordeling fra mænd til kvinder (uden nogen modydelse, vel at mærke!), og for det næste et stærkt incitament for at trække sig så tidligt tilbage som muligt, selvom man er ganske frisk. Men skal det absolut være på den måde?
Man kunne også forlænge arbejdslivet ved at få folk tidligere i arbejde, eksempelvis ved bedre ungdomsvejledning. I stedet for at narre sig selv til at tro, at 75 pct. af en årgang består at vordende intellektuelle, kunne man droppe uddannelsessnobberiet og arbejde for, at 75 pct. af en årgang efter folkeskolen får sig en erhvervsuddannelse med reelle, praktiske færdigheder. Så var man karriereklar inden man fyldte 20. Og hvorfor ikke? Vel at mærke, så er hjernen ikke færdigudviklet hos unge mennesker før midten af tyverne, og derfor vil mange af dem dukke for sent op på jobbet og nok drikke sig fulde en ugedag eller to, men det er jo ungdommen og nogle har større behov for at afprøve dumhederne på egen krop.
De fleste mennesker lærer at udføre et job ved rent faktisk at udføre jobbet, og ikke ved at sidde på en skolebænk eller i en forelæsningssal. Universiteterne og gymnasiet var aldrig tiltænkt som masseuddannelsesanstalter, men som steder, hvor de, der tilstræbte lærdommen - for egen fornøjelses skyld - kunne tilfredsstille deres intellektuelle nysgerrighed og samtidig være med til at øge den aggregerede åndelig velstand. Men lærdommen er ikke noget, som de fleste tilstræber. Ellers var hjernedød reality-fjernsyn ikke så stor en succes. De fleste mennesker vil helst beskæftige sig med noget, de finder interessant og i øvrigt helst slippe for at læse faglitteratur eller gøre sig klog på hvorfor verden ser ud som den gør.
En uddannelsespolitik, der tilstræbte at maksimere unges potentiale ville tage udgangspunkt i det enkelte barns intellektuelle og øvrig potentiale, og ikke i det, som giver flest taxameterpenge til de bureaukratiske monstre, som danske universiteter har udviklet sig til.
