Skatteminister Benny Engelbrecht genåbner den digitale meldetjeneste, som giver borgere mulighed for at foretage garanteret anonyme anmeldelser af medborgere, der mistænkes for skattesnyd. Skatteministerens påstand er, at det er ’helt nødvendigt’ i bestræbelserne på at sikre en effektiv håndtering af det stigende antal anmeldelser, da de ellers koster for mange ressourcer at håndtere. Samfundet og SKAT kommer dog til at lide af en uforudset negativ eksternalitet, såfremt anonymiteten ved sladretjenesten ikke skrottes, da Engelbrecht forbiser den fundamentale forpurring af det bagvedliggende incitament, som anonymitet bringer.
Ser vi bort fra det selvindlysende ved, at intet menneske ønsker at leve i et stikkerlignende DDR-samfund, hvor din frihed er stækket af dine medborgeres appetit på at angive dig til staten, så findes der stadig et strukturelt problem i den nuværende sladretjeneste. Ved at tilbyde borgere at anmelde andre anonymt, er det i virkeligheden en adgang til risikofrit og evt. uden belæg at få mulighed for at øge dit forgodtbefindende på bekostning af andres – og som alt andet risikofrit vil sådan en mulighed blive misbrugt. Incitamentet behøver nu ikke udelukkende at være ønsket om at leve i et samfund, hvor vi alle bidrager, men ligeså vel ønsket om blot at genere et medmenneske. Og det er netop her problemet ligger.
SKAT giver borgerne mulighed for risikofrit at udøve chikane, da man ved at angive sin nabo for forhold, der reelt ikke behøver være lovbrud, kan koste ham/hende dyrt i både omdømme, tid og penge (husk på at det i skattesager er den anmeldte, der skal bevise sin uskyld), også selv om den anklagede ikke har gjort noget ulovligt. Staten – der trods alt er til for boregerne – må aldrig opfordre eller medvirke til sådan en fej adfærd.
Ingen vil bestride, at man skal betale den skat, man har pligt til. Derfor er idéen om en sladretjeneste langt hen ad vejen fornuftig. Vi ville alle stå frem og anmelde kriminelle, der foretager kabeltyveri på togbanenettet og dermed påfører urimelige konsekvenser for DSB og borgerne. Kabler til togene er vel ligesom skat et offentlig gode, hvilket vi har valgt at give staten ansvar for at varetage. Derfor må manglende skattebetalinger – som er tyveri – anses på lige fod med kabeltyveri. Men incitamentet bag anmeldelse må aldrig sløres gennem anonymitet, der let kan fostre en usund adfærd, som paradoksalt nok resulterer i endnu flere tvivlsomme anmeldelser og dermed yderligere ineffektiv håndtering.
