Hvordan kan det være, at venstrefløjen har fået gjort det til noget nær tabu at medregne dynamiske effekter i skatttepolitikken - når de selv bruger afgifter til at opnår selvsamme dynamiske effekter (adfærdsregulering)?
Når topskatten skal sænkes, er det altid politisk tabuiseret at medregne dynamiske effekter.
I andre dele af skattepolitikken regnes de dynamiske effekter helt naturligt med. Og endelig er der områder af skattepolitikken, hvor det netop er målet med afgifter at opnå de adfærdsændringer, der udgør de dynamiske effekter.
Det kan ikke undgå at skabe uklarhed om, hvad dynamiske effekter er, og hvornår de kan medregnes.
Og der er en grund til, at der er en sådan uklarhed, for enhver skelnen mellem dynamiske og andre effekter er arbitrær og uden grundlag i økonomisk teori.
Hvad er ”dynamiske effekter”?
Udtrykket ”dynamiske effekter” er nok et økonomudtryk, men det er ikke et udtryk, der genfindes i eller kan begrundes med økonomisk teori.
Udtrykket synes at blive brugt (men langt fra konsekvent) om adfærdsændringer, der er resultatet af ændringer i de økonomiske incitamenter, som følge af skatteændringer eller andre lovgivningsmæssige ændringer.
Det er imidlertid en forældet måde at analysere makroøkonomisk politik på, og man skal i virkeligheden helt tilbage til 1960ernes makroøkonomi og økonometriske modeller, for at finde et økonomisk grundlag for at antage, at de private agenter som forbrugere, arbejdstagere og erhvervsvirksomheder reagerer helt passivt på ændringer i den økonomiske politik.
Med rationel forventnings revolutionen i makroøkonomi fra begyndelsen af 1970erne antoges det, at de private agenter danner fremadskuende og rationelle forventninger til fremtiden, og det får dem til at handle strategisk og tilpasse sig til sådanne skift i den økonomiske politik, som en reduktion i topskatten er. I de seneste 30 år analyseres økonomisk politik med dynamiske generelle ligevægtsmodeller, der ikke skelner mellem dynamiske effekter og andre effekter, fordi de private agenters reaktion på ændringer i den økonomiske politik er en integreret el af modellen.
I en generel ligevægtsmodel skelnes ikke mellem dynamiske effekter og andre effekter. Når en skattesats ændres, så vil (alle) priser og mængder i økonomien ændre sig. I enhver generel ligevægtsbetragtning vil de dynamiske effekter være en integreret del af analysen, præcis som det er tilfældet i DREAM-modellens beregninger af effekter af skatteændringer.
Det politiske krav om en 100 pct. første års én til én-finansiering af skattelettelser kan heller ikke begrundes med økonomisk teori, med mindre staten er underlagt en bindende budgetrestriktion. Som udgangspunkt skal den offentlige sektor blot overholde sin intertemporale budgetrestriktion, dvs. finanspolitikken skal være holdbar på langt sigt, hvilket betyder, at summen af de tilbagediskonterede udgifter ikke må overstige summen af de tilbagediskonterede indtægter.
I praksis er anvendelsen af begrebet dynamiske effekter inkonsekvent og arbitrær
Det forekommer vilkårligt, om der medregnes dynamiske effekter som grundlag for en politisk beslutning.
I nogle analyser medregnes dynamiske effekter helt naturligt:
- Grænsehandelsanalyser er altid baseret på dynamiske effekter: Når afgifter sænkes på cigaretter, øl, slik og sodavand af hensyn til grænsehandlen, er beregningerne baseret på dynamiske effekter af ændret adfærd, dvs. øget grænsehandel.
- Når Skatteministeriet i provenuberegninger på selskabsskatten medregner, at en større del af virksomhedernes overskud kommer til beskatning i Danmark i stedet for i udlandet, så medregnes det som ”tilbageløb” og ikke som en dynamisk effekt, selv om det er tale om en adfærdsændring.
I andre tilfælde er de dynamiske effekter netop formålet med beskatningen:
- Forskerskatteordningen er gennemført, fordi den har nogle positive dynamiske effekter (tiltrækker udenlandsk arbejdskraft, øget arbejdsudbud skaber beskæftigelse, ”fælleseffekter” på produktiviteten m.v.), der gør den til en både samfundsøkonomisk og statsfinansiel god forretning, og det er beregninger af disse positive økonomiske effekter, der ligger bag beslutningen om at gennemføre ordningen i sin tid.
- Provenuberegninger af det sparede ressourceforbrug i den offentlige sektor af forslag om brugerbetaling er baseret på dynamiske effekter. For så vidt brugerbetaling ikke blot er en finansieringskilde, men også indføres for at økonomisere med ressourcerne.
- Når afgifter anvendes adfærdsregulerende i klima-, energi- og sundhedspolitikken, så er det netop de dynamiske effekter, adfærdsændringer som følge af ændringer i relative priser, der er selve målet med afgiftspolitikken.
Også på andre områder som ved store infrastrukturinvesteringer som Øresunds-, Storebælts- og Femernbrobyggeri baserer beregningerne sig netop på cost-benefit analyser af de dynamiske effekter af en øget trafikmængde.
Konsekvenser af den fremherskende uklarhed
At kræve 100 pct. krone for krone finansiering i det første år kun medregnende de direkte effekter har som regel som konsekvens, at provenuet fra en lempelse af person- eller selskabsskatten undervurderes, og derfor bliver alle skatteomlægninger overfinansieret og fører til et højere skattetryk end ellers.
Der er altså en venstreorienteret bias i kravet om 100 pct. krone for krone-finansiering og i modstanden mod medregning af dynamiske effekter.
Det kan i en vis grad begrundes med, at der er en usikkerhed om de dynamiske effekter, og derfor regnes ”konservativt” for ikke at overvurdere finansieringen. At regne ”konservativt” er en traditionel måde at håndtere usikkerhed på, men usikkerheden om provenuet går imidlertid begge veje: Det kan blive større eller mindre end antaget.
At regne ”konservativt” betyder i denne sammenhæng at beskytte statens indtægter mod at blive mindre end forventet, men det er ikke en naturgiven ting, at det er staten og ikke borgere og erhvervsliv, der skal beskyttes mod at komme til at betale for meget i skat. Det er et politisk valg. Når der regnes ”konservativt”, kommer borgere og erhvervsliv til at betale mere i skat end tilsigtet, og de må derfor tilpasse sig via en reduktion i det private forbrug og i virksomhedernes overskud og private beskæftigelse.
”Konservatismen” kunne være vendt om, så den beskytter borgerne mod at betale mere i skat end tilsigtet, og således at de offentlige finanser tager tilpasningen.
Der kunne argumenteres for, at når de samlede skatter og afgifter udgør omkring 64 pct. af bruttonationalindkomsten, så ville det give god mening, om det er statskassen, der løber risikoen, idet staten i kraft af sin størrelse ville skulle tilpasse sig relativt mindre end det private forbrug, hvis det skulle vise sig, at provenuet var undervurderet.
Det ville også have en social dimension: På den måde ville usikkerheden komme de ”svage” til gode, hvilket i denne sammenhæng er borgerne. Ikke mindst når der er tale om at øge afgifter, der vender den tunge ende nedad socialt.
Det er et politisk valg – ikke et økonomisk – at man regner, som man gør, og det er et valg, der har en klar prostatslig og antierhvervslivs bias.
