ECBs inflationsmål kan medføre alvorlige kriser i fremtiden

Det sidste halve år har de store medier utallige gange skrevet artikler om at inflationen i Eurozonen er "for lav"

Uffe Merrild,

05/03/2015

Det sidste halve år har de store medier utallige gange skrevet artikler om at inflationen i Eurozonen er "for lav". Adskillige af de sædvanlige økonomer udtaler til medierne, at det er farligt at inflationsforventningerne er for lave.


Deflationsspøgelset truer igen, og sætter en skræk i de gældsplagede lande, der gerne vil låne flere penge, men under det nuværende klima, tæt på nul-renter og negativ inflation, koster det penge at vedligeholde gælden. Problemet med gælden bliver naturligvis lempet, hvis det kan ændres således at inflationen stiger, mens renten holdes på nul. Deres største ønske er negative realrenter, så kreditorerne betaler gælden for dem.


Salg af statsobligationer i et sådant scenarie kræver en ganske særlig køber, da almindelige mennesker ikke ønsker at udlåne penge til negative renter. Kan man bare skræmme befolkningen med spøgelset, kan man få deres velsignelse til at lade centralbanken opkøbe obligationerne og velsigne økonomierne med højere inflation.


På denne baggrund har ECB, der består af en demokratisk forsamling af Eurolande, vedtaget at trykke €1.100mia indtil september 2016 (men uden nogen reel deadline) og opkøbe stats- og realkreditobligationer for at manipulere de langsigtede renter. Målet for dette QE program er at hæve inflationen og skabe "økonomisk aktivitet".


Midlet har været afprøvet i USA ad 4 omgange (QE1 fra Dec 08 til Marts 10 og efterfølgende programmer (QE2, Operation Twist, QE3) der fulgte på hinanden, fordi forgængeren mislykkedes, eller rettere "ikke var nok". Først i Feb 14 afsluttede FED sit QE program), før det endeligt fik sit ry for at skabe en økonomisk velsignelse, hvor USA har genvundet sin økonomiske vækst fra før krisen, mens Eurozonen er fanget i en stagnation. Under USAs opkøbsprogram voksede FEDs beholdning af obligationer med $4.500mia.

Imens alle disse programmer blev afviklet i USA, har inflationen her været større, end i Europa. I Europa har vi oplevet en ganske lille deflation, af forskellig størrelse alt efter hvilket EU land vi ser på. I det store billede ser det ud til at deflationens størrelse er proportional med gældsproblemet (lyder det bekendt, Japan?). Dermed er det især de gældsplagede lande, der har haft det stærkeste incitament til at øge inflationen, for at opretholde illusionen om at de vil, eller kan, honorere deres gældsforpligtigelser.

I vore dage er inflation defineret som en stigning af en sammensætning af forbrugerpriser, hvor definitionen tidligere var en stigning i pengemængden.

http://machaut.uchicago.edu/?resource=Webster%27s&word=inflation&use1913=on

Denne subtile forskel gør det muligt for centralbankerne at skjule hvor mange penge de trykker, ved at udnytte at forbrugervarer generelt bliver billigere som produktiviteten stiger. Centralbanken trykker, så at sige, lige så mange penge som produktiviteten i forbrugervarerne stiger, og dertil 2%. Men det er ikke hele historien, for afhængig af hvor pengene fra centralbanken cirkulerer, vil det påvirke det lille udsnit af priser i samfundet (forbrugerpriserne) i større eller mindre grad. Der er derfor ikke fokus på hverken aktivpriser eller værdipapirer. Det er bl.a. en medvirkende faktor til at ingen af centralbankerne opdagede tech boblen eller boligboblen før tid. ECB mente ikke at det var deres bord.


ECB chef Jean-Claude Trichets afholdt en tale den 8. juni 2005 i Singapore:
http://www.ecb.europa.eu/press/key/date/2005/html/sp050608.en.html

"One extreme view attributing a more prominent role to asset prices in the conduct of monetary policy is to include asset prices in the consumer price index used to define the policy objective.
[...] Today there is something close to a consensus among economists and central bankers that targeting financial asset prices is a bad idea."


Senere remser Trichet 5 punkter op angående pengepolitikkens påvirkning af aktivpriser. Han slutter:

"And finally, central banks lack sufficient control of asset prices. In the long run, asset prices are driven by fundamental factors and not monetary policy."


Trichet mente at der blandt "økonomer" var tæt ved konsensus om, at det var en "dårlig idé" at styre pengepolitikken ved at inkludere aktivpriser, og derudover mente han at ECB havde hverken midlerne til at effektivt forudsige, eller forhindre at en boble skulle opstå. Pengepolitikken, mente han, havde ingen langtidspåvirkning af aktivpriserne. Dette kan han påstå, på trods af, at boligpriserne typisk stiger i takt med inflationen, skabt af pengepolitikken i ECB.

Tre år efter Trichet's tale bryder århundredets største finansielle krise ud, på baggrund af en aktivboble. Banksektoren rammes af så stor panik, at ingen bank vil låne penge til andre banker.
I det perspektiv virker det derfor teknisk forkert kun at fokusere på et smalt sæt af priser i samfundet, som styringssignal til centralbankernes pengepolitik. Det ensidige fokus på forbrugerpriserne gør pengepolitikken blind overfor større farer.

Det er ikke til at sige hvad den nuværende pengepolitik vil medføre af økonomiske problemer - men det tyder på, at oliebranchen er den første til at opleve, hvor lidt forbrugerne har af råderum til at købe nye produkter. Højere forbrugerpriser vil ikke hjælpe på problemet, tvært imod.


Måske skulle man starte med at gå tilbage til den gamle definition af inflation (en udvidelse af pengemængden) og styre pengemængden direkte, i stedet for at forsøge at tvinge Super Brugsen, H&M, Shell og Spies til at sætte priserne op med 2% årligt på baggrund af aggressive opkøbsprogrammer, der som bivirkning har potentialet til at lægge hele banksektoren fladt på ryggen og koste samfundet adskillige mia euro i tab, igen.

Kilde: