I denne simple analyse vil jeg prøve at forklare hvorfor der ikke investeres så meget i Danmark, og hvorfor arbejdspladserne i industrien forsvinder. Jeg vil også prøve at forklare hvad jeg forstår ved begrebet konkurrenceevne. Samtidig vil jeg også foreslå tiltag der kan forbedre konkurrenceevnen, samt vise hvorfor S og SF’s 12 minutter ingen effekt har på konkurrenceevnen for industrien.
I mine øjne er det kriterium der afgør om en produktionsfacilitet skal placeres i et sted
følgende:
Hvad er enheds-omkostningen på dette sted? Det vil sige
hvor meget koster det at producere en enkelt enhed af et produkt, på dette
sted?
Det at hvis enhedsomkostningen er lav vil landet have en høj konkurrenceevne, og en lav konkurrenceevne hvis enhedsomkostningen er høj.
Firmaer der ikke vælger at producere på et sted med tilpas lave enhedsomkostninger vil kunne
sælge deres varer med lavere profit, end andre der producerer til lave enhedsomkostninger. Dermed vil disse firmaers aktiekurs svækkes, i forhold til konkurrenterne, hvorfor firmaernes vil være modne for overtagelse af en kapitalfond eller et konkurrerende firma. For at undgå overtagelse er firmaet tvunget til at være omkostningseffektive og producere der hvor der er billigst
at producere.
Følgende omkostninger vil typisk spille ind på enhedsomkostningen:
- Bygninger og produktionsapparat.
- Input til produktion.
- Lønomkostninger til ansatte.
- Skatter og afgifter.
Investeringer i bygninger og produktionsapparat har det danske system været meget konkurrencedygtigt, da investeringer i produktionsapparatet kan trækkes fra i skat. Dette er nok grunden til at produktiviteten har været høj nok til at retfærdiggøre de lønninger der historisk set har været i industrien. Eftersom investeringer i industrisektoren svigter og jobbene
forsvinder, er denne mekanisme ikke længere nok til at sikre den danske
konkurrenceevne.
Priserne og vilkårene for at skaffe input til produktionen er stort set de samme for alle i en global økonomi med åben konkurrence.
Dermed er der reelt kun to af de omkostningsfaktorer nemlig lønomkostninger og skatter og afgifter, som vi kan forbedre.
Af skatter og afgifter vil jeg fremhæve to skatter ogvafgifter da mit kendskab ikke er fyldestgørende:
1.Indkomstskatten for virksomheder.
2. Miljøafgifter.
Miljøafgifterne er svære at gøre noget ved da de fleste gerne vil leve i et nogenlunde rent miljø. Så derfor er en god måde at forbedre vores konkurrenceevne på denne parameter at få andre lande til at producere med ligeså høje miljøstandarder, gennem WTO, EU og FN.
Hvis Indkomstskatten for virksomheder sænkes vil konkurrenceevnen naturligvis forbedres.
For at forbedre konkurrenceevnen for industrien gennem lønomkostninger kan man gøre følgende:
1. Reducere lønnen, i industrien. Dvs samme arbejdstid men til lavere timeløn.
2. Holde den nominelle løn i ro gennem en årrække, i industrien. Hvorfor den reale løn vil falde pga. inflationen og bidrage til at enhedsomkostningen reduceres.
3. Arbejde mere tid for den samme årsløn. Hvilket svarer til en reduktion af timelønnen.
4. Arbejde mere til den samme timeløn. Dette S og SF’s forslag med 12 minutter mere om dagen eller en time mere om ugen, med tilsvarende lønomkostning.
Nedenstående analyse er lavet under antagelse af at de lande vi konkurrerer med holder deres konkurrenceevne konstant over tid. Hvis de andre lande forbedrer deres konkurrenceevne skal vi grave endnu dybere. Tilsvarende, hvis de andre lande forringer deres konkurrenceevne behøver vi
ikke lave så drastiske ændringer.
Ad 1) Dette forslag vil betyde en umiddelbar forbedring af konkurrenceevnen, da timelønnen og dermed enhedsomkostningen falder. Jo større lønreduktion, jo større forbedring af konkurrenceevnen.
Ad 2) Dette forslag vil betyde en gradvis forbedring af konkurrenceevnen over en årrække, da timelønnen falder over tid og at enhedsomkostningen dermed falder. Jo større inflation jo større forbedring af konkurrenceevnen.
Ad 3) Dette forslag vil også betyde en umiddelbar forbedring af konkurrenceevnen, da timelønnen falder og at enhedsomkostningen dermed falder. Jo større forøgelse af arbejdstiden jo større forbedring af konkurrenceevnen. Dette forslag kan dog være risikabelt i situationer med vigende efterspørgsel, da den øgede arbejdstid fører til øget produktionen som der måske ikke er behov for. Derfor kan man risikere at arbejdsstyrken må reduceres, men stadig med mindre en hvad arbejdsstyrken ellers måtte reduceres som følge af manglende konkurrenceevne.
Ad 4) Dette forslag har ingen som helst effekt på konkurrenceevnen for industrien da timelønnen er uforandret. Derfor er enhedsomkostninger at andet lige de samme. Effekten af dette forslag kan meget vil blive negativ i situationer med vigende efterspørgsel. I det man nødvendigvis må reducere arbejdsstyrken. Da man ellers kan stå i en situation hvor man overproducerer til en ikke eksisterende efterspørgsel.
Så hvad kan man gøre i Danmarks situation? Det mest oplagte er at sænke indkomstskatten for virksomhederne, gevaldigt, da man så kan håbe at man ikke behøver at reducere lønnen og øge arbejdstiden i samme grad. Hvis en reduktion af indkomstskatten ikke slår til må man øge arbejdstiden, sænke eller holde lønningerne i ro alt efter hvor akut behovet er.
For fremtiden mener jeg at man bør omstrukturere skattesystemet, drastisk, således at man får:
1.En skattefri bundgrænse på 100.000 kroner.
2.En skat på 15 % for lav-og-mellem indkomster over 100.000 kroner.
3. En skat på 30 % for indtægter udover lav-og-mellem indkomster.
På denne måde behøver de nominelle lønninger ikke at være så høje for at befolkningen vil kunne deltage på arbejdsmarkedet. Dermed kan vi bevare vores konkurrenceevne og have høj deltagelse på arbejdsmarkedet.
