Ind i mellem støder man på det gamle talemåde "den enes død, den andens brød" i forbindelse med social-demokratisk kritik af profitsøgende kapitalister. På sin vis er det ganske vist sandt at nogle faggrupper billedligt talt opnår deres indkomst i visse tilfælde på andres uheld og lidelser. Læger, tandlæger, advokater og andre tjener til deres livsophold bl.a. ved at hjælpe mennesker der har lidt skade. Der er flere vinkler at lægge på sådanne situationer hvor et menneske er udsat for et uheld og et andet tager sig betalt for at udbedre skaden.
En af vinklerne er at påpege at det er "umoralsk" at tage penge for at hjælpe andre ud af deres ulykke, men en anden vinkel er at påpege at den som hjælper rent faktisk stiller den hjulpne i en bedre situation end uden hjælp - dette hviler i den hjulpnes demonstrerede præference. Ved at vælge at betale for hjælpen demonstrerede personen at det var fordelagtigt at gøre således, ellers ville vedkommende ikke gøre det.
Man kan derfor fremføre synspunktet at den social-demokratiske kritik af profitsøgende kapitalister er en misforstået en af slagsen. Den bunder muligvis i en misforståelse af markedsøkonomiens dynamik, som kan beskrives ved at se tilbage i tiden da vore forfædre vandrede på jorden, underlagt naturens produktion af fødeemner. I denne situation, hvor hver enkelt menneske ikke bidrager med flere resurser, er det tydeligt at jo flere mennesker der er, jo færre resurser er der per menneske. I den situation bliver hvert menneske en konkurrent til sin næste, da ingen af dem drager nytte af hinanden, men hvert individ ved sit forbrug indskrænker den næstes.
I markedsøkonomiens arbejdsdeling er situationen en ganske anden. Her er "den enes død, den andens tab" i stedet gældende. Her er ingen konflikt mellem to mennesker, begge bidrager til produktionen af værdifulde goder, og tabet af den ene vil påvirke velstanden af den anden. I den situation vil rationelle mennesker via erfaring opdage at det er fordelagtigt at indgå i et samarbejde via arbejdsdelingen og udnytte sine særlige produktive sider bedst muligt, mens man handler med andre der gør ligeså. Processen der herved sættes i gang skaber en fælles forståelse for hinandens interesser og udbygger samarbejdet mellem mennesker.
Markedet har derfor en ganske smuk egenskab der belønner samarbejde med højere produktivitet totalt set, og det fordrer venskaber, loyalitet og tillid mellem mennesker der i deres arbejde bliver afhængig af hinanden. For at opretholde sådanne gode forhold kræves det dog at samfundets borgere (næsten) alle er indforståede med at markedsøkonomien fungerer således, og man ved respekt for andres ejendom er med til at sikre sin egen velstand. Det er ens egen interesse at være en respektfuld borger, ved at opretholde samfundet medvirker man til en situation hvor man kan drage fordel af andres ejendom ved fredelig samhandel.
Selv i det eksempel fra starten, hvor en person har været uheldig, er begge parters interesser stadig på linje med hinanden. Det er ikke tandlægens skyld at man får huller i tænderne, men når uheldet er ude og man vurderer at tandlægens service er værdifuld, kan man med et samarbejde hjælpe hinanden. Efter lapning af hullet står begge personer bedre stillet - tandlægen fordi denne kunne sælge sin arbejdstid som specialist, og patienten fordi han opnåede en psykisk gevinst, da han vurderede at værdien af at føle at tanden blev reddet var større end omkostningen til tandlægen.
Således flugter interesserne af fredelige borgere med hinanden, når begge samarbejder om at hjælpe hinanden med gensidig respekt for ejendomsretten. Der er ikke noget moralsk problem i at tjene penge på andres ulykker, medmindre man selv er ophav til dem.
I samfundet som markedsøkonomien indkapsles af findes der visse typer der ikke anser det som en nødvendighed at respektere andres ejendomsret og ser det som sin ret at tage det de har lyst til. Disse samfundsnedbrydende misdædere sigter ikke efter nedbrydelse af samfundets produktion som helhed, da en sådan nedbrydelse ville kaste dem ud i armod og streng fattigdom. Disse parasitter er i stedet interesseret i at lade alle andre fortsætte kampen med at holde samfundet kørende på produktiv facon, mens de selv sikrer sig en større andel af samfundskagen end fortjent ved deres aktiviteter.
Så længe samfundet som helhed forstår at situationen der bedst tjener dem er at respektere andres ejendomsrettighed og samarbejde fredeligt med hinanden, så længe kan arbejdsdelingen fortsætte og gavne alle der indgår i den, ved at øge produktiviteten og hæve levestandarden.
Det er derfor vigtigt at der i samfundet findes institutioner der sørger for at minimere disse parasitiske misdæderes aktiviteter, sådan resten kan fortsætte, og ønsker at fortsætte, et fredeligt samarbejde mod en bedre fremtid for samfundet som helhed.
Denne liberale grundtanke er vigtig at forstå hvis man ønsker at bygge, eller opretholde, et produktivt fredeligt samfund.
Ludwig Von Mises skrev det meget firkantet, Human Action p. 157
"Liberalism is rationalistic. It maintains that it is possible to convince the immense majority that peaceful cooperation within the framework of society better serves their rightly understood interests than mutual battling and social disintegration. It has full confidence in man's reason. It may be that this optimism is unfounded and that the liberals have erred. But then there is no hope left for mankind's future."
