I forbindelse med krisen mistede 200.000 mennesker i Danmark deres arbejde. Kun nogle få er kommet i arbejde igen. Det skyldes primært, at omkostningsniveauet er for højt her i landet. Frihandelsaftaler betyder at vi som forbrugere nyder godt af billige varer som produceres hvor omkostningerne er lavere end her. Men med de høje indkomstskatter kan vi ikke bare sætte lønnen ned for så dør folk af sult.
Siden det kollapsede i 2008 har Danmark ligget i slæbesporet med hensyn til vækst. I nogle kvartaler er der en lille positiv vækst i andre er den negativ. Man sidder på hænderne og håber på at udlandet får stigende omkostninger så vi derved bliver konkurrencedygtige.
I dag begynder trepartsforhandlingerne og vi ved at fagforeningerne vil kæmpe for den danske model, så der er ikke meget håb at hente.
Man kunne afprøve et kreativt forslag. Lad de mange tusinde på kontanthjælp og understøttelse tage et job til samme løn som ydelsen – men lad dem beholde alle pengene. Nul indkomstskat. Det skal kunne betale sig at tage et arbejde. Et eksempel er et job til kr. Kr. 75 i timen svarer til en månedsløn på kr. 12.025. Mange vi sige at det er bindegalt, men det er en god forretning for Danmark. For Staten sparer penge hver gang en kontantlønsmodtager kommer i arbejde. Og de der tager et sådan job får flere penge mellem hænderne end de har i dag. Der vil i løbet af kort tid blomstre nye virksomheder op overalt i landet som nu vil kunne producere til konkurrencedygtige priser.
Den samme model kunne bruges for flygtningene. De har brug for kompetancer når de vender hjem og skal bygge landet op igen. Vi har brug for flere ældreboliger og kollegieværelser så der er mulighed for en slags lærepladser som ufaglærte indenfor murer, tømrer og elektrikerfaget.
