Enorme strukturelle problemer stikker i øjnene når den defekte vestlige samfundsøkonomiske model bliver analyseret, og de seneste års kriser har for alvor sat den ”vestlige syge” på dagsordenen verden over. Irrationaliteten synes dog komplet, når eskapistiske politikere og intellektuelle kalder på mere af det system, der i første omgang har skabt en yderst ustabil situation. Vi lever i et samfund der undergraves af aggressiv egalitarisme og en unfair incitamentsstruktur, der belønner dovenskab, ansvarsløshed og forbrug, mens den samtidigt straffer arbejdsomhed, opsparing og evner. Vores samfundsmodel er selvdestruerende, og det er ikke nyt.
Ayn Rand diagnosticerede problemet for snart 40 år siden og foreskrev det eneste system, der vil fører til et bæredygtigt samfund. Nedenfor er et oversat uddrag af hendes essay fra 1974 ”Egalitarianism and Inflation”, og vi beder jer om, når I læser det, at tænke på vores tiders gallup-demokrati, forbrugs- og kreditsamfund, velfærdskoalition, massiv regulering af produktionen, lighedsdebatten, erhvervsstøtteordninger, kvantitative lempelser etc.
>>En industriøkonomi er enormt kompleks: Den involverer beregninger af tid, bevægelser, kredit og lange sekvenser af sammenflettende kontraktbundne byttehandler. Denne kompleksitet er systemets vigtigste dyd og kilden til dets sårbarhed. Sårbarheden er ’psyko-epistemologisk’. Intet menneske eller computer og ingen social ingeniør kan overskue systemets kompleksitet ned til mindste detalje. Blot at forstå de bagvedliggende principper der driver systemet, stiller store krav til abstraktionsevnen. Det er her, at menneskets forståelse for de konceptuelle sammenhænge i systemet er begrænset eller bryder ned: De fleste er ikke i stand til at begribe deres hjembys økonomi, og da slet ikke deres lands eller den globale økonomi.
Under indflydelse af nutidens forståelsesdestruerende og antikonceptuelle uddannelsessystem, har de fleste mennesker en tendens til at se økonomiske problemstillinger udelukkende som de umiddelbare handlinger såsom udbetaling af løn, betaling af husleje og udgifter til indkøb af dagligvarer. Det mest fatale tab, som har ødelagt båndet til virkeligheden, er tabet af den konceptuelle forståelse af, at penge repræsenterer allerede eksisterende, men uforbrugte, aktiver. Systemets kompleksitet agerer sommetider som et midlertidigt skjul for enkelte fordækte aktiviteter. I har alle hørt om enkelte manipulatorer, som ikke arbejder, men lever i luksus ved at optage lån, som de tilbagebetaler ved at optage lån andet sted, som de igen tilbagebetaler ved at låne et tredje sted, etc. Du ved, at denne slags aktiviteter ikke er bæredygtige og at denne fordækte strategi i sidste ende må kollapse. Men hvad hvis denne manipulator er staten?
Staten er ikke en produktiv virksomhed. Den producerer intet. I forhold til dens legitime funktioner, som er politi, militær samt domstolene, leverer den en service, der er efterspurgt af en produktiv økonomi. Når staten træder udenfor dette domæne bliver den en økonomis ødelægger. Staten har ingen indtægtskilde, undtagen de skatter som de producerende individer betaler. For at frigøre sig, for en stund, fra de begrænsninger som virkeligheden sætter, initiere staten et pyramidespil af kredit, på en skala som den ”private” manipulator slet ikke kan drømme om.
Staten låner penge fra dig i dag, som skal tilbagebetales med penge, som den vil låne fra dig i morgen, som så igen skal tilbagebetales med penge den vil låne fra dig i overmorgen osv. Dette er kendt som gældsfinansiering. Dette er kun muliggjort idet, at staten lykkedes i at frakobler penge fra reelle aktiver. Den udsteder papirspenge, der har krav på allerede eksisterende aktiver, men disse penge repræsenterer ingen underliggende aktiver, ej heller repræsenterer de guld, de repræsenterer intet. Det er et gældsbevis, der bliver udstedt til dig, til gengæld for dine aktiver, som skal betales af dig (i form af skatter) ud af din fremtidige produktion.
Hvor forsvinder dine penge hen? Alle steder og ingen steder.
Først bliver de brugt til at etablere en altruistisk undskyldning, ”en moralsk frontfigur”, der dækker over brugen af det fremtidige statslige forbrug, der er etableringen af et system baseret på subsidieret forbrug, en ”velfærdskoalition”, der forbruger uden at producerer, hvilket konstituerer en voksende dødvægt på den svindende private produktion. Dernæst går pengene til at subsidiere en hvilken som helst interessegruppe på bekostning af alle andre, for at købe deres stemmer og for at finansiere et hvilket som helst falleret projekt (eller nyigangsat projekt) udstukket af en hvilken som helst bureaukrat eller hans venner. Velfærdsmodtagerne er ikke den værste del af de produktive individers byrde. Den værste del er bureaukraterne, de statslige repræsentanter, der er blevet givet beføjelser til at regulere produktionen. Ikke nok med at de er uproduktive forbrugere, så består deres job også i at komplicere og besværliggøre privat produktion indtil det ultimativt er umuligt for producenten at producere. Imens staten kæmper med at redde en virksomhed på bekostning af den næste, accelerere den, den proces hvori jonglering af gæld, omrokering af tab, stabling af lån på lån, belåning af fremtiden og fremtidens fremtid indgår. I takt med at problemerne vokser beskytter staten sig selv, ikke ved at begrænse denne proces, men derimod ved at forøge den.
[…]
Det er i tider som disse, når vi står ansigt til ansigt med et økonomisk kollaps, at de intellektuelle prædiker egalitaristiske budskaber. Når nedskæringer på det offentlige forbrug er en nødvendighed, kalder de intellektuelle på flere velfærdsprojekter. Når landet desperat har brug for individer med produktive evner, efterspørger de intellektuelle mere lighed for de inkompetente. Når landet har behov for akkumulering af kapital, foreslår de at vi dræner de ’rige’. Når landet skriger efter opsparing, kalder de intellektuelle på øget redistribuering af velstanden(aktiverne). De kræver flere jobs og færre profitter, flere jobs of færre fabrikker, flere jobs og ingen benzin, ingen olie, ingen kul, ingen forurening, men frem for alt flere gratis varer til forbrugerne, uanset konsekvenserne for jobmarkedet, fabrikkerne eller producenterne. Resultaterne af denne keynesianske økonomiske politik ødelægger enhver industrination, men de intellektuelle nægter fortsat at stille spørgsmålstegn ved deres fundamentale antagelser.
[…]
De intellektuelle kender dét økonomiske system, der er det eneste, der kan og har leveret en overflod af velstand, men de negligere og tier om det, som om det aldrig havde eksisteret. Det er næsten irrelevant, at beskylde dem for deres komplette fallit i forsøget på intellektuelt lederskab; Deres fremtrædende er overvældende patetisk.
Er der noget håb for fremtiden? Ja, det er der. Vi har en mulighed tilbage: Menneskets enestående produktive evne. Hvis, og i den udstrækning, denne evne slippes fri, vil vi muligvis have en chance for at undgå et kollaps. Vi kan ikke forvente at nå idealet over natten, men vi må i det mindste afsløre dets navn. Vi må afsløre den hemmelighed disse såkaldte intellektuelle, der agitere for gennemsigtighed og sandhed, i stor udstrækning forsøger at undertrykke og skjule. Navnet på dette mirakuløse produktive system er kapitalisme.<<
Frit oversat af Thorbjørn Rønje og Jacob de Lichtenberg
