Et virkelig frit elmarked

Her på Grundlovsdag fortjener dette indlæg fra Reel Energi Oplysning at blive gentaget

Henrik Ræder Clausen,

05/06/2012

Her på Grundlovsdag fortjener dette indlæg fra Reel Energi Oplysning at blive gentaget. Der er nok ringe chancer for at de røde partier i Folketinget tager forslaget op, men hvad med Liberal Alliance?

Når man køber el, så består den leverede ”vare” af to dele: 1) adgangen til elnettet, og 2) forbruget af el. Fra sælgers side skal der leveres et fungerende elnet og der skal produceres el, som sendes ud på dette. Ifølge EU’s bestemmelser, så skal disse to aktiviteter udføres af forskellige selskaber for at undgå monopoldannelse.

Politikerne går stærkt ind for et frit elmarked, siger de! Men når det kommer til stykket, så vil de selv bestemme, hvordan den elektricitet, der sendes ud på elnettet, er blevet produceret. Ikke alene er det politikerne, der bestemmer, hvilke typer anlæg til produktion af el, der må opføres. Men de bestemmer også, hvilken slags el, der skal bruges først.

El fra fornybare energikilder som sol og vind har forkørselsret i elnettet! Når det blæser meget, må traditionelle kraftværker skrue ned for produktionen. Det har ført til, at et stort tysk elselskab nu truer med at lukke gasfyrede kraftværker med den begrundelse, at de kun har kørt i ca. 100 timer på et år og derfor er urentable. Det kan på sigt føre til, at der i situationer uden vind ikke er tilstrækkelig produktionskapacitet.

Der er kun én løsning: markedet skal være helt frit! Det betyder, at den enkelte forbruger skal kunne vælge at købe strøm fra et kraftværk, også når det blæser. Forbrugeren afgør med dette valg, at forsyningssikkerhed og stabile priser vejer tungere end hensynet til bestemte energikilder. Dette vil være et virkeligt frit og demokratisk elmarked.

Det er dog tvivlsomt, om politikerne vil afgive den magt, som de har tiltaget sig over samfundets udvikling ved at bestemme, hvilke energikilder, der må bruges. Derfor går vejen til et virkelig frit elmarked over et sammenbrud af det nuværende system.

Bertel Lohmann Andersen, www.reo.dk

Kilde: