EU er ikke en frihandelsplatform - det er en stagnerende toldunion

Jeg indrømmer at jeg ikke lige altid er den hurtigste knallert på molen, jeg har rent faktisk i lang tid bildt mig selv ind, at EU var en frihandel...

Uffe Merrild,

26/06/2016

Jeg indrømmer at jeg ikke lige altid er den hurtigste knallert på molen, jeg har rent faktisk i lang tid bildt mig selv ind, at EU var en frihandelsplatform, uden at tænke nærmere over det. Jeg har læst for meget ævl skrevet om at den oprindelige EU plan var liberal og skulle danne en frihandelsplatform og sænke toldbarrierer mellem EU landene.

Jeg glemte bare at tænke over, hvad gør man så med alle de lande der ligger udenfor EU?

Lige indtil for ganske nylig.

Denne video fortæller pointen, hvor den konservative MP Daniel Hannan fremlægger et meget sympatisk synspunkt for frihandel, og et rationale for hvorfor frihandel er nødvendigt, omend på en smule populistisk facon (det er ligemeget om der er naturlige resurser i landet eller ej, frihandel er altid fordelagtigt).

For at zoome lidt ud, kan jeg henvise til den kritik der er ført mod Donald Trump for hans fjollede protektionistiske tendenser, hvor USA skulle indføre toldmure overfor udlandet for at "skabe amerikanske jobs" i et forsøg på at beskytte den amerikanske industri mod "subsidieret" konkurrence fra udlandet.

Ideen er idiotisk, og har været latterliggjort mindst siden 1776 hvor Adam Smith skrev "Wealth of Nations" og beskrev at frihandel er vejen til velstand, internationalt som nationalt. Årsagen til at toldmure ikke gør dig rigere er at du vælger en mindre effektiv producent frem for den mest effektive. Argumenter om at man så skal importere, og det er skidt, bør hurtigt tilbagevises med henvisning til at enhver import betales med en eksport.

Det betyder med andre ord, at enhver importeret vare der er subsidieret i udlandet skal købes ved eksport af en indenlandsk vare. Hvilken fabelagtig situation for samfundet, forbrugerne kan tage del i andre skatteyderes tvungne subsidie - det er positivt for velstanden i samfundet. Den større efterspørgsel efter det udenlandske subsidierede produkt vil skabe en modsatrettet efterspørgsel på egne eksportvarer som betaling for importen.

Markedsøkonomien vil flytte investering og efterspørgsel på arbejde fra den industri, der konkurrerer med den udenlandske subsidierede producent, og over til den indenlandske industri der kan konkurrere med udlandets ikke-subsidierede industri. Man bør huske at landet der pålægger skatter og fordeler dem som subsidie til en særlig industri bliver pålagt større byrder og derfor har præcis samme størrelsesorden sværere ved at konkurrere som den subsidierede får fordel (plus naturligvis forvridningstabet i beskatningen, endnu mere win-win for den ikke-subsidierende frihandelsnation).

Man skal med andre ord ikke skære sin venstre arm af (importtold), hvis et andet land har skåret den højre af ("eksport"told/subsidie).

Problemet er at mange af os går og tror at EU er en frihandelsplatform (undskyld hvis jeg tror at andre er lige så uvidende som jeg selv, men jeg tror faktisk det er mange liberale der tror det) - men det er forkert. EU er i virkeligheden det system som Donald Trump får kritik for at tale for: Det er en handelsunion der tvinger medlemsstaterne til at opsætte toldmure overfor ikke-medlemsstater, og sørger derfor for at medlemslandene ikke kan handle frit med resten af verden på egne vilkår. Det bør derfor argumenteres at EU ikke er en frihandelsplatform, men en toldunion der forhindrer medlemslandene i at føre frihandel med resten af verden.

Set i det lys, synes selv en de basale byggeblokke af EU ikke at være særlig fantastisk. Særligt ikke når Daniel Hannan så smukt pointerer i videoen (tidligere) at det eneste kontinent der ikke har haft vækst i 10 år udover Europa er Antarktis.

Det er denne herlige økonomiske stagnationsklump som vi har bundet både samhandel men endda også vores valuta til, med fastkurspolitikken. Vi giver særlige privillegier til samhandel og binder endda valutakursen til en valuta der inflateres med aggressiv pengepolitik og kvæles af myriader af regulering, beskatning og regimentering af det frie initiativ. Det er ganske rigtigt at en stor del af vores samhandel er med EU, men var det ikke en idé at stoppe dette særlige privillegie og i stedet droppe toldmurene overfor resten af verden, og forlade den aggressive pengepolitik så vi i stedet kan skabe et sundt fundament til fremtiden?

Så længe vi fortsætter den her tossede politik med at subsidiere EU handel via vores medlemsskab og ruinerer os selv med lempelig pengepolitik, så risikerer vi at stagnationen i dansk økonomi fortsætter.

Kilde: