Ivan Dybdal introducerede for et par dage siden termen "økonomiske realisme". Spørgsmålet er naturligvis, hvad er økonomisk realisme. Nedenforstående link mener jeg er et eksempel på "økonomisk realisme"
Meget let fatteligt og overbevisende er det her Europe has to resign from its pension systems | GEFIRA beskrevet hvorledes Europa, hvis ikke hele Vesten er i en økonomisk dødsspiral.
I sidste ende, så har demografien skylden - der er i alt for mange år født for få børn.
Det store spørgsmål, som jeg rejser, er hvorfor er der født få børn i Europa? Den herskende værdi blandt '68´erne er individets frihed til, at gøre som det passer. Der er ingen forpligtelser.
Samtidig har prævention og abort skabt muligheden for "uforpligtende sex", præcist i '68'ernes ånd.
Kvindefrigørelsen, hvor husmødrer ses som slaver, og idealet er karrierekvinden - den stolte og frie kvinde.
Den stigende fokusering på sex, som det ultimative mål i livet, øget sanselighed, med til at ødelægge familiestrukturer, for enhver har jo ret til skilsmisse, fordi man finder noget mere attraktivt.
Der er jo ingen tvivl om, at forbrugerisme, hvor konkurrencen mellem mennesker tvinger kvinderne ud på arbejdsmarkedet og hvor den nyeste smartphone er vigtigere end at få børn, er en vigtig årsag.
Skal Europa reddes fra yderligere fattigdom, så skal europæerne se på det værdisæt, som europæiske samfund er indrettet efter - det er på tide, at europøerne ser sig selv som et led i historien, hvor man får noget af tidligere generationer og er forpligtet til at give videre til de næste generationer. Som det er nu, så er den det herskende historiesyn, at europæere er ved historien endemål - en hegelsk term, som Marx overtog
