1. maj betragtes oftes som fællesskabets kamp mod egoismen, kapitalismen og rigmændenes privilegier overfor den stakkels arbejder.
Festdagen skal cementere og underbygge vigtigheden af fællesskabets ve og vel, men glemmer de liberale detaljer ved bæredygtige fællesskaber: Frivilligheden.
Med de gængse slogans og politiske budskaber er det let at fortolke situationen som en hvor kapitalismen er for de få og rige (egoisterne), mens flertallet (de sociale) er for, om end ikke den direkte socialisme, så en neddroslet social-demokratisk version, bygget af det samme Marxistiske tankegods med proletariatets eller vælgernes diktatur. Følger man ukritisk tankegangen kan man let blive påvirket til at gentage fejlene i argumenterne, og dermed underbygges med gentagelsens kunst at kapitalismen er egoistisk, mens arbejderbevægelsen er solidarisk, socialt funderet og søger at skabe opmærksomhed og positivitet omkring fællesskaber.
Der er dog visse elementer der bør kigges nøje efter, før man tager argumentationen til sig, eller ligefrem gentager den for andre.
God fornøjelse.
