Regeringen har bestemt sig for en udflytning af 3.900 statslige arbejdspladser. I Danmark løses samfundsudfordringer åbenbart kun ved statslig indblanding, anført af en minister, der ikke engang formåede at gøre sin historieuddannelse færdig, men lod sig belønne for at være loyal partisoldat. Javel, det er de typer, vi har brug for til at lede Danmark. Politikerspirer og partisoldater. Artur Axmann ville have været stolt.
Magthaverne kan i den fantasiløse ørken, de vandrer i, kun anskue verden gennem planøkonomiske briller. At folket flygter Udkantsdanmark kan umuligt skyldes de rammevilkår og strukturelle forhold, som magthaverne har skabt, hvad enten det er den finansielle regulering, der hindrer udlån og jobskabelse, høje skatter på transport og kontanthjælpsregler, der straffer folk, der gerne kører langt for at passe et arbejde, eller planøkonomisk indretning af velfærden, der betyder, at hvor end familien så flytter, så skal der altid være to indkomster. En til sig selv, og en til partneren, da der ellers er der tale om en voldsomt nedgang i forbrugsmuligheder og levestandard. I Danmark har vi nemlig sørget for, at en middelklasselevestil kun lader sig gøre, hvis begge forældre er på arbejdsmarkedet. Man betaler nemlig for offentlige ydelser uanset hvor ringe en kvalitet de måtte have, eller hvor lidt eller hvor meget man benytter sig af dem.
Nej, at folket flygter må og skal skyldes, at folk har nogle mærkelige præferencer, herunder ønsket om at bo dér, hvor man kan få den bedste velfærd – økonomisk og socialt. Derfor bør man straffes.
I radioen kunne man således høre, at 75% af de ansatte i de berørte arbejdspladser ikke har tænkt sig at flytte med. De må være nogle idioter ifølge Troels Lund Poulsen, så de fortjener at miste deres arbejde. Så kan vi samtidig straffe alle de ledige i København og omegn med, at nu skal flere konkurrere om arbejdspladser på det københavnske arbejdsmarked.
Imidlertid tyder intet på, at udflytningen af statslige arbejdspladser vil få længerevarende effekt på den udvikling, som man ser alle vegne – nemlig at verden i stigende grad urbaniseres. Hvilket i øvrigt burde være en god ting.
Jeg troede nemlig, at vi skulle være miljøglade og lykkelige over, at menneskets aftryk på naturen hermed ville blive mindsket, nu når naturen igen generobrer store landområder? Over de massive fordele, der tilvejebringes når mennesker samles i byerne, hvor jobskabelsen i Det kreative Samfund foregår? Hvor større udvalg af skoler og uddannelsesmuligheder betyder, at man kan sende sit barn i skole dér, hvor han vil trives mest?
Den kognitive dissonans, der præger danske politikere og embedsmænd vidner om nye rekorder for manglende tankeevne. Politikerne kunne passende starte med at stille spørgsmålet: ”jamen, ude på landet er der skønt. Der er natur, tryghed, stilhed og billigt. Hvorfor vil så få bo der?” Så ville man måske opdage, hvad der er galt.
Her er virkeligheden: Der er ikke billigt, fordi boligskattesystemet straffer dem, der bor på landet og belønner dem, som bor i byerne. Det er ikke billigt, fordi registrerings-, vægt- og benzinafgifter straffer dem, som vælger at bo langt fra jobbet. Der er ingen tryghed, fordi borgere tvinges til at betale for offentlige ydelser, uanset hvor ringe disse måtte være. Dermed kommer det ikke på tale, at en familie kan være afhængig af én forsørger, for hver familie skal have to jobs frem for, at eksempelvis far flytter efter jobbet, så mor kan tage en pause fra karrieren for i stedet at hengive sig sine børn, hvilket i sig selv fører til mere civilsamfund og stærkere socialkapital. Udviklingen med ringere offentlige service går kun én vej, fordi den kommunale udligning belønner kommuner, der konkurrerer om at have de største strukturelle underskud frem for at tænke nyt og innovativt mht. velfærd: ved eksempelvis at udbetale beløbene direkte til kernefamilierne, så de kan skabe egen velfærd, for sig selv og deres nabolag.
Hvis politikerne vitterligt gerne vil hjælpe Udkantsdanmark på en bæredygtig måde, må de først acceptere, at vi bevæger os mod en ny ligevægt, hvor de mest velstående samfund i større grad vil være koncentreret i byerne. Dermed ikke sagt, at ingen vil bo på landet. Men politikerne kunne starte med at lade være med at skabe de uhensigtsmæssige og modsatrettede incitamenter, der gør mere skade end gavn. Det gør de ved at lade kommunerne konkurrere frit mod hinanden, ved at lempe transportafgifterne, ved at simplificere den finansielle regulering så udkantsområderne nemmere kan låne til ny udvikling. I det hele taget ved at gøre noget så udansk som at gå mere op i at hindre dårlig lovgivning end at lovgive i mangel på bedre.
