Værd at læse

00

Fattige børn med lav intelligens koster kassen

Fattige børn med lav intelligens er dyre for samfundet. De tegner sig for 80 pct. af alle udgifteri forbindelse med kriminalitet og 78 pct. af alle udgifter til medicin. En simpel test, når børn er tre år, kan finde dem – og hjælpe dem og skatteyderne, fastslår en ny undersøgelse.

Steven Avery blev en af sidste års mediehelte. Eller uheldige mediehelte.

Han var hovedpersonen i Netflix-serien "Making a Murderer", som afslørede, hvordan han blev uretmæssigt dømt for ét mord – og måske to.

Serien gik hårdt efter politi og anklagemyndighed for med vold og magt at ville gøre en morder ud af Steven Avery, men i baggrunden – og måske ubevidst – flimrede også en anden historie om samme emne. For seerne fik et socialbrutalt indblik i, hvordan Steven Avery voksede op i et på alle måder fattigt miljø og endte som et på alle måder udfordret menneske.

Eller som kynikerne ville sige – en taber.

Hans forældre, Allan og Dolores, blev gift som 16-årige og opbyggede en skrothandel nord for Green Bay i Wisconsin. De fik fire børn – tre sønner og en datter.

Børnene voksede op med forældre, som talte et afstumpet engelsk, forsømte hygiejnen, levede af friterede kulhydrater og så den slags tv, som ramte den absolut laveste fællesnævner.

Måske er det derfor ikke så overraskende, at Steven Avery blev sendt i en skole for børn, ”der var lidt langsomme i optrækket”, som Dolores siger til Milwaukee Magazine.

Steven gjorde aldrig skolen færdig, og senere blev hans intelligenskvotient (IQ) oplyst til mellem 70 og 80. Og måske er det heller ikke så overraskende, at alle fire børn tumlede ud i tilværelsen med problemer med helbred, ernæring og sociale konventioner, og at de fylder godt op i de lokale kriminalregistre.

Siden 1988 er de fire børn respektive blevet tiltalt for voldtægt, vold, drabsforsøg, pædofili, spritkørsel, narkobesiddelse, indbrud, hærværk, dyremishandling og røveri – plus, naturligvis de to drabsdomme over Steven Avery.

Hjernesundhed

Så nej, det er ikke overraskende og slet ikke efter, at amerikanske forskere har offentliggjort en banebrydende undersøgelse i tidsskriftet Nature Human Behaviour. Berlingske har læst undersøgelsen, og den bekræfter, hvad vi også ser ved familien Averys skrothandel i Wisconsin:

At sådan en social og intellektuelt belastet opvækst fører vild senere i livet.

I årevis har det været tabu overhovedet at tale om den slags, fordi det stigmatiserer samfundets svageste, og fordi det historisk var et af argumenterne bag arve- og racehygiejne.

Men som de amerikanske forskere skriver – det er nødvendigt at se på spørgsmålet, for "rundt omkring i verden bliver befolkningerne ældre og fertiliteten falder", og hele "samfundets økonomiske og sociale trivsel" hænger derfor på færre yngre mennesker. Derfor er det i alles interesse, at børn og unge trives, og at de f.eks. ikke går vild i kriminalitet, sygdom, misbrug og bistandshjælp.

Forskerne fra det anerkendte amerikanske universitet Duke har fulgt en repræsentativ gruppe af newzealandske børn født i 1972 og 1973; i alt var der tale om 1.037 børn, som alle som tre-årige fik foretaget, hvad forskerne kalder en "hjernesundhedsundersøgelse", bl.a. af deres reflekser, deres genkendelsesevne, øjnebevægelser og motoriske evner, og forsøgspersonerne blev derefter fulgt og målt over 38 år.

Det er ikke en nyhed, at de fattigste og dårligst begavede børn klarede sig dårligst senere i livet; det modsatte ville være en nyhed. Men det nyskabende ved den amerikanske undersøgelse er, at den fastlægger hvor meget, de fattigste og dårligst begavede børn koster samfundet – og det er ikke småpenge.

Få koster meget

Men hvad vil det sige, at et barn har haft fra en bekostelig opvækst?

Forskerne udvalgte fire kriterier, som videnskaben er enig om fører til problemer senere i livet, nemlig en lav IQ, fattigdom, mishandling og manglende selvbeherskelse.

22 pct. af forsøgspersonerne i undersøgelsen tilhørte flere af grupperne, og de pågældende 22 pct. endte meget ofte ved de offentlige kasser, som koster kassen. De begik kriminalitet, de endte på bistandshjælp og var flittige gæster på sygehuset, og forskerne ekstrapolerede så tallene og målte hvor stor en andel, de pågældende tegner sig for på en række offentlige byrdeområder.

Byrdeområder er områder, som direkte eller indirekte fører til udgifter for skatteyderme – og tallene er en øjenåbner. De 22 pct. af børnene tegner sig senere for 81 pct. af alle offentlige udgifter i forbindelse med kriminalitet, 78 pct. af alle udgifter til medicin og 66 pct. af alle udgifter til bistandshjælp.

Test som tre-årig

Til sammenligning undersøgte forskerne de 30 pct. af børnene, som ikke kom fra en baggrund med fattigdom og mishandling, og som ikke havde lav IQ og dårlig selvbeherskelse. Deres fodaftryk på de offentlige kasser var minimal. De tegnede sig for nul pct. af udgifterne i forbindelse med kriminalitet, tre pct. af medicinudgifterne og seks pct. af bistandshjælpen. Eller med andre ord:

Belastede børn er meget, meget dyre børn, og her er der virkelig penge at spare for den store kasse.

Men hvordan?

Det er den anden nyskabelse i den amerikanske undersøgelse – for ud over at kvantificere hvor dyre, de belastede børn er for samfundet, så peger forskerne også på, hvordan samfundet relativt nemt kan finde dem. For den hjernesundhedsundersøgelse, som newzealandske børn fik som treårige, viste med 80 procents sikkerhed hvem, der senere ville ende i den tunge og dyre ende.

Derfor anbefaler forskerne også, at alle børn som tre-årige får en simpel undersøgelse af deres »hjernesundhed«. Og at undersøgelsen bliver brugt til at finde de børn, som har brug for en intervention – jo tidligere desto bedre. En intervention kan være alt fra yderligere familiehjælp til tvangsfjernelse, og målet er klart. At undgå så mange Steven Averyer og spare så mange penge som muligt.

Læs artikel

0 Kommentarer

Log ind for at kommentere