Som bekendt er der meget, der skiller vandene hos det nye politiske flertal. Men på ét område er partierne enige: Kontanthjælpsloftet, starthjælpen og 450-timers reglen er ifølge S, SF, EL og R såkaldte fattigdomsydelser, som skal afskaffes.
Det er en skam, for disse reducerede ydelser er meget velbegrundede. Kontanthjælpsloftet blev for eksempel indført, fordi et par på kontanthjælp inden loftet ville miste penge, hvis den ene kom i arbejde, medmindre lønnen var over 26.000 kroner om måneden.
En sådan situation er uholdbar.
Derfor valgte VK-regeringen at lave et loft over det samlede beløb, som den enkelte kan modtage i form af for eksempel kontanthjælp og boligstøtte. Loftet træder i kraft, når man har været på kontanthjælp i seks måneder. I praksis vil loftet normalt medføre en reduktion i boligstøtten, så den samlede ydelse fra det offentlige ikke kan overstige et nærmere fastlagt beløb. Kære læser, er du nogensinde blevet gjort bekendt med disse beløbsgrænser? Nej? O. k. Så vil nedenstående sikkert interessere dig.
Kontanthjælpsloftet indebærer, at en enlig forsørger ikke kan modtage mere end ca. 16.600 kroner i støtte. Det er faktisk lidt mere, end man kan tjene i mange ufaglærte lavtlønsjob. Det forekommer ikke urimeligt at lægge et loft ind på det niveau.
Ifølge Finansministeriets familietypeberegninger har et par på kontanthjælp med to børn de første seks måneder et rådighedsbeløb efter skat, husleje ( anslået til 6.500 kr.), varme, vand og el ( 1.000 kr.) samt udgifter til dagtilbud til børnene ( 1.644 kr.) på godt 14.300 kroner. Efter de første seks måneder reduceres den samlede kontanthjælp lidt, og boligstøtten bortfalder som følge af kontanthjælpsloftet.
Men rådighedsbeløbet er fortsat godt 12.000 kroner per måned.
Det er svært at forstå, at nogen kan kalde en ydelse en fattigdomsydelse, når den medfører et rådighedsbeløb på 12.000 kroner. Mange personer med lavtlønnet fuldtidsarbejde har ikke et højere rådighedsbeløb - og de har endda ofte ekstra udgifter forbundet med deres arbejde, for eksempel udgifter til transport og tøj. Og så er det jo ikke alle, der er så begejstrede for deres job, at de ikke hellere ville holde fri for skatteydernes penge.
DEN SOCIALPOLITISKE debat i Danmark overser for det meste de incitamentsproblemer, som høje overførselsindkomster medfører. Disse incitamentsproblemer er veldokumenterede. Det fremgår af Gunnar Viby Mogensens ' Det danske velfærdssamfunds historie', at 63 procent af de mest arbejdsduelige kontanthjælpsmodtagere i matchgruppe 1-3 ifølge eget udsagn ikke stod til rådighed for arbejdsmarkedet i 2000. I 2008 var denne andel faldet til 46 procent.
Men at næsten halvdelen ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet viser, at der fortsat er incitamentsproblemer som følge af, at den danske kontanthjælp er høj sammenlignet med lavtlønsarbejde og i øvrigt også sammenlignet med ydelserne i andre lande, herunder Sverige.
STARTHJÆLPEN er en ydelse, der gives til borgere, som ikke har opholdt sig i Danmark i syv år inden for de seneste otte år, og som derfor ikke har ret til at modtage kontanthjælp. Lad os se på, hvilket rådighedsbeløb et par på starthjælp med to børn har ifølge Finansministeriet. En sådan familie vil modtage 13.400 kroner i starthjælp. Dertil kommer boligstøtte og børnefamilieydelse på i alt godt 6.000 kroner om måneden. Samlet set har familien et rådighedsbeløb efter skat, husleje, vand, varme og ( stærkt reduceret) forældrebetaling til dagtilbud på godt 9.600 kroner.
Personligt synes jeg, at det er en ganske pæn og generøs betaling. Og for mange personer, der ankommer til Danmark fra langt fattigere lande, er der tale om en formue. Vi skal endvidere huske, at indvandrere til Danmark ofte er ufaglærte eller har kompetencer med hjemmefra, som ikke kan bruges eller ikke anerkendes i Danmark. Desuden kan de færreste indvandrere som udgangspunkt det danske sprog. De har ikke et netværk i Danmark og kender ikke vores arbejdsmarked, traditioner og måder at gøre tingene på.
Derfor må vi forvente, at en stor del af indvandrerne til Danmark de første år i bedste fald vil blive tilbudt de allerlavest lønnede ufaglærte job. Hvis der overhovedet skal være en tilskyndelse til at arbejde, skal de ydelser, vi tilbyder ved lediggang, være tilsvarende lavere.
Rockwool Fondens Forskningsenhed har sammenlignet to grupper flygtninge, hvor den ene gruppe modtager almindelig kontanthjælp, mens den anden får startydelse. Undersøgelsen viser, at 40 procent flere af starthjælpsmodtagerne kommer i arbejde.
(Denne artikel blev bragt som min faste kommentar Modpol i Politiken lørdag den 24. september 2011)
