Forbrug skaber ingen vækst og velstand

Politikere, kommentatorer og sågar såkaldte økonomiske eksperter fremturer ofte med den økonomiske fejlslutning, der postulerer, at økonomisk vækst...

Nicklas Augustine,

15/04/2012

Politikere, kommentatorer og sågar såkaldte økonomiske eksperter fremturer ofte med den økonomiske fejlslutning, der postulerer, at økonomisk vækst og velstand kan tilvejebringes ved at øge og stimulere offentligt eller privat forbrug. Idéen er, at den nuværende økonomiske krise kan vendes til bedre tider, hvis blot danskerne øger deres private forbrug. Denne Keynesianske fejlslutning blev bl.a. også nyligt fremført i forbindelse med udbetalingsmuligheden af efterlønsmidlerne. Såfremt forbrug driver den økonomiske velstandsskabelse, håber de, der abonnerer på denne logik, naturligvis, at rub og stub forbruges, da dette følgelig virker som en art kickstart, der igennem øget forbrug giver en positiv økonomisk effekt.

Denne forståelse af vækst- og velstandsskabelse er ikke desto mindre fejlagtig. Hvad de klassiske økonomer og herunder i særdeleshed den franske økonom Jean-Baptiste Say viste, var netop den fundamentale økonomiske indsigt, at for at købe skal man først kunne sælge. At produktion går forud for og er årsagen til forbrug. Det kan umiddelbart virke kontraintuitivt eller fremstå som værende en hønen-eller-ægget diskussion, men er det faktisk ikke. Hvad de klassiske økonomer lærte os, er en værdifuld økonomisk indsigt, der hjælper os med at forstå, hvordan et samfund bliver rigere, og ikke mindst hvordan det ikke bliver rigere. For at indse hvorfor Jean-Baptiste Say nødvendigvis havde ret, kan vi anskueliggøre problemstillingen ved brug af følgende illustrative eksempel:

Robinson Crusoe er strandet på en øde ø og overlever alene ved at spise fisk, som fanges med bare næver. Dette er ikke en nem opgave, idet fiskene er glatte og bevæger sig hurtigt. I løbet af en arbejdsdag på tolv timer er han i stand til at fange to fisk, som netop gør ham i stand til at overleve på øen. Følgelig muliggør produktionen af to fisk et tilsvarende forbrug, og dette trummerum fortsætter dag ud og dag ind, indtil han en dag får en smart idé. Ved at producere et net kan produktiviteten øges, idet flere fisk på nemmere vis og kortere tid vil kunne indfanges. Desværre tager det tid at udvikle et sådant net, da de rette materialer skal findes, ingen værktøjer er ham til rådighed, og projektet gennemføres ikke uden betydelige risici. Såfremt det tager tre dage at skabe fiskenettet, kræver en sådan beslutning, at seks fisk opspares, således at han kan koncentrere sin arbejdsindsats om produktionen af fiskenettet i de pågældende dage. Til gengæld er Robinson Crusoe markant bedre stillet, såfremt nettet laves, idet fiskeproduktionen nu er, lad os sige, firdoblet og dette endog ved en lavere arbejdstid.

Dette eksempel afslører nogle fundamentale og universelle økonomiske indsigter, der vil gælde i et hvilket som helst samfund til enhver gældende tid. En af disse indsigter er den føromtalte lovmæssighed om at produktion går forud for forbrug, imens eksemplet ligeledes afslører, at opsparing spiller en afgørende rolle for økonomisk udvikling og vækst. Det gamle mundheld om at en skilling der spares, er en skilling, der tjenes, holder således stik.  Det er ikke forbrug men opsparing, der muliggør kapitalinvesteringer, og derved gør et samfund mere velstillet.

I første omgang bør vi derfor eksempelvis håbe på, at de udbetalte efterlønsmidler opspares, imens vejen til et rigere og vækstende samfund vil kræve et egentligt opgør med dagens falske lære. At stimulere forbrug er en gal mands værk, imens et samfund med ønske om at blive mere velstående bør belønne opsparing og stimulere produktion.

Kilde: