Giv os vort frie Danmark tilbage

Vi kvæles af tyranniet fra politikere, embedsmænd og interessegrupper.

Jo friere en samfundsindretning er, des bedre er mulighederne og den generelle levestandard for den almindelige og simple borger. Socialisme hviler fundamentalt på to illusioner - den ene, at et system baseret på overvældende tvang for at inddrive midlerne, skulle være samfundsgavnligt og den anden, at bureaukrater og politikere kan bruge andre folks penge bedre end de selv kan. Faktum er med overvældende tydelighed, at det er frie markeder, privat ejendomsret og konkurrence, der giver vores samfund den væsentlige velstand.

Privat erhvervsliv bliver ofte beskrevet som et profitsystem. Det er kun den halve sandhed. Privat erhvervsliv er et profit- og tabssystem. Faktisk er tabs funktionen i systemet vigtigere end profitten. Dette er den største forskel i forhold til offentlig drift.

En privat virksomhed vil i en årerække kunne ignorere mindre profitable engagementer ud af de samlede aktiviteter, hvorimod tabsgivende forretninger vil få hurtige konsekvenser - man effektiviserer eller lukker helt ned for den dårlige del. Det kan naturligvis også være et ledelsesproblem eller en påvirkning udefra.

Markedet vil som regel betragte tab som et ledelsesproblem og tvinge ændringer igennem, hvilket kan være hårdt for både virksomhed og ansatte, men det er en samfundsgavnlig egenskab, fordi det netop får kanaliseret resurser væk fra en ringe rentabilitet og hen hvor indsatsen er mest effektivt.

Hvis et offentligt program ikke virker, vil man stort set altid tilføre flere midler for at kamuflere elendigheden i kun at gavne særinteresser og iøvrigt undgå den pinagtige situation at måtte sige tingene som de er. Man er også mere ivrig til at beskytte kolleger i bureaukratiet end at tænke på skatteborgerne som bare er en difus anonym gruppe.

Politikerne og bureaukraterne generelt tror ikke på markedets evne til at tilpasse produktionsapparatet og økonomien. De vil ikke forstå det, fordi det harmoner så dårligt med selviske ambitioner om indflydelse og prestige. Hvis markedskræfterne kan klare problemerne er der ingen grund til andet end meget beskeden lovgivning - for at sikre borgerne imod tvang og vold fra hinanden og generelle forhold omkring forurening og udbytning af resurser. Derimod, hvis man får vælgerne til at tro på, at jorden er flad og at tyngdekraften ikke virker i Danmark, så har man fri adgang til at vedtage et hav af overflødige love om alt imellem himmel og jord, hvor man altid har en særinteresse på lager.

Det er med skuffelse og undren jeg længe har betragtet denne håbløse udvikling i Danmark. Politikerne har over en bred kam i årevis ført en kortsigtet og umådelig indskrænket politik, hvor de snævre interessegrupper er blevet tilgodeset på kort sigt og nationen som helhed svigtet på langt sigt. Politikere, embedsmænd og interessegrupper holder samfundet i et kvælende jerngreb.

Når politikere fx. stolt melder ud, at nu skal de arbejdsløse hjælpes og væksten stimuleres ved iværksættelse af store anlægsprojekter, har de intet forstået af de negative effekter, den slags altid fører med sig. Enhver kan se det åbenlyse og kortsigtede, men hvad er det vi ikke ser og hvordan ser det ud på langt sigt ? som den franske økonom Frèdèric Bastiat kunne have spurgt.

Anlægsprojekterne gavner hovedsagligt faglærte. Den store gruppe af ufaglærte, som er dårligst stillet, får ikke glæde af projektet.

Da den slags er finansieret over skatterne, kvæles andre jobs i forbindelse med finansieringen - dvs. offentlige jobs erstatter private job, hvilket næppe er vejen til velstand. Ikke alene tages midlerne fra private hænder, men den øgede skattebyrde er noget der modvirker privat foretagsomhed og dermed reducerer lysten til at arbejde, spare op og investere.

Ikke alene går jobsene til de forkerte mennesker, men ofte også til de forkerte steder - det er som regel dem med stærkest politisk indflydelse, der får projekterne og ikke dem med størst arbejdsløshed.

Vejarbejderne og bro- og borebisserne er glade og de ved, at deres jobs er en del af et stort projekt, som staten betaler. Dem, der mister deres jobs fordi private køber mindre, er næppe klar over at anlægsprojektet tog brødet fra dem, fordi statens penge kommer fra andre borgere, der nu er frataget midlerne.

Projekterne bør derfor ikke være større end trafikken eller behovet retfærdiggør eller gennemføres før de er strengt nødvendige.

De usynlige skatter i samfundet er væsentlige. En virksomhed kan ikke betale skat - virksomheden er inventar og mursten, enkelt set. Virksomhed involverer tre grupper af mennesker, som må dele skattebyrden - medarbejderne, kunderne og ejerne/aktionærerne. Det er alene disse grupper, der kan finansiere virksomhedsbeskatningen, så det er kun for at bedrage vælgerne, at det kaldes selskabsskat. Enten bliver varerne direkte dyrere, medarbejderne dårligere aflønnet/priviligeret eller ejerne får et ringere afkast.

Hvis aktionærerne får et dårligere afkast i Danmark end i udlandet, vil denne tålmodige og risikovillige kapital havne under andre himmelstrøg hvormed aktiekursen falder.

Hvis medarbejderne ikke har attraktive arbejdsforhold søger de bedste medarbejdere væk.

Hvis kunderne skal betale mere for produkterne, falder omsætningen - hvilket fører afskedigelser med sig.

Når befolkning og politikere forlanger selskabsskat fra firmaerne, er det så fordi de betragter dyrere produkter som et gode? Er den medfølgende arbejdsløshed attraktiv? Eller hvorfor er afkastet fra pensionsselskabets portefølge ikke så imponerende? Hele befolkningen berøres af selskabsskat.

Andre skjulte skatter er toldafgifter, offentlige underskud og den værste af dem alle, inflation.

Der er altid nogle stærke interesseorganisationer, der arbejder for særregler og er i stand til at lave et vældig spektakel, hvis deres tilskud eller begunstigelse bortfalder, hvorimod finansieringen er spredt ud over en meget større uorganiseret gruppe, der ofte ikke aner hvad de betaler for. Skatteforhøjelser er dog ikke populære, så for at skjule det for vælgerne lader man Nationalbanken trykke flere penge end produktionsapparatet kan retfærdiggøre. Det gøres under påskud om at stimulere væksten, men er en bevidst strategi på noget ganske andet. Inflationen letter den offentlige gælds amortisering og giver samtidig mulighed for at betale nogle regninger, som man ikke behøver at opkræve direkte skatter og afgifter til.

Inflationen presser lønningerne op og flere skatteborgere end før, havner efterhånden i en højere indkomstskattegruppe, hvor de betaler en større procentdel af deres indkomst i skat.

Typisk med et par års forsinkelse berører inflationen forbrugerpriserne og langsomt eroderes befolkningens købekraft. Folk der har sparet op og pensionister bliver ramt hårdest.

Det stimulerer sandt nok økonomien med en lille inflation i begyndelsen af en lavkonjunktur, men som tiden går er man nødt til at øge dosseringen for at beholde virkningen - ligesom en stofmisbruger har brug for et større og større fix. Resultatet skal vi snart se i USA, som indledningsvist har mistet kreditværdighed som følge af at forøgelsen af pengemængden ikke svarer til nogen forøgelse i produktionen. Det kan undre, at kreditværdigheden i USA ikke er væsentlig lavere end tilfældet er, men det skyldes nok politiske initiativer verden rundt snarere end markedets dom - som vil komme til udtryk snarere før end siden.

Inflation og arbejdsløshed følger hinanden på langt sigt og kan være modsatte på kort sigt. Erfaringen fra efterkrigstidens Tyskland, Japan og USA er, at det tager omtrent fem år med lav vækst og høj arbejdsløshed, at bekæmpe høj inflation. Det er rart med noget at glæde sig til.

Politikerne synes godt om den britiske økonom John Maynard Keynes´ teorier om, at man skal låne sig ud af gældsproblemer, forbruge sig ud af overforbrug og hvis ikke befolkningen har nogen penge til at stimulere væksten for, skal det offentlige bruge penge, som man låner på borgernes vegne, keine Hexerei nur Behändigkeit.

Da pengene kun kan bruges én gang, er resultatet, at det pludseligt bliver sværere for private at låne til investeringer. Markedet har ellers en væsentlig bedre erfaring med at vurdere om noget er et sundt projekt at sætte penge i end danske politikere, der aldrig har arbejdet i erhvervslivet og mangler en relevant uddannelse til at vurdere noget som helst.

Økonomer der tror på den slags pseudo økonomi er blevet favoriseret af politikerne over årene og bestrider i dag de offentlige embeder, sidder på universiteterne og store dele af finansverdenen er ligeledes af den skole - fordi de lukrerer på den førte politik.

Før man indser, at makro økonomi følger samme betingelser som mikroøkonomi, får vi ikke stabiliseret finanspolitikken, så den kan flyde med de naturlige cyklusser i stedet for at modarbejde dem.

Som den opmærksomme iagttager bemærker er jeg mere tilhænger af den østriske skole end af Keynesianere.

I Danmark er vi misundelige på hinanden og har et grotesk knobskudt skattesystem som resultat.

Indførelse af flad skat i Danmark vil gavne alle. De dårligst stillede vil betale mindre, som følge af personlige fradrag. Mange i den brede middelstand vil tilsvarende slippe billigere fordi deres beskatningsprocent vil være lavere.

Tilbage er der den øverste del af middelstanden og de velhavende, der vil indbetale mere i skat, men vil være bedre stillede. Hvorfor tror jeg det?

De vil ikke behøve at skulle bruge samme betydelige midler på at kanalisere pengene rundt, pakke ind, skjule, fordreje, benytte revisorer, skatteadvokater og skattely. Ydermere vil de få friheden tilbage til at disponere fuldt over deres midler uden disse uproduktive hensyn. Det er en skændsel, at så mange af skatteborgernes midler, ædes op af overflødig administration på begge sider af skranken.

Det er klart, at hvis man forenklede skattesystemet og fradragsmulighederne, så man ud over et personligt fradrag kun havde fradrag for indkomstrelaterede udgifter, ville vi høre et ynkeligt jamrende kor fra husejere, banker, kreditforeninger, entreprenører, revisorer, advokater og politikere hvis vælgere bliver berørt.

Regulering har samtidigt opnået et niveau inden for alle områder, som målrettet modarbejder den produktive del af økonomien, det private erhvervsliv, der som bekendt for de få, er eksistensgrundlaget for den offentlige sektor.

Udfordringen med de store årganges pensionering, en alt for stor offentlig sektor, masserne på passiv forsørgelse, de svindende beholdninger af olie og gas samt en direkte omfattende stupid erhvervsfjendtlig politik, forandringsangst og generel uvidenhed om basal økonomi iblandt vælgerne og politikerne der iøvrigt også mangler privat erhvervserfaring, danner grundlaget for den onde cirkel vi er havnet i. Vi får mere af samme skuffe indtil det bryder sammen - formentlig pga. rentedøden, når nu vi får højere renter.

Måske er det hvad vi har brug for, for at kunne komme videre. Forhåbentlig er det enden på socialismen og hele den tyrkiske musik omkring støtteordninger, hjælpepakker, Keynes og formynderiet

Som Dakota indianernes valgsprog siger : ”Hvis du finder ud af, at du rider på en død hest, kan du lige så godt stige af.”

Jeg sender den amerikanske økonom Milton Friedman en venlig tanke for hans inspirerende bøger og filmklip, der er tilgængelige på internettet.

32 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere