Den gængse beskrivelse af fastkurspolitikken etablerer en sammenhæng mellem fastkurspolitik og høj beskæftigelse, lav inflation og stabilitet. Glansbilledet af fastkurspolitikken efterlader det indtryk, at der kun er positive effekter på samfundet. Hvem kan have noget imod de tre nævnte effekter?
Mekanikken i at føre fastkurspolitik er at opgive suveræniteten i pengepolitikken, og reservere Nationalbankens instrumenter (den korte rente og seddelpressen) til at holde egen valuta låst til kursen på en anden, hvorfor man er fuldstændigt afhængig af modpartens valg. Hvilke vilkår fastkurspolitikken giver afhænger af effekten af modpartens pengepolitik på eget samfund. Fastkurspolitik i sig selv er ikke garant for særligt gunstige økonomiske vilkår, man garanteres kun at vekselkursen holdes konstant.
Da Schlüter i sin tid indførte en fast kurs med D-marken var det for at genoprette troværdigheden til dansk økonomi ved at kopiere Bundesbanks politik. Således faldt inflationen og muliggjorde at vi kunne låne penge på mere lempelige vilkår, og i samme greb fik danske politikere deres ekspansive monetære lyster tøjret. Bundesbank, belært af hyperinflationen i 1920ernes Tyskland, var fornuftig og holdt den monetære ekspansion lav. Schlüter fik, med valget af Bundesbank, bugt med inflationen, sikret troværdighed og satte samtidigt sine politiske modstandere skak. Ville man ikke fastkurspolitikken, var man defacto uansvarlig. Et smukt hattrick, som stadig resonnerer i samfundet, mere end 30 år senere.
Meget er sket på de 30 år. I dag føres fastkurspolitikken ikke overfor Bundesbank - men overfor ECB, hvis pengepolitik skal passe til hele eurozonen. Presset fra Sydeuropa har for nylig fået ECB til at reagere meget aggressivt, med fornyet vilje til at tolerere højere inflation, demonstreret ved vedtagelsen af QE programmet. Dette valg er et klart brud med Bundesbanks linje angående monetær ekspansion, og en omfavnelse af Sydeuropæiske interesser.
ECBs nye linje betyder at vi, billedligt talt, fører fastkurspolitik med lande som Grækenland, Spanien, Portugal og Italien - ikke Tyskland. Dette skift synes fuldstændigt overset i debatten. De Sydeuropæiske lande har flere ting til fælles: Høj statsgæld, høj arbejdsløshed, dårlig kreditværdighed og dårlig konkurrenceevne. Det ligner Danmark anno 1980. Medicinen, i form af lempelig pengepolitik skræddersyet til disse lande, er langt fra hvad Danmark har behov for, hvorfor jeg finder forsvaret af fastkurspolitikken forældet.
Danmark skal i stedet se realiteterne i øjnene: Vi fører for nuværende en fastkurspolitik med inflationsivrige Sydeuropæiske lande. Deres problemer forsøger de at løse monetært, i stedet for via arbejdsmarkedsreformer der ville være langt mere effektive i at takle deres langvarige problemer med konkurrenceevne. For indeværende er frygten for en Græsk bankerot så stor, at man har klynget sig til håbet om, at ECB via dets QE program vil gå ind og opkøbe præcis de obligationer som grækerne har udstedt, som intet er værd, til pari. Disse obligationer på bøgerne i Frankrig, Spanien og Italien er giftigt for de forgældede lande, og kan virke som dråben der får bægeret til at flyde over, og starter en større krise end man kan overskue.
Indgrebet sparker dog bare problemerne til side for en stund, da de reformer man forsøger at undgå er tvingende nødvendige. Landene har lige siden introduktionen af euroen ophobet endnu større gæld[1], og nærmer sig faretruende den samme afgrund som Danmark i 1980erne kiggede ud over. QE programmet er en sovepude, og hvis politikerne i Sydeuropa ikke griber problemet ved dets rod, så vil QE programmet efter min overbevisning gennemgå flere faser, som vi også så i USA, for at undgå det uundgåelige. I mellemtiden bliver gældsproblemet blot større og større.
Det gamle skræmmebillede af en opgivelse af fastkurspolitikken holder heller ikke. Anker Jørgensen kvitter ikke pensionisttilværelsen og indtager statsministeriet, ligesom ledigheden ikke tredobles natten over. I stedet vil det give Nationalbanken friere hænder til at agere i pengepolitikken. Hvis Lars Rohde sætter magt bag sine advarsler fører han en stram politik, et tiltrængt opgør med den nuværende eksperimentelle pengepolitik.
Danmark har, ligesom Sydeuropa, også behov for at reformere arbejdsmarkedet, da de høje indkomstoverførsler og høje skatter gør det uattraktivt at tage et arbejde. Fastkurspolitikken understøtter for tiden blot denne uansvarlige samfundsstruktur, og skaber i mellemtiden det falske indtryk af at vi går en holdbar økonomisk fremgang i møde. Realiteterne er at vi er på vej ind i endnu en højkonjunktur baseret på monetær ekspansion, der skaber grundlaget for en recession, når bankerne bliver nervøse for sikkerheden bag den forudgående långivning, og neddrosler yderligere udlån. Da tørrer kreditten ud, renterne stiger, investeringerne afsløres som dårlige, og lavkonjunkturen sætter ind.
[1] http://www.iea.org.uk/sites/default/files/EA%20Spring%202015_EUROZONE.pdf - tabel 2 side 2, EU gæld
