Har dansk økonomi behov for den bitre tyske medicin?

To af de stærkest voksende økonomier i Europa er Sverige og Tyskland

Otto Kjærgaard,

02/02/2011

To af de stærkest voksende økonomier i Europa er Sverige og Tyskland. Begge lande har de senere forbedret deres konkurrence kraftigt. Den proces de har været igennem, har gjort ondt begge steder.

Begge lande har haft en meget lav lønvækst, som er realiseret støttet af en høj arbejdsløshed. I Sverige har man ydermere over en årrække foretaget en kraftig devaluering af den svenske krone.

De fleste i Danmark er enige om, at vi har behov for en forbedring af konkurrenceevnen, hvis vi skal have en bæredygtig vækst. Er det nødvendigt, at gå igennem samme lange nedtur som Sverige og Tyskland har været igennem for at få væksten i gang eller findes der en hurtigere og mere smertefri metode? Er det nødvendig med en arbejdsløshed på næsten 10% eller ca. 200.000 flere personer end i dag for at få lønniveauet tilpasset udlandet.  Det er umuligt at forestille sig yderligere 200.000 arbejdsløse uden et total kollaps af de offentlige finanser og velfærdsstaten i den nuværende form.

Næsten alle scenarier for dansk økonomi opererer med mangel på arbejdskraft, men for at nå det må forudsætningen nødvendigvis være, at konkurrenceevnen ikke ødelægges yderligere. Har man set åbne økonomier styrke konkurrencevnen under lange perioder med lav arbejdsløshed? For mig at se står dansk økonomi i en catch22 situation, hvor problemerne om efterlønnen kun er en lille del af løsningen. Den vigtigste effekt af en efterlønsreform er måske et mindre lønpres, de ekstra hænder kommer kun i ringe omfang i arbejde, men bidrager ved deres blotte tilstedeværelse til en forbedring af konkurrenceevnen. Ikke en rar tanke, men alternativet vil værre.

En høj arbejdsløshed vil være særlig alvorlig i en økonomi, hvor den samlede arbejdsstyrke falder.

Jeg har svært ved at se andre veje til at forbedre konkurrenceevnen hurtigt end en frigørelse fra euroen efterfulgt af en devaluering kombineret med en hård styring af de offentlige udgifter og reduktion af skattetrykket. Da de danske valutareserver er relativt gode og da vi allerede har betalingsbalance overskud bør det kunne gennemføres uden en ødelæggende eksplosion af det danske renteniveau.

Devaluering er et farlig redskab at lege med, men kan vi vente på, at lønniveauet tilpasser sig på naturlig vis. I en tid uden inflation, sker der ikke en naturlig udhuling af lønniveauet; løntilpasningen sker derfor yderst langsomt.

Kilde: