I den foregangne uge har der været en artikel omkring begrebet helikopterpenge. Ideen er navngivet af Milton Friedman, den berømte nobelprisvindende frimarkedsøkonom fra Chicago. Ideen går i sin enkelthed ud på at udvide pengemængden og indsætte pengene på privates konti. Formålet er at hæve forbrugerprisindekset, da man igen begynder at tale om deflationsspøgelset der potentielt kan reducere den økonomiske vækst.
Først er det på sin plads at pointere at vores nuværende pengesystem er baseret på gæld, dvs. nye penge skabes når samfundet eller staten optager gæld. Det foregår på den måde at enten Nationalbanken eller de private banker udsteder nye lån til staten eller private, eller når Nationalbankens opkøber udenlandske gældsbeviser for at svække kronens valutakurs overfor Euro'en.
Inflationen er lav i Eurozonen, tal fra Danmarks Statistik fra Marts 2016 viser at Eurozonens inflation er på 0,3pct. I medierne læser du nok ofte en sammenkobling mellem inflation, vækst og beskæftigelse, en teori der bygger på arbejdet som John Maynard Keynes grundlagde i sin bog fra 1936. Ifølge den Keynesianske teori er det en forudsætning for fuld beskæftigelse i en markedsøkonomi at der er en vis stigning i forbrugerpriserne.
Udfra denne teori argumenterer man derfor at den økonomiske vækst i Europa er lav fordi inflationen er for lav. Pengepolitikken skal derfor lempes, for at stimulere markedsøkonomien, og øge inflationen. Tanken er at ved at øge efterspørgslen kan man øge væksten i økonomien.
De seneste år har centralbankerne også været ganske lempelige med store opkøbsprogrammer, negative renter og flere statements, særligt fra ECB, der antyder at centralbankerne vil gøre hvad der skal til for at stimulere vækst og reducere risikoen for deflation. Næste omgang stimulans kan betyde helikopterpenge, hvor stimulus injiceres direkte på privatpersoners bankkonti, for at sætte gang i efterspørgslen.
Der er et par punkter som jeg mener er vigtige at kende til, for at kunne forholde sig lidt mere kritisk til stimulanserne.
For det første er disse inflationsmål politisk bestemt. 2pct inflation er en tommelfingerregel, som man har sjusset sig frem til gennem et århundrede af centralbankdrift. Man forlader sig derfor på en økonomisk fortid, uden at vide om netop 2pct inflation er "the sweet spot" for fremtiden. For at opnå 2 pct inflation er det nødvendigt at de private aktører og staten sammenlagt gældsætter sig således produktionen ikke kan følge med - sådan priserne på varerne i forbrugerprisindekset stiger ca. 2pct årligt. Hvis den politisk fastsatte inflationstakt ikke opnås, så kunne det eksempelvis betyde at yderligere gældsætning ikke er ønsket af samfundet. Forsøg fra statens side på at forcere gældsætning hos de private er derfor et politisk ønske om at manipulere markedsdeltagerne til at øge deres gældsposter, selvom det ikke for personerne i markedet er ønskværdigt.
Med helikopterpenge opnår man en forceret gældsopstagelse i markedet. Staten optager gælden på vejne af borgerne ved udstedelse af statsobligationer, gæld der skal tilbagebetales i form af højere skatteindtægter i fremtiden, stik mod markedets ønske. Der er her tale om en politisk arrogant behandling af voksne mennesker, der tydeligt har sagt nej tak til mere gæld i deres personlige økonomi.
Årsagen til at forcere denne gældsoptagelse ligger i skrækken for deflation. Deflation er farligt, siges det populært, fordi faldende priser tilskynder en udsættelse af forbrug for at vente på lavere priser. I samme sætning beskrives ingen frygt for inflation, der i samme argumentationsform ville tilskynde sælgere til at holde på deres varer, fordi prisen i fremtiden ville være højere. Men denne side af sagen fremlægges uhyrligt sjældent. Hvis 2 pct inflation er godt, hvorfor skulle 2 pct deflation så være skidt?
Inflation er et ganske populært fænomen i befolkningen, særligt fordi man som menneske hellere ønsker tilfredsstillelse af behov tidligere end senere. For at opnå tilfredsstillelsen tidligere kan man vælge at optage gæld og skubbe forbrug fra fremtid til nutid. Inflationen udhuler den nominelle værdi af gælden, og almindelige mennesker ser derfor ikke inflation som noget uønsket, snarere er det en velsignelse at kunne få tidlig tilfredsstillelse og samtidig en erosion af gældens værdi.
Desværre glemmer de fleste almindelige vælgere at det som kommer dem selv til gode i lav udstrækning, særligt kommer andre til gode i langt større udstrækning. De største skyldnere i samfundet er de store virksomheder og staten. Disse, og kreditgiverne, får den største nytte af inflationspolitikken mens opsparere og almindelige mennesker rammes af inflationens negative effekter først.
Som F.A. Hayek sagde 18. maj 1970 i en tale i New York:
"...since it is the creditors who are harmed and the debtors who benefit, most people do not particularly mind, at least until they realize that in modern society the most important and numerous class of creditors are the wage and salary earners and the small savers, and the representative groups of debtors who profit in the first instance are the enterprises and credit institutions."
Det næste kritikpunkt som jeg mener er vigtigt at kende er at efterspørgselsstimulans risikerer at skygge for produktionsproblemer i samfundet. Hvis dele af produktionsapparatet er kommet ud af synkronisme med markedets præferencer hvad angår mængde og pris, vil en efterspørgselsstimulans give kunstigt åndedræt til en industri som markedet indtil for nylig ønskede at reducere. Industrien burde derfor have lagt nye planer for at synkronisere sig med markedets ønsker, men efterspørgselsstimulansen opretholder den gamle produktionsstruktur og fortsætter derfor en uhensigtsmæssig produktion. Stimulansen får derfor ikke problemerne til at forsvinde, men maskerer dem i stedet, og gør hele samfundet mere stift. Resurser der kunne have været tilgængelige til nye projekter, holdes kunstigt dyre, og reducerer derfor fleksibiliteten i markedsøkonomien. Stimulansen kan derfor let risikere at reducere væksten ved at holde dårlige virksomheder i drift, frem for at lade markedskræfternes dynamik virke.
Een ting er at vi risikerer et samfund med en øget gældsbyrde, noget andet er vores politikeres modvilje til at liberalisere større dele af samfundet for at skabe mere dynamik. Det burde være ganske tydeligt efter 7 års massive stimulansprogrammer at den politisk fastsatte inflationstakt på 2pct ikke er let at opnå, måske er det på tide at tænke over om målsætningen stadig bør være gældende?
