HTS: Et farvel til statsgælden?

Det var rigtig interessant at se Helle Thorning-Schmidt lancere det nyeste bud på socialdemokratisk økonomisk politik: ”Pengene skal være i kassen ...

Henrik Ræder Clausen,

29/08/2011

Det var rigtig interessant at se Helle Thorning-Schmidt lancere det nyeste bud på socialdemokratisk økonomisk politik: ”Pengene skal være i kassen før vi kan bruge dem.” Ganske vist fulgte journalisterne det ikke til dørs med detaljerede spørgsmål, men rent logisk må udsagnet egentlig betyde, at man ikke bruger penge fra statskassen, før gælden er elimineret.

Nu er gælden ganske stor, og stigende. Ved årsskiftet 2010/2011 var den 437,5 milliarder kroner, på enhver tænkelig måde et enormt beløb, og den borgerlige regerings planlagte underskud på 85 milliarder gør den ikke mindre, tværtimod. Danmark har i stort omfang brugt penge, der ikke var i kassen, og den regning skal betales af danskerne over de næste 5-10-20 år.

Der er nok ingen, der vil tage Helle Thorning-Schmidt så bogstavligt, at Socialdemokraterne vil holde op med at bruge statslige penge, indtil statsgælden er elimineret. Men hvad løftet i det mindste bør betyde er, at der foreligger en konkret plan om at reducere gælden til 0 indenfor en overskuelig årrække, f.eks. 4 år indtil næste valg, hvis S vinder regeringsmagten.

Desværre er journalisternes dækning af Danmarks økonomi ret inkompetent, og ingen journalist stillede HTS det indlysende uddybende spørgsmål: ”Betyder det, at yderligere udgifter skal vente, indtil statsgælden er elimineret?” Derimod fik vi fine billeder af klingende kasseapparater, der viste sedler på bunden og dermed mulighed for at bruge noget. Hvordan det hang sammen med at vende statens gæld til indestående og formue, fik vi ikke nogen forklaring på.

Det ville også være nødvendigt at skære dybt for at eliminere statens underskud, og endda vende underskuddet til et gældseliminerende overskud. Overførselsindkomster af den ene eller den anden art vejer tungt, og man kan næppe forestille sig underskudseliminerende besparelser, der freder denne store post på statens budget. Tilsvarende vil det nok også være nødvendigt at reducere antallet af ansatte i staten og andre udgifter. Det er noget af et projekt.

[Hvisken i øret]

Ehm, jeg får lige at vide i min øresnegl, at Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokraterne og SF ikke mener det, de konkret sagde, nemlig at staten kun skal bruge penge, der allerede er i kassen. Udtrykket var blot en metafor, der skulle give større gennemslagskraft i pressen. Hvad de i virkeligheden mener er, at der ikke skal skabes mere underskud end den borgerlige regering gør, at danskernes skattebyrde derfor skal øges. Samt at underskuddet alligevel skal øges, hvis det har til formål at 'kickstarte økonomien'.

Et fokus på 'moralske' skatter på cigaretter, millionærer og andre minoritetsfornøjelser skal sørge for, at det højere skattetryk accepteres af de fleste danskere. Pengene til den såkaldte 'kickstart' (der normalt kun anvendes på knallerter) finansieres enten via yderligere gæld eller et økonomisk mirakel. I tilfælde af sidstnævnte skal Helle og Villy bæres i guldstol fra Christiansborg til Nationalbanken.

Kilde: