Hvad gik der Galt? - Middelklassedrømmen der brast

Forstad, Danmark, 1971 Klokken er lidt over syv om morgenen – og jeg sidder med min morgenkaffe i køkkenet

Niklas Nikolajsen,

03/11/2010

Forstad, Danmark, 1971

Klokken er lidt over syv om morgenen – og jeg sidder med min morgenkaffe i køkkenet. Jeg nyder den sammen med dagens avis og en ostemad, mens Anna, smilende, ovre ved køkkenbordet lægger sidste hånd på min madpakke. Når den er færdig – vil jeg kysse hende og ønske hende en god dag; sætte mig ind i vores næsten nye Volvo, og tage ind til værftet. En fantastisk glæde det nu er at eje egen bil – og kunne tage hvorhen man ønsker, når man ønsker det.

Denne weekend skal vi afsted på tur og besøge Annas forældre – indtil søndag aften. Ungerne glæder sig meget begge to, da de intet bedre ved end at køre lange ture. Jeg smiler for mig selv – for jeg har endnu ikke afsløret for dem, at turen vil gå forbi det ny ”Legoland”, og jeg ved meget vel, at det vil gøre mig til familiens helt i skysovs, måneden ud.

Min datter havde nævnt, hvorledes hendes bedste veninde med stolthed havde oplyst, at hun med hendes forældre, vores naboer, senere på sommeren skulle til Spanien på ferie. Min tilbageholdenhed i familieøkonomien blev der ofte prikket til herhjemme og den skuffede tit især børnene. Men hjemme hos os er jeg trods alt den eneste der arbejdede, og med et nyt parcelhus at forrente, mente jeg ikke en udenlandsferie var en fornuftigt økonomisk disposition for os i år.

Hos flere af vore venner og naboer arbejder både mand og kone – og de sidder da noget bedre i det end os, ja meget bedre, men det giver jo sig selv. Men mens børnene var små mente vi nu nok, at det var bedst, om en af os forældre kunne blive hjemme.

Familieøkonomien kan trods alt stadig fungere, selvom vi som modsat flere af vores naboer, endnu ikke har fået farvefjernsyn. Her sidder vi trods alt med eget hus og bil – og jeg kan stadig lægge 15% af min månedsgage til side på sparebogen – til fremtiden.

På køkkenbordet har min søn efterladt en såkaldt ”Jumbobog”, en nyere del af den tegneserierevolution, som middelklassens velstand, vores velstand, har gjort mulig. Jeg bladrer flygtigt igennem siderne, og øjnene fæstes på historien ”Andeby år 2001”. Rullende fortove og flyvende tallerkner dominerer et skinnende rent bybillede, og jeg smiler for mig selv, mens jeg kigger, halvt drømmende, ud af køkkenvinduet.

Nok er tegningerne naive, og nok har jeg andre ting at tænke på end børnehistorier – men plausibelt, det virker det billede faktisk. For en generation siden måtte min far leve af krummer i en verden af smuds – og gennem umenneskelige strabadser kæmpe for at brødføde sin familie. Få år senere brød verden i brand, som millioner af mennesker faldt i den blodigste krig i menneskehedens historie. Men nu var vi blevet vi klogere end at lægge vore skæbner i hænderne på magtgale politikere. Nu var det folkets tidsalder.

Her sidder jeg, en arbejdsmand, 25 år efter verdenskrigen – i en for min fars tid uhørt luksus. Der syntes ingen ende på verdens fremskridt i disse år – og der er næppe nogen tvivl om, at sult og krig snart hører fortiden til. For mindre end to år siden gik det første menneske på månen, og i aviserne kan man læse om den her i landet kommende socialreform – hvor alle borgere vil være sikret bistand, skulle de stå uden arbejde eller blive langtidssyge. Ja – sidste år blev folkepensionen universel, og det ville i virkeligheden ikke undre mig, om man i år 2001 skulle tage sin flyvende tallerken på arbejde – hvis det da overhovedet ville være nødvendigt at arbejde til den tid.

Nuvel – der var stadig problemer i verden – og kommunismen i Øst var da skræmmende. Men det var vel ved at være tydeligt, at man her i Vesten havde trukket det længste strå, og mon ikke også de på ville se fornuften med tiden. Jeg misundte virkelig mine børn, at skulle vokse op i den spændende ny verden, der ville omfavne det ny årtusinde. Hvilken uhørt renæssance stod menneskeheden ikke overfor.

Hvilken rigdom ville mine børn ikke opleve i år 2001? Jeg tog en blyant og skrev et lille regnestykke i marginen på min avis. Nogen troldmand med tal var jeg ikke, men rentesregning baseret på vækst i procent, ja det kunne man vel, selv om man blot havde en realeksamen.

Realeksamen – jo den havde godt nok hjulpet mig meget, og den havde jeg min far at takke for. Hvilke muligheder ville mine børn og deres generation mon ikke have – med den universelle statsgaranterede uddannelse, og fri gymnasium. Tænk – mine børn skulle have en studentereksamen som de første i familien – og det ville sandsynligvis blive normen i deres generation. Alene dét, den massive uddannelse af nuværende og kommende generationer, ville med sikkerhed garantere en fremtid med uhørt vækst her i Danmark.

Jeg når en konklusion på mit lille regnestykke. Ved en vækst på 5%, et forsigtigt tal syntes jeg, ville mine børn i år 2001 være over 4 gange rigere, end os i dagens Danmark. Mine børn ville altså bo i futuristiske luksusvillaer, have op til flere flyvende tallerkner i indkørslen – og blot behøve at sende et enkelt familiemedlem på arbejde i ca. 3 af ugens 7 dage.

Ja – tænk sig hvis fremtiden ville bringe nye teknologiske revolutioner, hvilket vel set i lyset af hvad jeg havde oplevet, måtte siges at være ganske sandsynligt – så ville dette tal være endnu højere. Og når man tænker på uddannelsesniveauet for fremtidens unge, og på produktionsforbedringerne, og på det statslige sikkerhedsnet – så er det da ren logik at konkludere, at mine børn vil vokse op i noget nær et sandt Utopia.

Hemmelighedsfuldt smilende – tager jeg madpakken som Anna rækker mig, kyssede hende, og går fløjtende ud til bilen. Jeg tænder radioen, som spiller Ray Stevens' ”Everything Is Beautiful”....

Forstad, Danmark, 2009

Jeg spejder forgæves efter en parkeringsplads – og finder endelig en, et pænt stykke fra det lejlighedskompleks, hvor jeg er på vej til for at besøge min søn.

Jeg har aldrig brudt mig om kvarteret, og her om aftenen føler jeg mig ikke sikker, når jeg går alene på gaden. Mange utilpassede unge færdes i gaderne, og jeg ved at et forkert blik kan betyde ballade.

Ved opgangen bemærker jeg den hærgede bakelit dørtelefon, der hænger delvist ud af sidevæggen, og kommer i tanke om, at min søn havde nævnt at jeg skulle ringe til ham på ”mobilen” når jeg var fremme. Jeg fumler med den, ringer, og en summende lyd fra døren indikerer, at jeg er blevet hørt.

På vej op ad trappen, undres jeg over, at min søn og hans kone, har valgt at opfostre en familie sådant et sted som dette. Lejligheden er kun lidt over 70 m2, der er ingen have, og når deres andet barn vokser op, vil der ikke være et værelse til ham eller hende. Jeg tænker tilbage på vores gamle hus, der faktisk ikke lå så langt herfra, og hvor min søn og hans søster var vokset op. Det var noget bedre forhold – og det eneste der binder de to steder sammen, ser ud til at være linoleumsgulvet i opgangen – der tydeligvis også må være fra engang i 70'erne.

Jeg ved meget vel, at det skyldes min søn og hans kones anstrengte økonomi. Jeg har aldrig helt kunnet forstå, at det kan være så vanskeligt for dem, når de jo trods alt begge er i arbejde og ved godt helbred. Ja – det er også deres travle hverdag der gør mig til gæsten – og ikke omvendt. De har ingen bil, hvilket deres budget ikke efterlader råderum til, og klarer sig i stedet for med HT periodekort, der dækker turen til og fra arbejde. Derfor er det da også mig der tager den lange rejse, hver gang vi skal mødes.

Min søn tager imod mig halvvejs oppe ad trappen, og jeg træder efter ham ind i den lille lejlighed. Der er ryddet op i min ære, kan jeg se, men det er tydeligt at det har været hastigt. Men med to voksne der arbejder, barn og endda en lille ny på vej, så er der ej heller megen tid til det huslige.

Trods sin studentereksamen, og flere år på universitet, blev min søn aldrig nogen stor erhvervssucces. I dag arbejder han i en televirksomhed som kontormedarbejder, og hans kone inde i byen, i en tøjbutik. De har optælling af varelageret i dag – og hun er derfor endnu ikke kommet hjem – men hun har pizzaer med hjem, fortæller min søn.

Han tog tidligt fri i dag for at hente deres ældste datter på ”institutionen”, og gøre klar til mit besøg. Hun sidder parkeret foran fjernsynet på hendes værelse – men kommer hoppende ind da hun hører mig ankomme. Hun undersøger mine lommer, og finder den store pose familieguf jeg har medbragt til hende – og returnerer med den i favnen til sit fjernsyn, fordi der er en vigtig udsendelse om en børnesangerinde.

Min søn byder på en kop kaffe, og vi taler lidt om løst og fast. Han fortæller om hans økonomiske sorger, om stress på arbejdet og i hjemmet, og om badeværelset, der på 4 måned står ubenyttet hen, fordi han ikke har haft tid til at færdiggøre fliselægningen.

Han fortæller også om fyringsrunder på arbejdet, frygt for fremtiden, om skattegæld, om pensionsopsparingen der ikke vokser – og om problemer med den lokale skole, hvor hans datter skal starte om få måneder.

Jeg mumler at jeg måske kan hjælpe lidt – og få en håndværker til at se på badeværelset, men det afviser min stolte søn. Det mener han er hans eget ansvar, og at han, når han får ferie, kan få tid til at blive færdig med projektet.

Jeg forsøger at bryde den dårlige stemning, og drejer samtalen væk fra det daglige trummerum og vi snakker om de gode gamle dage. Hans kone kommer hjem – og vi spiser alle pizza, og ser en Amerikansk film, der med reklamer varer så længe, at det derefter er tid til at sige farvel for denne gang.

Som jeg kører hjem, lettere deprimeret, toner Ray Stevens' ”Everything Is Beautiful” frem på bilradioen. Den har jeg ikke hørt i flere år, og jeg tænker straks tilbage på den morgen i 1971, og de tanker jeg dengang havde om fremtiden. Om mit regnestykke i marginen på avisen, om at besøge min søn i hans futuristiske luksusvilla; de flyvende tallerkner, de rullende fortove og et velfærds-utopia, uden krig og fattigdom – om den højtuddannede danske befolkning, der knapt behøvede at arbejde, og som levede i uendelig harmoni med sig selv og hinanden.

Som sangen toner ud - og erstattes med en udrykningssirene et sted i nærheden, trænger det samme spørgsmål sig på igen og igen. Med så lyse udsigter for fremtiden - hvad blev der af velstanden? Hvor forsvandt summen af folkeuddannelsen, af produktionsforbedringerne, af væksten, af de teknologiske fremskridt hen? Hvor er den livskvalitet hos borgerne, som velfærdsstaten skulle sikre? Hvorfor kan en familie med to voksne i arbejde i dag, ikke leve nær så godt som min familie gjorde i 70'erne? Hvad gik der galt?

Kilde: