”Danmarks store udfordring for at genvinde væksten er at forbrugerne sparer for meget op”. Det er blevet genfortalt så mange gange, at vi efterhånden selv tror på påstanden. Vi har simpelthen ikke tænkt os at bruge vores penge, får vi typisk at vide. Vi er bange for at bruge pengene efter krisen. Vi sparer i stedet pengene op og dæmper BNP væksten.
Eksporten går strygende, bare forbrugerne dog lod være med at være så nærige og spare sådan op.
Ved nærmere eftersyn af lidt interessant data viser der sig dog et andet og langt større problem.
Det ser nærmere ud til at det er gældsætningen af forbrugerne der er faldet dramatisk. Forklaringen er flerfold. Et er krisen der gjorde forbrugerne insolvente, de indså pludseligt at gældsætningen rent faktisk skal betales tilbage med arbejde, og man ikke bare kan regne med prisstigninger på boligen i det uendelige.
Reaktionen fra Christiansborg har bl.a. været at stramme op for reguleringen af banksektoren, der nu skal have større reserver, lige efter krisen har eroderet halvdelen væk.
Forbrugerne kan derfor ikke låne penge længere. De er insolvente, og bankerne låner ikke længere ud uden sikkerhed for lånet.
I kølvandet på krisen ses også et angreb på kronen fra Nationalbankens side, ved at kigge på valutareserven.
http://www.nationalbanken.dk/da/pengepolitik/valutareserven/PublishingImages/Valutareserven.JPG
Her ses en tydelig stigning efter krisen, dvs. en undertrykkelse af kronens værdi.
Forbrugerne er dermed blevet fattigere af deres ejendom faldt i værdi, mange børnefamilier og førstegangskøbere blev ligefrem insolvente, og deres fremtidige lånemuligheder åbner først op, når de igen kan stille sikkerhed for lånet.
Dernæst er købekraften af valutaen blevet svækket. Den naturlige opblomstring af indenlandsk forbrug med en stærk krone er blevet kunstigt frarøvet forbrugerne, der i kølvandet på krisen havde en kort periode med billigere energi, takket være markedskræfternes balancerende prisstruktur. Producenterne måtte skære i prisen for at tømme lagrene og hjælpe forbrugerne gennem krisen.
Til al ”held” fik USA Centralbank FED startet et gigantisk pengetrykkeprogram op, så selv prisfaldet på olien blev kortvarig.
http://wolfstreet.com/wp-content/uploads/2014/12/US-Oil-Price-v-Fed-QE.png
Vi skal derfor nok ikke forvente at de lave renter vil give et forbrugsboom da man som forbruger hverken kan låne penge eller få ret meget for dem.
På trods af det naturstridige i at lave renter giver en større opsparing, har adskillige økonomer argumenteret for det de kalder ”for høj opsparing”, som er et forkert begreb at bruge om en situation med dårlig købekraft og for høj gæld. Økonomerne ser på den samlede økonomi, betaget af at aktivpriserne presses op med de inflationære kræfter fra centralbankens nytrykte penge, og konkluderer herefter at forbrugerne ikke bruger deres penge, de ”sparer dem op” i pensionsmidlerne der stiger rekord meget.
Her er ”opsparingen”:
Se hvor meget vi ”sparer op”…i pensionsformuen der drives af de inflationære kræfter der booster aktiemarkedet og dermed vores pensionsmidler.
Forbrugerne står i massiv gæld, og deres ”opsparing” ligger i pension som koster 60% afgift at hæve for at forbruge dem. De inflationære kræfter snyder de overfladiske økonomer der overser at forbrugerne ikke lader sig snyde af at Nationalbanken trykker penge og booster aktiemarkedet – de ser på deres solvenssituation og ønsker naturligvis ikke at hæve pensionsmidlerne til 60% afgift, vel vidende at pensionssystemet i dag er uholdbart og ikke kan stoles på. ”Folkepensionen er væk til min tid” tror flere og flere på.
Selv økonomiministeriet blander tingene sammen, med denne figur over opsparingskvoten:
Under figuren står:
Anm.: Husholdningernes opsparingskvote er beregnet som bruttoopsparing/disponibel bruttoindkomst, hvor bruttoopsparingen i nationalregnskabet indbefatter opsparing i livsforsikrings- og pensionsinstitutter.
Kilde: Reuters EcoWin, Danmarks Statistik og egne beregninger.
Der er ad flere omgange forsøgt at puste liv i det private forbrug, efterløn depotet er udbetalt skattefrit, den tvungne opsparing som Poul Nyrup indførte er udbetalt. Alt uden nytte, disse penge havde forbrugerne allerede indregnet i deres livsforbrug, og en udbetaling ændrede ikke på balancen men flyttede bare pengene rundt.
Hvis privatforbruget skal stige, skal gæld/indkomst forholdet ændre sig, det kan gøres ved skattelettelser, afgiftslettelser, ophævelse af fastkurspolitikken og lignende tiltag der netto er positive for købekraften. Det nytter ikke at sænke renterne, da den ene forbrugergruppe (pensionisterne) har opsparing mens den anden gruppe (børnefamilierne) har gæld. Rentemanipulation tilgodeser den ene på bekostning af den anden, og lave renter skaber i mellemtiden problemer med forhøjet risikotagning i alle sektorer.
Det skulle herefter være indlysende at se, at den danske forbruger er lagt i lænker, først og fremmest af for høj gæld, men efterfølgende også af stimulusprogrammer der tilfører fiktiv værdi på en langsigtet pensionsopsparing mens købekraften i nuet reduceres gennem inflation og følgende svag valuta.
For at reducere gælden er det nødvendigt at renten stiger til dens naturlige stade, for at stimulere gældsnedbringelse. Uden gældsnedbringelse vil der ikke være nogen bedring at spore, da de langsigtede perspektiver bliver usikre når husholdningerne bærer rundt på en tikkende bombe.
