Hvorfor er danskerne vilde med eksport?

Den seneste tid har jeg skrevet nogle artikler om økonomien i vores fastkurspolitik, og om mine argumenter for hvorfor vi bør forlade fastkurspolit...

Uffe Merrild,

09/02/2015

Den seneste tid har jeg skrevet nogle artikler om økonomien i vores fastkurspolitik, og om mine argumenter for hvorfor vi bør forlade fastkurspolitikken, hvilke fordele Danmark vil få heraf, og hvilke farer der lurer ved at fortsætte fastkurspolitikken i det nuværende pengepolitiske klima.

Jeg ofte blevet konfronteret med, at vores konkurrenceevne vil forværres og som resultat vil eksporten blive mindre. Det er næsten altid det første der bringes på banen. Det er også teknisk korrekt - højere valutakurs vil alt andet lige gøre det sværere at sælge danske produkter i udlandet, og det er også klart, at en formindsket efterspørgsel på disse varer vil manifestere sig i arbejdsmarkedet som fyringer i eksportsektoren. Men hvorfor ser vi kun på den ene side af sagen?

I denne artikel vil jeg give mit bud på hvordan økonomien opfører sig, når valutakursen stiger.

Momentan ophævelse af fastkurspolitikken skaber en recession

Problemet med en momentan ophævelse af fastkurspolitikken er, at det vil føre til et chok til økonomien, der ikke kan nå at ændre sig fra en lav til en højere valutakurs fordi springet er lynhurtigt. Kursen vil springe op det øjeblik Nationalbanken annoncerer at den ikke længere vil forsvare det snævre vekselkursbånd som kronen har med euroen. Vi så dette da Schweiz opgav deres fastkurspolitik, kursen steg i minutterne efter annonceringen. Dette chok vil udløse en recession.

Markedskræfterne genskaber balance i økonomien

Tager man et skridt tilbage, og ser i fugleperspektiv på økonomien efter valutaen er steget, vil man observere at økonomien adapterer til den nye virkelighed. Eksportsektoren vil reducere sit salg og sin arbejdsstyrke, mens importen vil stige og gøre den almindelige dansker rigere da prisen på importerede varer falder. I trit med at eksportsektoren reduceres, vil der på forbrugersiden ske en opblomstring af aktivitet, drevet af højere indenlandsk efterspørgsel på varer og serviceydelser som resultat af en forøget købekraft.

Effekten på arbejdsløsheden er således kortvarig, men vil føles hård mens recessionen raser.

Gevinsten af recessionen er øget velstand til danskerne

Biler vil især blive markant billigere, eftersom prisen der bruges til beregning af registreringsafgift vil flytte flere mellemklassebilers pris længere ned, en større del vil blive pålagt 105% afgift i stedet for 180% afgift tidligere. Energi vil også falde i pris da DKK/USD bytteforholdet bliver lavere. Pengene der er sparet på alle importvarerne vil fordele sig efter markedsbehov ud i andre sektorer: Nogle vil importere flere varer, andre vil bruge flere penge på serviceydelser, ferier eller spare op. Nogle vil måske gå ned i arbejdstid og nyde fritiden. Kort sagt, vi vil få flere penge til at dække vore behov, vi vil få mere ægte velstand af en højere købekraft.

Fyringer i eksportsektoren kan reduceres, hvis den øgede indenlandske efterspørgsel kan optage nogle af de produkter vi før eksporterede. Det kan eksempelvis være forbrugerprodukter såsom chokolade, øl eller højkvalitets landbrugsprodukter der nu vil forbruges indenlands. Andre eksportvirksomheder kan blive underleverandører til det danske forbrug, eksempelvis maskiner til fremstilling af forbrugsvarer.

Valutakursen balanceres af import/eksport

Er der så slet ingen ende på goderne der tilfalder danskerne, bare ved at ophæve fastkurspolitikken? Vil valutaen stige og blive høj altid? Naturligvis ikke – uden en fastkurspolitik vil vores større import sende flere kroner i omløb i udlandet, og presse kursen ned. Forskellen fra når Nationalbanken gør det for os er at vi får lov at få varer og services for kronerne, modsat nu, hvor det er Nationalbanken der får en valutareserve ud af det. Tjenes der penge på valutareserven, så tilfalder profitten den danske stat og de sædvanlige politiske venner der modtager støtte af velfærdsstaten.

Spørgsmålet jeg derfor ønsker at stille er:

Hvorfor er danskerne så vilde med at opgive købekraften for at støtte eksporten?

Kilde: