'Behov for skattelettelser til dem, der tjener mest? Nej!' Citat Kristian Thulesen Dahl
Løkkes Lamborghini-reform. Sædvanelig, svulstig ekstrabladsretorik.
Disse citater har det tilfælles, at de bygger på et falsk grundlag - Fake News om man vil. Milliardæren vil opretholde nøjagtigt samme bilpark uanset om afgiften er 180%, 150%, 20% eller 600%. Det betyder ikke det store for ham. Han vil købe lige den Lamborghini han ønsker sig uanset prisen. For den almindelige familiefar er betydningen derimod kolossal.
De statsfinansierede medier flyder i disse tider over af marxistiske floskler, der i bund og grund udspringer af, at meget få danskere forstår selv simple økonomiske sammenhænge.
Direktøren vil blive trukket frem af den fedtede socialistiske hat i tide og i utide. Derfor er det væsentligt at forstå hvorfor direktørerne om nogen er dem, der får mindst ud af de alt for begrænsede lettelser, regeringen langt om længe planlægger at glæde hårdtarbejdende danskere med.
For at forstå, hvorfor det er sådan, kan man starte med at betragte hvordan direktørens løn bliver bestemt.
Personer, der kan bestride virksomhedernes mest løntunge stillinger er en begrænset ressource. Der er derfor stor konkurrence blandt virksomhederne om den enkelte kandidat, når en toplederstilling skal besættes. Virksomhederne er ikke villige til at betale sin topleder en løn, der overstiger den værdi, han kan tilføre virksomheden. På samme måde vil virksomhederne ikke betale topchefen en højere løn, end andre kandidater med tilsvarrende kvalifikationer er villige til tage stillingen for.
Direktørens løn er derfor ikke et tag selv bord. Der er nøje overensstemmelse mellem direktørens kvalifikationer, direktørens værdiskabelse og den løn direktøren kan forhandle sig frem til.
Direktøren er ikke idiot. Han er direktør, fordi han er blandt de få, der rent faktisk har forstand på økonomi (under alle omstænidgheder, hvis han er direktør i en privat virksomhed, der er i konkurrence på et nogenlunde frit marked). Direktøren ved derfor godt, at det er komplet ligegyldigt hvor mange nuller, der står bagefter tallene på hans selvangivelse. Det der interesserer direktøren er, hvilken levestandard han kan veksle denne fyrstelige hyre til. Altså hvilken bolig han kan få, hvilken bil, hvilken feriebolig, vinsamling osv.
Alt det er der taget højde for, når den potentielle direktør sætter sin underskrift på en ansættelseskontrakt med en virksomhed.
Direktøren vil til hver en tid foretrække en lavere betalt stilling, der giver anledning til højere efter skat livsstil.
Når skatten på lønindkomst lempes vil det for direktøren ikke gøre den store forskel, da markedsprisen for direktørlønninger sættes i forhold til efter skat forbrug.
På længere sigt vil markedet for direktørlønninger gøre, at det bliver billigere at ansætte en direktør, hvis indkomstskatten sænkes. Dermed vil virksomhederne blive mere konkurrencedygtige i forhold til lande, der beskatter deres direktører forholdsvist hårdere.
Denne gevinst kommer hele samfundet tilgode, herunder naturligvis også direktøren.
Nøjagtigt det samme gør sig gældende for højtlønnede specialister. Deres løn dannes på tilsvarende måde, derfor har de heller ikke de store personlige gevinster ud af skattelettelser. Deres efter skat løn vil være nogenlunde på samme niveau uanset ændringer i skattesystemet. Gevinsten for samfundet vil derimod være astronomisk, da vi i højere grad kan tiltrække højt kvalificerede specialister til at tilføre vores produktion yderligere værdi.
Omvendt forholder det sig for sygeplejesken, der er underlagt socialistiske overenskomster. Hendes løn sættes centralt. Hun får om nogen glæde af, at den usympatiske ekstraskat på hendes overarbejde lettes.
