For fortsat at give et lille afbræk fra verdenen som den ser ud i disse dage, kommer her del 4 af min introduktion til det østrigske økonomiske system.
Indirekte transaktioner, penge og inflation
Først skal det nævnes, at den østrigske skole definerer inflationen som en udvidelse af pengemængden, ikke som prisstigninger. Stigende priser er et ofte set resultat af inflation, afhængig af efterspørgslen på penge, og andre makroøkonomiske effekter. Årsagen til dette er, at såfremt prisstigninger bliver et synonym for inflation bliver vi mindre bevidste om hvad det er vi mener, når vi siger inflation. Begrebet kommer til at dække over for mange ting, og bliver derved mindre præcist, idet inflation nu pludselig betyder enten et fald i efterspørgslen på penge, et fald i produktionsoutput, forøgede skatter og/eller afgifter, generel forøget efterspørgsel, højere renter eller en udvidelse af pengemængden samt alt andet der kan forårsage prisstigninger.
Op til nu har vi kun opereret med direkte transaktioner, hvor handel foretages med henblik på øjeblikkelig forbrug. Denne form for handel er kaldet barter, og præcenterer imidlertid individer for en række effektivitets problematikker.
Såfremt der kun kan foretages direkte transaktioner, må en eventuel køber finde en sælger der er villig til at tage imod præcist den gode som køberen sidder inde med, samtidig med at sælgeren selvfølgelig skal beside det gode køberen efterspørger. Dette dobbelte sammenfald af ønsker, indeholder en række søge omkostninger for køber, hvorfor brugen af et transaktions medium er langt mere effektivt.
Et skift fra direkte til indirekte transaktioner, må således indeholde en process hvor markedet langsomt adopterer et gode der bruges, ikke udelukkende som funktion af godets direkte anvendelighed, men som følge af en opdagelse af en generel efterspørgsel på godet. Flere og flere vil herved efterspørge dette gode på baggrund af dets høje afsætningspotentiale, hvorved godet langsom bliver etableret som et alment acceperet transaktionsmedium.
Igennem historien har mange forskellige varer og objekter været brugt som medium eller penge, men historisk set er der et sæt af goder der har vist sig at være langt mere effektive end andre alternativer. For at et transaktionsmedium skal kunne fungere optimalt, skal mediet indeholde visse egenskaber der igennem en trial and error process inducere brugen af en type penge over en anden.
Ud over at penge selvfølgelig skal være efterspurgt, skal penge være delelig, hvilket beyder at transaktioner skal kunne gennemføres på en sådan måde, at mediet ikke mister værdi når delt i mindre enheder. Eksempelvis ville huse og biller ikke kunne opfylde dette kriterie. Penge skal også være transportabel så det er muligt at bære mediet til og fra transaktioner efter behov. Af samme årsag skal penge have en høj værdi i forhold til dets vægt per enhed, hvilket yderligere betyder at penge ikke må være i for stort udbud.
Ultimativt opnår penge sin værdi ud fra hvad pengene kan bruges til, det vil sige, ud fra den subjektive værdi tilknyttet de varer og tjenester som mediet kan byttes mod. Af denne årsag er der en forbindelse imellem den accepterede værdi på et transaktionsmedium, og mængden af goder mediet kan facilitere transaktionen af .
Med andre ord vil den subjektive værdi af goder stige i takt med, at den samlede beholdning af goder falder, hvilket ligeledes betyder at en fast pengemængde i dette tilfælde vil falde i værdi, idet mediets købekraft forringes. Ud fra dette følger det, at en forøgelse af pengemængden, relativt til en fast beholdning af goder, også vil forringe mediets købekraft, idet relativt flere penge nu har mulighed for at byde goder væk fra positioner, der er marginalt højere placeret på individers subjektive ranglister.
Her ville det dog teknisk set være forkert at tro, at penge har en aftagende marginalværdi. Siden penge er et medium vil denne funktion kun være forbeholdt de varer og tjenester som penge til enhver given tid er substitut for i vores subjektive ordner, men selv her er loven kun gældende for goder der af individer bliver betragtet som identiske.
Ovenstående har igennem tiderne fået mange økonomer til at sætte lighedstegn mellem den østrigske skole og kvantitetsteoretikere, men som alting i livet ligger djævlen i detaljerne. Fordi at værdi endeligt er et subjektivt fænomen, og at penge de facto blot faciliterer transationen mellem et gode og et andet, er prisstigninger et fysisk fænomen. Det vil sige, at prisstigninger kun kan manifistere sig, der hvor en fysisk handel tager plads.
Af denne årsag giver det ikke mening, at definere prisstigninger ud fra en snæver selektion af goder, idet alle tænkelige priser er af betydning for fuldt ud at kunne forstå implikationen af ændringer i en given pengemængde. Prisstigninger er betinget af direkte aktivitet, hvorfor at en fokus på et snævert sæt af aktiviteter i visse situationer, er identisk med at fokusere på et sæt raske træer, imens den resterende skov brænder.
Såfremt inflation bliver defineret som prisstigninger, og yderligere bliver målt igennem en velspecificeret mængde af forbrugergoder vil inflation, for det meste, være relativt stabilt, og kan derved ikke fortælle meget om, hvad der reelt foregår i økonomien. Dette er fordi forbrugergoder, mere end andre goder, står overfor en en mere stabil efterspørgsel, der kun til nogen udstrækning lader sig påvirke af stigende indkomster. Der er således kun så meget mælk, tøj, tandpasta, opvaskemiddel eller toiletpapir som forbrugeren reelt har behov for.
Hvad forbrugeren gør i stedet, er at substituere inferiøre goder for mere luxuriøse goder, men dette må betyde at nogle priser falder imens andre stiger, hvorfor et agregeret tal i denne klasse af priser, ikke vil eksponere inflation som den i virkeligheden er. Dette er endnu en årsag til at østrigerne definerer en udvidelse af pengemængden som inflation, idet at prisstigninger altid vil følge, men måske ikke i den kurv af goder der fokuseres på.
De prisstigninger der så bliver fanget af et traditionelt ’consumer price index’ CPI, vil i højere grad være et udtryk for prisstigninger i producentens faktorinput, hvilket ikke siger noget om forbrugerens generelle velstand. Blandt andet på grund af dette, er det i den østrigske tradition ikke forsvarligt at korrollere inflation med økonomisk vækst, idet inflation underminerer forbrugernes reelle indkomster.
Yderligere er prisstigninger noget der langsomt forplanter sig igennem en økonomi, som følge af menneskelig aktivitet. Under en inflationær politik vil, hvem end der først modtager de ”nye” penge, have mulighed for at købe og handle til priser, der endnu ikke er blevet påvirket. Herefter vil de som modtager pengene sekundært skulle handle i et miljø med forholdsvise lave prisstigninger, men for de efterfølgende, der modtager pengene, er priserne steget yderligere.
Denne process fortsætter indtil priserne endeligt har tilpasset sig den initielle inflation, imens de individer der sidst modtager pengene, må bære den fulde byrde af prisstigningerne - individer der ofte er kendetegnet, ved ikke at besidde de højeste poster i et samfund. Mange østrigske økonomer sidestiller, af denne årsag, inflationære politikker som et omvendt Robin Hood-fænomen, idet inflation i mange tilfælde har den effekt, at den omfordeler velstand fra fattigere folk til rigere folk .
Det skal dog understreges, at prisstigninger stadig er afhængige af hvem der handler med hvem, og hvilke goder eller aktiver der bliver handlet med. En helt præcis udlægning af prisændringer, som følge af inflation eller deflation er derfor tæt på umulig, idet at det praktisk talt er umuligt at forudsige hvilken sektor, pris –eller aktivklasse der bliver den primært effektuerede.
