Tidspræference og renter
På nuværende tidspunkt bliver det nødvendigt at tage højde for to fundamentale tilstande i universet vi op til nu, ikke har være inde på, nemlig tilstedeværelsen af knaphed og tid. Siden vi mennesker opererer i en verden hvor disse koncepter skaber rammerne for vores eksistens, vil det at navigere inden for disse rammer nødvendigvis indbefatte en bevisthed herom. Dette vil ikke være som følge af psykologiske effekter eller mekanismer, selvom psykologi selvfølgelig spiller en rolle i distinktionen mellem individuelle præferencer, men som følge af en fundamental betingelse for det at være til. Vi er endelige væsner i en endelig verden, hvor loven om entropi manifisterer sig igennem den simple forestilling om tid.
Alene af denne årsag vil det altid være sådan, at nutidige goder indeholder en præmie over fremtidige goder, hvorfor at vi omvendt må placere en ’discount’-rate på fremtiden. I en entropisk verden er der ingen måde at være sikker på hvad fremtiden indebærer, hvorfor at usikkerhed er centralt forbundet med det at placere en højere værdi på et gode i dag, end på det samme gode i morgen.
En rente som et koncept, opstår herved på baggrund af denne tidspræference, hvor alt hvad der opgives i form af nutidig forbrug, skal kunne eftergive et højere fremtidigt forbrug, i proportion med længden af tid forbruget må undværes. I en hypotetisk verden uden renter som koncept, vil individer således ikke sondre mellem nutidigt og fremtidigt forbrug. Et æble leveret nu, ville blive værdisat identisk med et æble leveret efter 10, 20 eller 30 år. På samme måde vil en verden uden knaphed ikke prompte individer til at økonomisere deres tid og ressourcer, idet der ikke ville være nogen grund til at planlægge for fremtiden. Kort sagt vil en sådan verden ikke være mulig, grundet i de rammer vi fra naturens side, er tvunget til at operere i.
Tidsprefæerence er, foruden fundamental for mennesker, et subjektivt fænomen og individuelt specifikt. Mennesker har således forskellige tidspræferencer, og kan ligeledes ændre disse over tid. Individer med en høj tidspræference vil tillægge nutidig forbrug et højere præmium end individer med en lav tidspræference, hvorfor at mennesker af sidstenævnte type vil have en højere tilbøjelighed til at spare op, hvorimod førstnævnte type vil være mere tilbøjelig til at forbruge nu og her. Dette er fordi en høj tidspræference medfører, at tid er et relativt dyrere gode, hvilket betyder at ’discount’-raten på fremtiden ligeledes er relativt høj. Det koster således mere at udsætte forbrug, end hos individer med en lav tidspræference.
En rente vil herved være et resultat af samtlige markedsdeltageres tidspræferencer som de forholder sig til hinanden, udtrykt i en samlet rate der signalerer investeringstidspunkter på baggrund af individers faktiske forbrug og opsparingsmønster. Denne type rente var hvad Mises kaldte for originalrenten - eller den rene rente, men dette er selvfølgelig ikke en rente individer i et samfund står over for. En sådan rente må nødvendigvis indeholde en præmiesats der afspejler de relative ricisi hver enkelte bank tilknytter de forskellige lånetyper i respons til sansynligheden for, at lånet ikke bliver betalt tilbage, eller mister værdi over tid.
En central pointe som det forholder sig til den østrigske skoles teoretiske ramme er, at såfremt en rente bliver dikteret til et niveau hvor den ikke længere afspejler individers tidspræferencer, vil dette igangsætte investeringer og produktion der ikke længere er i tråd med forbrugerens reelle fremtidige efterspørgsel. Investorer og producenter bliver på den måde fejlledt til at tro, at fremtiden vil se anderledes ud, end den faktisk kommer til at gøre.
I den østrigske optik skal renter anskues ligesom man ville anskue alle andre priser i samfundet. Dog kræver renter endnu mere fokus, idet denne klasse af priser i virkeligheden beskriver prisen på tid ved at indkapsulere og formidle individers nutidige forbrugsmønster, samt individers faktiske ønsker om fremtidig forbrug.
Uden en rente der beskriver denne forbindelse imellem nutiden og fremtiden, mister entreprenøren muligheden for at planlægge sin produktion i overensskemmelse med menneskers ønsker herom. Det vil sige, i overensstemmelse med mennesker tidspræference. Dette bevirker at markedet i højere grad famler i blinde under det konstante forsøg på at koordinere nutidig og fremtidig produktion i tråd med nutidig og fremtidig efterspørgsel.
