Politiker, økonomer og medier snakker konstant om Danmarks vækstproblemer - meget naturligt er der mange bud på hvordan der skal skabes vækst. Indimellem sættes der spørgsmålstegn ved om vi overhovedet har brug for vækst - for hvad skal det til for. Når emnet vækst bliver bragt på banen menes der overvejende en stigning i BNP og til dels en stigning i BNP pr. indbygger. BNP i sig selv er ikke interessant når vi skal måle velstand, det der er interessant er BNP pr. indbygger, der siger noget om det generelle velstandsniveau pr. indbygger.
Grundlæggende er der to typer af vækstteorier: endogen- og eksogen vækst. Med endogen vækst menes der, at man ved hjælp at investeringer i menneskelig kapital (Human capital) kan øge vækstpotentialet, dette kunne f.eks. være retsvæsen, uddannelse, forskning og innovation. Grundtanken er, at man ved hjælp af aktiv lovgivning kan forme og motivere en nation og dens befolkning. Endogen vækst kan være ganske fornuftigt hvis man ønsker at skabe rammer for vækst i udviklingslande hvor noget så basalt som den private ejendomsret ikke overholdes.
Eksogen vækst kan beskrives ud fra den klassiske Solow-model i denne model er der grundlæggende to parametre, kapital akkumulering og arbejdsudbud. Kapital akkumulering kan forklares med produktivitet dvs. et lands evne til at udnytte kapitalapparatet til at producere mest muligt. Arbejdsudbuddet er et spørgsmål om at have den arbejdskraft til rådighed som virksomhederne kræver. Solow-modellen tager således udgangspunkt i at markedet øger velstanden uden betydelig indblanding fra politisk side.
Faktorer af betydning for vækst i BNP, 1994 - 2013
Udviklingen i Bruttonationalproduktet (BNP) i perioden 1994 til 2013 kan forklares ud fra tre overordnet faktorer: produktivitetsudviklingen, arbejdsudbuddet samt bytteforholdet. Produktivitet er et udtryk for, hvor meget der produceres ift. indsatsten. Produktivitetsstigning er den primære faktor til stigende BNP på sigt. Høj produktivitetsvækst er en forudsætning for, at Danmark kan have en fortsat fremgang i levestandarden og opretholde et højt velstandsniveau i international sammenligning. Når ressourcerne anvendes mere hensigtsmæssigt, og der skabes større værdi for mindre eller samme ressourceindsats, øges reallønnen. På langt sigt følger lønningerne produktiviteten i den private sektor.
Dernæst har vi arbejdsudbuddet som en faktor, idet øget arbejdsudbud skaber en beskæftigelse på sigt, dels på grund af lønpres der leder til konkurrenceevneforbedringer. Arbejdsudbuddet afhænger af hvor stor en andel af befolkningen der er til rådighed for arbejdsmarkedet, og hvor mange timer der arbejdes. Til sidst har vi udviklingen i Danmarks bytteforhold. Bytteforholdet er et udtryk for forholdet mellem et lands eksport- og importpriser.
Timeproduktiviteten beregnes som bruttoværditilvæksten (BVT - faste priser) pr. præsteret time. Sammenligner man udviklingen i produktiviteten blandt OECD landene ses det, at Danmark, med en gennemsnitlig årlig realvækst i produktiviteten på 0.9 pct., er det land i OECD med den 5. laveste produktivitetsvækst i perioden 1994 til 2013. Der er dog visse problemer med produktivitetsmålet, i det BVT indeholder både privat og offentligt bidrag. Da den offentlige sektor i et vist omfang levere ”gratis” ydelser, vil værditilvæksten være lig omkostningerne, den egentlige værdi kendes ikke. jf. (Sørensen, 2014)
Arbejdsudbuddet kan beregnes og opfattes forskelligt. Enten i form af personer eller antal timer. Jeg har valgt at beskrive arbejdsudbuddet efter samme metode som (Regeringen, 2014). Arbejdsudbuddet af timer kan skrives som
Arbejdsudbud = Arbejdstimer x Erhvervsfrekvens
hvor arbejdsudbuddet er arbejdsudbud af timer pr. 15-64 årig målt pr. år, arbejdstimer er et udtryk for de samlede præsterede arbejdstimer pr. beskæftiget pr. år. Vi har da, at erhvervsfrekvensen er målt for de 15-64 årige. Danmark er et af de lande i OECD, med de laveste antal timer pr. beskæftiget, men pga. den høje erhvervsfrekvens opnår Danmark et højere arbejdsudbud pr. 15-64 årige. I perioden 1994 til 2013 steg arbejdsudbuddet i gennemsnit med 1.6 timer pr. 15-64 årig, svarende til 0.2 pct. pr. år. I perioden 1994 til 2006 steg arbejdsudbuddet fra 1.093 til 1174 timer pr. 15-64 årige, svarende til en stigning på 7.4 pct.. Fra 2006 til 2013 faldt arbejdsudbuddet 4.2 pct. svarende til et fald på 49.6 timer pr. 15-64 årige. Bytteforholdet afspejler forskellen mellem et lands eksport- og import priser. Stiger bytteforholdet medføre det, at for den samme mængde eksport kan der købes en større mængde import. Hvilket er med til at øge velstanden.
Når vi bytteforholds-korrigere eksporten fås det, at det gennemsnitlige vækstbidrag i perioden 1994 - 2013 til BNP pr. år er 1.87 pct. point, mens den ukorrigeret eksport har et gennemsnitlig vækstbidrag på 1.62 pct. point., dette giver en effekt på afrundet 0.24 pct. point. Det gælder at BNP i perioden 1994 - 2013 i gennemsnit steg 1.327 pct. pr. år, hvilket stemmer overens med beregningerne fortaget til Figur 1.28, hvor BNP beregnes til en gennemsnitlig vækst på 1.33 pct. pr. år. Det fremgår, at væksten i BNP har været drevet af produktivitetsvæksten.
Figur 1.27 og 1.28 (LINK - URL)
Det skal dog bemærkes, at Danmark i Perioden 1994 - 2013 havde den femte laveste produktivitetsvækst i OECD kun overgået af lande som Mexico og Italien. Til sammenligning havde Sverige en gennemsnitlig produktivitetsvækst på ca. 2 pct., Norge 1 pct. samt Tyskland 1.4 pct.. Som tideligere beskrevet, er lønstigninger afhængig af produktivitetsstigninger, idet der på langt sigt antages at være en konstant lønkvote og bytteforhold.
