Steen Bocian fremfører en ganske interessant historie om vores fremtidige problem for fastkurspolitikken. Hans begrundelse er at vore virksomheder sparer "for meget" op og derfor har vi overskud på betalingsbalancen.
Bocian forklarer ydermere, at presset på kronen kom fordi Schweiz opgav sin fastkurspolitik overfor Euroen i midten af januar.
Tillad mig at pointere, at der skete flere ting, netop den dag SNB brød sin kurs overfor euro'en. Eksempelvis blev der også annonceret et opkøbsprogram fra ECB på €1100 mia, målrettet langsigtede obligationer - netop i et forsøg på at reducere værdien af euroen via monetær ekspansion.
At Bocian slet ikke nævner ECB i dette spil, er mig en gåde.
Det næste jeg ønsker at kommentere er Bocian's værdiladede udsagn om, at virksomhederne sparer "for meget" op, der fører til overskuddet på betalingsbalancen. Umiddelbart er det korrekt, at et betalingsbalanceoverskud også kan udtrykkes som et opsparingsoverskud. Men at man dermed siger, at det er "for meget" er misvisende.
Det er først "for meget" hvis man ønsker at fremme en vis politisk agenda. Virksomhederne der står med overskuddet og vælger at sætte pengene i banken i stedet for at geninvestere overskuddet i virksomheden, må alt andet lige være dem, som ved bedst om de sparer "for meget" op.
Umiddelbart vil jeg derfor mene, at man skal se på hvorfor virksomhederne er tilbageholdende med at investere deres profit, i stedet for at stemple gerningen som om, at de sparer "for meget" op.
Virksomhederne, der sætter pengene i banken, investerer rent faktisk pengene indirekte. Bankerne lader dem ikke bare stå, men køber værdipapirer for dem, så de kan betale renter (hvis vi altså havde sådan et koncept i vor "moderne" økonomi) - eller så bankerne kan skabe profit til dem selv.
Jeg vil umiddelbart skyde på, at bankerne har købt obligationer med kort løbetid for en del af pengene, og en anden del er sat i Nationalbanken som indskudsbeviser (det er i og for sig næsten det samme som en almindelige konto - indskudsbeviserne kan indfris fra uge til uge med Nationalbanken, eller prompte med andre banker).
Dog stadig en interessant vinkel på problemerne med fastkurspolitikken.
