Deflationsspiral. Ordet alene får tankerne over på det farlige deflationsscenarie, hvor arbejdsløsheden kun stiger og økonomien går ind i en ny depressionsspiral ala 1930'erne. Man bliver let forført af skræmmescenariet der bakkes op af umiddelbart acceptable argumenter.
Men er deflation så farligt? Hvordan undslipper samfundet den nedadgående spiral?
Jeg mener svaret ligger i at lade markedet klare processen, hvor priserne skal justere sig ind til at passe til den nye situation. Markedets balancesøgende mekanismer vil understøtte processen som økonomien skal gennemgå for at genvinde balance igennem justeringer af pris for kapital, arbejde og varer. Problemerne opstår først og fremmest, hvis man har politisk modvilje til at lade markedet justere priserne, eksempelvis ved at indføre priskontrol på arbejde, varer eller kapital. Dette vil være meget skadelig for justeringsprocessen, og markedet vil ikke kunne cleare og efterlader økonomien i en balance med forhøjet arbejdsløshed, mangel på varer og kapital.
Lad os først kigge på argumentet om at forbrugerne vil udskyde forbrug i forventning om faldende priser:
Hvis prisen på forbrugervarerne falder med 1% om året, betyder det at man sparer 80kr på et fladskærms TV til 8000kr. Er der nogen der seriøst vil udskyde fornøjelsen af sådan et dejligt TV i et helt år, for at spare 80kr? Er brugsværdien af TVet i et helt år ikke 80kr værd?
Man kan sige det på en anden måde - hvem ville ikke betale 80kr for at eje et TV et helt år? Det er nok de færreste der er i markedet for at købe et TV, der vil værdisætte ejerskabet af et TV til mindre end 80kr om året - i så fald forudsætter de en meget lang levetid for produktet. Lejer man film ind i mellem, vil man hurtigt have brugt et lignende beløb på underholdning på nogle få timer.
Argumentet om udskydelse af forbrug lyder derfor ikke så overbevisende. Brugsværdien af varerne bør tages med og vil i stor udstrækning være dækkende op til en moderat deflationsrate. Det vil endda være gavnligt for forbrugerne med små købekraftsvindinger på visse varer, da det vil muliggøre et højere forbrug eller en større opsparing.
Et andet argument lyder, at lønningerne vil falde i et deflationsscenarie. Her skal vi blot huske at realløn handler om produktivitet. Lønninger vil justere sig ind som økonomien gennemgår processen.
Reallønnen stiger kun når man bliver mere produktiv. Eller sagt på en anden måde: Hvis du med dit arbejde skaber flere varer med samme materiale- og/eller tidsforbrug, alt andet lige, vil du få en højere realløn for dit arbejde. Under inflation får man en nominel lønstigning ved lønforhandlingen, mens forbrugerpriserne stiger år for år og udhuler noget af stigningen. Tilbage er produktivitetsforbedringen.
I deflation kan den nominelle løn godt falde, men typisk kun hvis man arbejder i en virksomhed hvor produktiviteten ikke stiger med gennemsnittet. Virksomhederne vil konkurreren om arbejdskraften, og de mest produktive virksomheder vil tiltrække flest. I praksis bliver man nødt til at slå på tromme for ordet "reallønsstigning" i overenskomsterne. Det bliver nødvendigt at lade lønningerne afspejle deflationsniveauet, men så længe deflationen er moderat, bør det være tilstrækkeligt med den sædvanlige overenskomstforhandlinsfrekvens. Langsomt faldende inflation gående til lav deflation kan håndteres, og er blevet håndteret, i Danmark under de sidste overenskomstforhandlinger uden problemer.
Produktiviteten stiger med investeringer i virksomhedernes kapitalapparat. Disse foretages baseret på udsigten til profit. Hvis kapitalapparat bliver billigere at erstatte og vedligeholde som følge af deflation, vil det støtte investeringerne på lang sigt. I sidste ende er det relative priser der bestemmer om en produktion er profitabel eller ej. Kan man købe sine inputs billigere så er det også muligt at sælge sine outputs billigere til samme realprofit. Balancen er for virksomhederne, at uden investering i produktivitetsforbedringer, kan deflation ikke opretholdes. Prisfald drevet af højere produktivitet kan kun opstå så længe der investeres i kapitalapparatet, og her ligger en balance der vil moderere deflationen. Er deflationen "stor" vil man holde fast i kapital i stedet for at indgå i visse investeringer. Det vil lægge en dæmper på produktivitetsstigningen og deflationen fremover.
Jeg ser det sværeste problem for samfundet opstå, når det kommer til håndtering af gæld. Hvis samfundet er bygget op med inflationsforventninger til den positive side, og har gældsat sig til grænsen, vil det være rimeligt at genforhandle gældsituationen om nødvendigt. Et skift fra inflation til deflation dyrt for den gældsatte, der oprindeligt ved 2pct inflation havde forventet en halvering af realgælden på 35år. Men i deflationsscenariet med vil gældens realværdi stige år for år, og give den gældsatte et stærkt incitament til at nedbringe gælden, og risikoen. Det kan være nødvendigt at gældens pålydende værdi skal genforhandles med kreditor, der pludseligt står i en situation hvor alle gældsbetalere er klemt på evnen til at tilbagebetale. Kreditor, der også forventede at få halvdelen ædt op af inflation på 35 år, vil typisk være villig til at indgå en ny aftale - en haircut.
Et inflationsscenarie vil ikke give så stærkt incitament til at nedbringe gælden, og risikoen. Det ses tydeligt i de vestlige lande at gælden stiger. I sidste ende kan man alligevel som låntager, inflation til trods, ende med at stå med hatten i hånden, for at bede om en ny gældsaftale, fordi man indlod sig på for stor låntagning (fx som Grækenland oplevede det). Jo højere gæld man oppebærer, jo mere rentefølsom bliver man.
I deflationsscenariet vil flere gældsatte prioritere at nedbringe gælden - guleroden er at samfundet langsomt nedbringer sin risikoprofil. Opsparing til alderdommen behøver ikke at indebære at man indlader sig på investeringer i aktiemarkedet. Pengene kan blive stående i banken mens deres købekraft øges, selvom renten er nul. Man påtager sig derfor ikke nogen særlig risiko i forhold til at købe aktier eller på anden vis indgå i mere risikable investeringer, for at indhente en inflation.
I det lys vil et langsigtet deflationsscenarie være positivt for at reducere risiko, på trods af mellemperioden vil være svær, hvor gælden nedbringes. Det vil dog være medvirkende til at virksomheder/personer/stater med lav gæld får en fordel, som før tippede til deres skyldnere. Byrden bør dog ikke være større efter en evt. gældsforhandling, der justerer den nominelle gæld ned til at matche betalingsevnen. Efter gælden er afviklet vil fornyet gældsætning blive modereret af deflationsforventningerne.
Jeg mener derfor at konklusionen af en laizzes-faire politik overfor deflation er, at en overgang fra inflation til deflation er træls, fordi man skal til at tænke anderledes, og gældsatte kan risikere at måtte forhandle med deres kreditorer om en nedskrivning af gælden hvis man ikke kan betale. Den vigtige pointe er, at man bør lade markedet styre processen. En egentlig depression af samfundet med "hyperdeflation" virker meget usandsynlig, givet de stabiliserende mekanismer i markedet. På lang sigt mener jeg at en markedsbaseret tilgang til deflation skaber en sundere økonomi med lavere gæld og risiko. Vælger man i stedet at kopiere Japans forsøg på at undgå deflation gennem store offentlige underskud og massiv interventistisk pengepolitik, risikerer man det modsatte med enorm gæld og endnu større rentefølsomhed.
