Bøsser og lesbiske skal have et hus af kommunen, mener de radikales Margrethe Wivel, og selvfølgelig skal de det, når nu også de automonotone har ét. Lad mig nævne en række andre undertrykte minoriteter der bør have et hus foræret af kommunen:
Nazi-Johnni og hans venner i Greve, lokalafdelingen af Dansk Folkepartis Ungdom på Nørrebro, Hizb-ut-Tahrir, Landsforeningen af Kvinder der Altid tager Opvasken, Sammenslutningen af Handicappede Adoptivbørn fra Nordkorea, Forum for Israel-kritiske Skolelærere samt Liberal Alliance.
Homoer er absolut ikke landets fattigste socialgruppe - tværtimod, hvis vi skal tro Richard Floridas tese om kreative miljøer. Men det er for så vidt ligegyldigt, humlen i sagen er at det principielt ikke er stat og kommuners opgave at støtte politiske, seksuelle eller religiøse særinteresser.
De eneste typer særinteresser kommunen med rimelighed kan være med til at finansiere, er sportsglade menneskers interesser i sportsfaciliteter samt unges interesse i meningsfulde aktiviteter (altså den type aktiviteter som ikke foregår i Ungdomshuset).
Et forslag som Margrethe Wivels burde komme fra SF eller Enhedslisten og ikke fra et såkaldt borgerligt parti, men måske har Margrethe Wivel set et potentiale for stemmer til sit trængte parti:
"Den kreative klasse er en af de mest omtale bøger de i dette årtusinde - ikke mindst i samfundspolitisk interesserede kredse og op til folketingsvalget 2005, hvor den samfundsgruppe, som bogen omhandler, pludselig blev sat i direkte forbindelse med Det Radikale Venstre (i USA det demokratiske parti)."
Politiken oplyser, at i "... dag har Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske et kontor i Nygade på omkring 250 kvadratmeter - og en aktivistgruppe på i alt 2500-3500 personer."
Jamen er det ikke bare synd, at de homoseksuelle aktivister skal stå som sild i en tønde? Det må vi straks gøre noget ved, og det er endda gratis:
"Det koster ikke noget at snakke om mulighederne. Og tiden er moden nu, hvor hele miljøet har et stærkt sammenhold efter den gode energi under Outgames", siger Margrethe Wivel.
Hvem prøver Wivel at bluffe? At 'snakke om mulighederne' er første skridt i retning af at det koster noget, og hvis miljøet har så stærkt et sammenhold som Margrethe Wivel påstår, så burde det være den smalleste sag i verden for de københavnske homoer selv at finansiere nogle flere kvadratmeter til deres aktiviteter.
Det står mig mere og mere klart, hvorfor jeg ikke længere stemmer radikalt. Synd at partiet stritter i så mange retninger, for de havde på et tidspunkt potentialet til at brage igennem som socialliberalt alternativ på midten til halal-ideologi og gammelkonservatisme på fløjene og med et konsekvent program om økonomiske reformer af velfærdsstaten på plakaten.
Men hvis alverdens særinteresser konstant skal tilgodeses, så har reformerne jo lange udsigter.
Man kan endda stille spørgsmålet, om statsstøtte ikke snarere svækker end styrker græsrodspolitiske bevægelser. Det er jo urkomisk, at de såkaldt autonome kæmpede indædt for at blive underlagt kommunale regulativer, i stedet for at lade deres ofte velstående middelklasseforældre skillinge sammen til et ægte autonom-hus.
I USA lykkes det for utallige græsrodsbevægelser at opnå gennemslagskraft og resultater, og så vidt jeg ved kun med knofedt, entusiasme og frivillige bidrag. Hvis jeg var homo-aktivist, ville jeg takke nej til at blive bollet bagi af staten, og i stedet at opleve stoltheden ved at have bygget noget op fra bunden. Ved egne kræfter, ikke ved medborgernes ufrivillige bidrag.
